Ivar Aasen
Ivar Aasen (født 1813, død 1896) var en norsk språkforsker og dikter.
- Forholdet mellem de to sprog er forøvrigt af en saa uheldig beskaffenhed, at den eneste sikre udvei for os vilde være at anlægge en aldeles norsk sprogform, saaledes at formbygningen dannedes efter en eller flere af de bedste dialekter og sprogstoffet dannedes ved det almindelige norske ordforraad, med stadigt hensyn til det gamle sprog. Kun ved en saadan radikal reform vilde sprogets nationalitet atter kunne sættes paa fode – –
- Fra en anmeldelse av Folkevennen, 1852. Sitert i Hjalmar Christensen: Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge (1905), s. 237.
Ervingen (1855)
[rediger]- Eg tenkjer, me kunde gjera like god Framgang, um me heldt nokot fastare paa gamalt Maal og gamall Bunad. Lat oss ganga fram i det, som godt er, men ikkje ganga so, at me gløyma vaar Fedra-Sed, som det stend i Visa:
- Dei vil alltid klaga og kyta,
at me ganga so seint og so smaatt;
men eg tenkjer, dei tarv ikkje syta:
me skal koma – um ikkje so braadtt.
- Dei vil alltid klaga og kyta,
Norsk Grammatik (1864)
[rediger]- Nu vide vi dog alligevel, at dette Land har havt et Sprog, som baade har nydt en omhyggelig skriftlig Dyrkning og tillige havt et betydeligt Værd i sig selv, saa at man endog har været tilbøielig til at ansee det som den ypperligste af de tre gamle Sprogformer i Norden. Og ved nærmere Eftersyn vil man ogsaa finde, at den norske Almue kjender eller bruger et Tungemaal, som har omtrent den samme Lighed med Gammel Norsk som det nuværende svenske Talesprog med Gammel Svensk og det nuværende Danske med Gammel Dansk. Den Paastand, at det norske Sprog skulde allerede være gaaet af Brug for tre hundrede Aar siden, kan altsaa ikke være saa ganske rigtig.
- S. I–II.
