Signer eller krypter e-mails i Mail på Mac
E-mailbeskeder, som er digitalt signeret eller krypterede, giver forbedret sikkerhed, når du sender og modtager e-mail.
Send digitalt signerede og krypterede e-mails
En digitalt signeret besked betyder, at modtagerne kan bekræfte din identitet som afsender; en krypteret besked giver endnu større sikkerhed. Før du kan sende signerede beskeder, skal du have et personligt certifikat i din nøglering. Hvis du vil sende krypterede beskeder, skal du have modtagerens certifikat i din nøglering.
Vælg Arkiv > Ny besked i appen Mail på din Mac.
Flyt markøren over feltet Fra, klik på den viste lokalmenu, og vælg derefter den konto, du har et personligt certifikat til i nøgleringen.
Symbolet for signeret (et hak) vises i beskedens header og betyder, at din besked bliver signeret, når du sender den.
Adresser beskeden til modtagerne.
Symbolet for krypteret (en lukket hængelås) vises, hvis din nøglering indeholder et personligt certifikat til alle modtagere. Hvis du ikke har et certifikat til hver modtager, klikker du på symbolet for krypteret i beskeden. Derved erstattes den lukkede hængelås med en åben hængelås, der viser, at beskeden bliver sendt ukrypteret.
Nogle postlister afviser digitalt signerede beskeder, fordi signaturen behandles som et bilag. Hvis det sker, skal du klikke på symbolet for krypteret i din besked. Derved erstattes hakket af et X, der viser, at beskeden bliver sendt uden signatur.
Bemærk: Hvis dit certifikat af en eller anden grund ikke er forbundet med din e-mailadresse, eller hvis du vil bruge dit certifikat sammen med en anden e-mailadresse, skal du ctrl-klikke på certifikatet i Hovednøglering, vælge Ny id-indstilling og skrive de nødvendige oplysninger.
Modtag digitalt signerede og krypterede e-mails
I appen Mail på din Mac viser et sikkerhedsfelt i header-området, om en besked er signeret eller krypteret.
Hvis en besked er signeret, vises symbolet for signeret (et hak). Klik på symbolet for at se oplysninger om certifikatet.
Hvis beskeden er ændret, efter at den blev signeret, viser Mail en advarsel om, at beskedens signatur ikke kan kontrolleres.
Hvis en besked er krypteret, vises symbolet for krypteret (en lukket hængelås). Hvis du har modtagerens private nøgle i nøgleringen, dekrypteres den, så du kan læse den. Ellers viser Mail, at det ikke kan dekryptere beskeden.
Hvis du vil inkludere krypterede beskeder, når du søger efter beskeder i Mail, skal du vælge muligheden i vinduet Generelt i Indstillinger i Mail. Med denne mulighed kan Mail søge efter enkelte ord, også selvom beskeden er lagret i krypteret form.