Przejdź do zawartości

Wikisłownikarz:Tsca/Den Danske Netordbog er lukket

Z Wikisłownika – wolnego słownika wielojęzycznego

Den Danske Netordbog er lukket

Ud fra de politiske udmeldelser (se Kulturministeriets pressemeddelelse af 25.8.2005) kan vi se, at Den Danske Netordbog ikke vil få støtte til færdiggørelse. Vi kan derfor ikke afsætte arbejdskraft til en fortsat opdatering og har valgt at lukke ordbogen fra fredag den 26. august og koncentrerer os om andre projekter, herunder Idiomordbogen og Regnskabsordbøgerne, som fortsat vil være tilgængelige.

At frigive Den Danske Netordbog til Wiki-systemet eller anden Public License er desværre ikke hensigtsmæssigt. Som forskere har vi ganske vist en forpligtelse til at stille vores forskningsresultater til rådighed for offentligheden men det kræves også, at forskere skal optjene forskningspoints for deres fremlagte resultater. Det kan vi ikke ved at give et i øvrigt ufærdigt materiale videre. Ydermere vil en ordbog som Den Danske Netordbog vanskeligt kunne vedligeholdes gennem Wiki-systemet. En særlig styrke i Den Danske Netordbog er at dens indhold kan verificeres, og at en kendt persongruppe står som ansvarlige. Der ligger meget solide teorier til grund for en given beslutning. I en Wiki-ordbog, hvor de færreste brugere/redaktører kender teorierne, vil der hurtigt opstå en form for “religionskrig” mellem to eller flere fløje. Ordbogen vil blive ubrugelig, hvis anbefalingerne ikke baseres på videnskabelige teorier for at undgå vilkårlige ændringer. Vi anser Wiki-systemet som absolut anbefalelsesværdig i encyklopædisk sammenhæng, men såkaldte sprogordbøger kræver en meget større grad af leksikografisk styring.

Derudover vil vi overveje oprettelsen af et arkiv med tilgang til ordbøger, som ikke mere bliver genoptrykt eller opdateret. Hertil vil muligvis også høre Den Danske Netordbog. Dette arkiv vil blive oprettet i 2006.

Vi takker en gang mere for de mange støtteerklæringer, som fortsat ligger på hjemmesiden. Vi beklager at have fremrykket datoen for lukning af ordbogen. Skuffede brugere bedes henvende sig til deres lokale folketingspolitiker eller til Kulturminister Brian Mikkelsen (kum@kum.dk).

Århus, den 26. august 2005 Center for Leksikografi