Wikipedia

CERN

Den Europæiske Organisation for Højenergifysik[3] (CERN; engelsk: European Organization for Nuclear Research) er en europæisk atomforskningsorganisation, som driver verdens største forsøgsanlæg for partikelfysik. Navnet CERN kommer af fransk: Conseil Européen pour la Recherche Nucléaire. CERN har observatørstatus i de Forenede Nationer (FN).[4] CERN blev grundlagt i 1954 og er beliggende på den fransk-schweiziske grænse i en forstad nordvest for Geneve (46°14′3″N 6°3′19″Ø / 46.23417°N 6.05528°Ø / 46.23417; 6.05528). CERN har 22 medlemslande[5],hvoraf Israel er det eneste ikke-europæiske land med fuldt medlemskab. [6] Benævnelsen CERN bruges også i omtale af selve forsøgsanlægget, som i 2016 beskæftigede 2.500 videnskabelige, tekniske og administrative medarbejdere og modtog omkring 12.000 brugere. Samme år producerede CERN 49 petabyte data.[7] CERN’s hovedformål er at stille partikelacceleratorer og anden nødvendig infrastruktur til rådighed for forsøg med højenergifysik. Som resultat er talrige eksperimenter blevet opstillet og gennemført i internationalt samarbejde. Hovedanlægget ved byen Meyrin rummer et stort datacenter, som dels anvendes til lagring og analyse af data og dels til simuleringer. Forskere har brug for online adgang til disse faciliteter, så forskningscenteret har historisk set været centrum i et stort elektronisk netværk. I CERN’s virke ligger også oprindelsen til World Wide Web.

European Organization for Nuclear Research (engelsk)
Organisation européenne pour la recherche nucléaire (fransk)
Den Europæiske Organisation for Højenergifysik
Kort, der viser CERN's medlemslande
Kort, der viser CERN's medlemslande
HovedkvarterGeneve, Schweiz
Officielle sprogEngelsk
Fransk
TypeInternational organisation
Medlemskab
22 medlemslande
Ledere
• Generaldirektør
Italien Fabiola Gianotti
• Rådspræsident
Holland Sijbrand de Jong[1]
Etableret
• CERN konventionen blev åbnet for underskrivelse
1. juli 1953 (1953-07-01)[2]
• og trådte i kraft i kraft
29. september 1954 (1954-09-29)[2]
Hjemmeside
home.cern
Large Hadron Collider ved CERN
Statue af Shiva afbilledet som Nataraja i tandava-dans, der symboliserer den vedvarende skabelse og destruktion af universet. Skænket af det indiske Department of Atomic Energy.

Historie

redigér

Aftalen om etablering af CERN blev ratificeret den 29. september 1954 af 12 vesteuropæiske lande.[5] Forkortelsen CERN stammer fra det franske Conseil Européen pour la Recherche Nucléaire (Det Europæiske Råd for Kerneforskning), som var navnet på organitiationens midlertidige bestyrelse, der i 1952 blev etableret af de 12 europæiske regeringer, herunder Danmark. Da den midlertidige bestyrelse blev opløst, bibeholdt man akronymet CERN, selv om navnet i 1954 blev ændret til det nuværende Organisation Européenne pour la Recherche Nucléaire (European Organization for Nuclear Research).[8]

CERN’s første rådspræsident var Sir Benjamin Lockspeiser. Edoardi Amaldi var generalsekretær for CERN i dets tidlige start, hvor arbejdetsprocesserne stadig var under udvikling, og den første generaldirektør var Felix Bloch (i 1954).[9]

I begyndelsen var forsøgsanlægget helliget studier af atomkerner, men snart blev det også anvendt til højenergifysik med fokus på studier af interaktioner mellem subatomare partikler. Derfor omtales forsøgsanlægget CERN ofte som Det Europæiske Forsøgsanlæg for Partikelfysik (Laboratoire européen pour la physique des particules), et navn der i højere grad beskriver arbejdet på anlægget.

Videnskabelige resultater

redigér

Adskillige væsentlige forsøgsresultater er opnået ved arbejdet på CERN. De omfatter bl.a.

  • 1973: Opdagelsen af neutrale strømme i Gargamelle boblekammeret[10]
  • 1983: Opdagelsen af W- og Z-partikler i UA1 og UA2 eksperimenterne[11][12]
  • 1989: Bestemmelse af antallet af lette neutrinofamilier ved Large Electron-Positron Collider (LEP)
  • 1995: Den første dannelse af antibrint atomer i PS210 eksperimentet[13]
  • 1999: Opdagelsen af direkte CP brud NA48 eksperimentet[14]
  • 2010: Isolering af 38 antibrintatomer[15]
  • 2011: Fastholdelse af antibrint i over 15 minutter[16]
  • 2012: Opdagelse af en boson med en masse på ca. 125 GeV/c2, den længe eftersøgte Higgs-partikel.[17]

I september 2011 tiltrak CERN sig mediernes bevågenhed, da forskningsgruppen bag OPERA-projektet rapporterede fundet af neutrinoer, der bevægede sig hurtigere end lyset.[18] Yderligere forsøg viste, at resultaterne var fejlbehæftede på grund af et forkert forbundet GPS-synkroniseringskabel. [19]

I 1984 blev nobelprisen i fysik tildelt Carlo Rubia og Simon van der Meer for resultater, som førte til opdagelsen af W- og Z-partiklerne. I 1992 blev nobelprisen i fysik tildelt CERN-forskeren Georges Charpak for “opfindelse og udvikling af partikeldetektorer, og især for trådkammeret “multiwire proportional chamber”.

I 2013 blev nobelprisen i fysik tildelt François Englert og Peter Higgs for deres teoretiske beskrivelse af Higgs-mekanismen året efter fundet af Higgs-partiklen gennem forsøg ved CERN.

Datavidenskab

redigér

Udviklingen af World Wide Web startede som et CERN-projekt ved navn ENQUIRE. Projektet blev igangsat af Tim Berners-Lee i 1989 og Robert Cailliau i 1990.[20] Projektets formål var at facilitere forskernes informationsdeling baseret på et hypertekstsystem. Den første hjemmeside blev lanceret i 1991, og den 30. april 1993 meddelte CERN, at World Wide Web kunne bruges af alle. En kopi[21] af den første hjemmeside udformet af Berners-Lee kan stadig ses på World Wide Web Consortium’s hjemmeside som et historisk dokument. Allerede først i 1980erne - og inden udviklingen af World Wide Web – gennemførte CERN en banebrydende udvikling af selve internetteknologien.[22] I 1995 blev Berners-Lee og Cailliau hædret i fællesskab af Association for Computing Machinery (ACM) for deres bidrag til udviklingen af internettet.[23]

I de senere år er CERN blevet et center for Grid computing og huser projekter som Enabling Grids for E-sciencE (EGEE) og LHC Computing Grid. Laboratoriet huser også CERN Internet Exchange Point (CIXP), det ene af de to største internet-knudepunkter (fysisk infrastruktur for udveksling af internettrafik) i Schweiz.


Faciliteter

redigér

Det nuværende anlæg

redigér

CERN driver et sammenhængende anlæg på seks acceleratorer og en decelerator. Hver accelererende enhed i kæden øger energien i partikelstrålerne inden de sendes videre til forsøg eller til den næste og kraftigere accelerator. Anlægget består af følgende aktive maskiner:

  • To lineære acceleratorer, som leverer lavenergipartikler. LINAC 2 accelererer protoner til 50 MeV, hvorefter de injiceres i protron-synkrotronacceleratoren PSB (Proton Synchrotron Booster), og LINAC 3 leverer tunge ioner på 4,2 MeV/u til injicering i lagerringen LEIR (Low Energy Ion Ring).[24]
  • Synkrotonen PSB (Proton Synchrotron Booster) øger hastigheden på de partikler, der er genereret af de lineære protonacceleratorer, inden de overføres til andre acceleratorer.
  • Lagerringen LEIR øger hastigheden på ionerne fra den lineære accelerator inden den overfører dem til protonsynkrotronen PS. Denne accelerator blev taget i brug i 2005 efter ombygning fra den tidligere lavenergi-antiprotonlagerring LEAR (Low Energy Antiproton Ring).
  • 28 GeV protonsynkrotronen PS (Proton Synchrotron) er en cirkulær accelerator, der blev bygget i årene 1954-59. Den bruges stadig som tilførselsaccelerator til den endnu kraftigere Super Proton Synchrotron (SPS).
  • SPS (Super Proton Synchrotron) er en cirkulær accelerator med en diameter på 2 km, der er bygget i en tunnel. Den blev taget i brug i 1976. Det oprindelige design muliggjorte en beam energi på 300 GeV, senere gradvis opgraderet til 450 GeV. SPS leverer stråler til fastmålseksperimenter - for tiden COMPASS (NA58), SHINE (NA61), NA62 og NA63[25], og den har været anvendt til proton-antiprotonkollisioner (SppS-kollisioner) og til at accelerere højenergielektroner og -positroner til injicering i Large Electron-Positron Collider (LEP). Siden 2008 er den blevet anvendt til at injicere protroner og tunge ioner i Large Hadron Collider (LHC).
  • ISOLDE (On-Line Isotope Mass Separator) anvendes til forskning i ustabile atomer. De radioaktive ioner dannes ved sammenstød af protoner med en energi på 1,0-1,4 GeV fra proton-synkrotronacceleratoren PSB, med stationære tunge atomkerner i en særlig ionkilde. ISOLDE blev taget i anvendelse i 1967 og er blevet ombygget og opgraderet i 1974 og 1992. En opgradering til HIE-ISOLDE er i gang.[26]
  • Antiproton-deceleratoren, AD, (Antiproton Decelerator) reducerer hastigheden på antiprotoner til ca. 10% af lysets hastighed. Den anvendes til forskning i antistof.
  • En kompakt forsøgsfacilitet for lineære kollisioner (Compact Linear Collider Test Facility), hvor man undersøger gennemførligheden af et eventuelt kommende projekt baseret på kollisioner mellem elektroner og positroner fra en meget lang lineær accelerator.
  • AWAKE eksperimentet, som er en demonstrator for en ny type acceleration baseret på wakefield plasma acceleration drevet af høj-energi protoner.[27]
  • LHC, der er CERN’s flagskib og omtales nærmere nedenfor.

Large Hadron Collider

redigér

Se hovedartikkelen for Large Hadron Collider

Mange af de nuværende aktiviteter på CERN indebærer forsøg med den største accelerator, Large Hadron Collider (LHC). LHC repræsenterer et storstilet globalt samarbejde. LHC befinder sig i en tunnel 60-100 m under jorden i området mellem Genève Internationale Lufthavn og den nærliggende Jurabjergkæde. Størstedelen af den cirkulære tunnel på 27 km i omkreds ligger på den franske side af grænsen. Tidligere har tunnelen huset den store elektron-positron accelerator LEP (Large Electron-Positron Collider), som blev lukket ned i november 2000. CERN’s eksisterende PS/SPS acceleratoranlæg bruges til at øge energien af protoner og blyioner, som derefter injiceres ind i LHC.

Syv forskningsprojekter,[28] ALICE, ATLAS, CMS, LHCb, LHCf, MoEDAL og TOTEM, er placeret langs acceleratoren. Alle eksperimentene studerer partikelkollisioner fra forskellige aspekter og med forskellige teknologier. Opførelsen af anlæg til de forskellige projekter har været en ingeniørmæssig udfordring. For eksempel måtte man skaffe en særlig kran fra Belgien til at sænke dele af CMS-detektoren ned i undergrunden, da hver del vejede næsten 2.000 tons. Den første af de næsten 5.000 magneter, som konstruktionen krævede, blev sænket ned i en specialbygget skakt den 7. marts 2005. LHC genererer store mængder af data, som CERN sender til forskningsinstitutioner rundt omkring i verden til videre behandling– og gør brug af en særlig Grid-infrastruktur, LHC Computing Grid. I april 2005 sendte en vellykket test 600 MB/s til syv forskellige modtagere i verden. De første partikelstråler blev injiceret i LHC i august 2008.[29] Den 10. september 2008 blev den første stråle sendt rundt i hele LHC,[30] men systemet gik ned 10 dage senere på grund af en defekt magnetforbindelse, og den 19. september 2008 blev acceleratoren taget ud af drift i ca. et år for reparation. Den 20. november 2009 blev LHC sat i drift igen og sendte fejlfrit to stråler rundt, hver med en energi på 450GeV. Ingeniørernes udfordring var herefter at få de to stråler rettet ind, så de ville kollidere med stor kraft. Det var “som at skyde to nåle tværs over Atlanten og få dem til at ramme hinanden”, ifølge Steve Myers, direktør for acceleratorer og teknologi på CERN. Den 30. marts 2010 lykkedes det med LHC at få to protonstråler til at kollidere, hver med en hastighed på 3,5 TeV energi pr. proton, altså en kollision på 7 TeV. Dette var imidlertid kun begyndelsen på det arbejde, der forventedes at føre til opdagelsen af Higgs-partiklen. Da forsøgsperioden med 7 TeV kollisioner sluttede, øgede acceleratoren i marts 2012 energien til 8 TeV (4 TeV pr. proton). I juni 2012 annoncerede CERN-forskerne, at de havde fundet en ny partikel, som de senere bekræftede var Higgs-partiklen.[31] I marts 2013 bekendtgjorde CERN, at de målinger, man havde udført på den nyfundne partikel, understøttede, at dette var Higgs-partiklen.[32] I starten af 2013 blev LHC lukket ned for en 2-årig periode med henblik på vedligeholdesarbejde, en forbedring af de elektriske forbindelser mellem magneterne i acceleratoren, samt andre opgraderinger. Den 5. april 2015, efter to års vedligeholdelses- og konsolideringsarbejde, blev LHC startet op for sin anden kørselsperiode. To protronstråler blev uden problemer sendt rundt i hver sin retning i den 27 km lange ring. Den første opstart til den rekordhøje energy på 6,5 TeV blev udført den 10. april 2015.[33][34] Arbejdet fortsatte i 2016, hvor den skitserede kollisionshastighed kunne overskrides for første gang,[35] samt i 2017.[36]

Fremtidige acceleratorer under overvejelse

redigér

I samarbejde med forskningsgrupper over hele verden undersøger CERN to koncepter for fremtidige acceleratorer: En lineær elektron-positron accelerator med et nyt accelerationskoncept til at øge energien (CLIC)[37] og en større version af LHC-acceleratoren, et projekt der for øjeblikket kaldes Future Circular Collider (fremtidig cirkulær accelerator). Designstudier for FCC[38] er i gang og undersøger muligheden for at bygge en 100TeV circulært maskine i en 100 km lang tunnel, med LHC som injector.

Afviklede acceleratorer

redigér
  • Den første lineære accelerator, LINAC 1[39]
  • Den 600 MeV stærke synkrocyklotron, Synchrocyclotron (SC), som blev sat i drift i 1957 og lukket ned i 1991.[40]
  • Acceleratoren ISR med krydsende lagerringe (Intersecting Storage Rings), en tidlig accelerator, der blev bygget i årene 1966-71 og var i drift til 1984.[41]
  • Den store elektron-positronaccelerator, LEP (Large Electron-Positron Collider), som var i drift i årene 1989-2000, dengang den største af sin art. Den blev bygget i den 27 km lange tunnel, som nu huser Large Hadron Collider.[42]
  • Lavenergi-antiprotronringen LEAR (Low Energy Antiproton Ring), som blev taget i brug i 1982, og som i 1995 opsamlede de første dele af ægte antistof, bestående af ni antibrintatomer. Den blev lukket ned i 1996 og efterfulgt af antiprotron-deceleratoren.[43]

Lokaliteter

redigér

De mindre acceleratorer befinder sig på Meyrin-hovedanlægget (også kaldet West Area), som oprindeligt blev anlagt i Schweiz langs den franske grænse, men siden 1965 har været udvidet ind over grænsen til Frankrig. Der er ingen synlige tegn på landegrænsen, bortset fra en række markeringssten. Der er seks indgange til Meyrin-anlægget:

  • A, i Schweiz, for alle CERN-ansatte inden for fastlagte tidspunkter
  • B, i Schweiz, for allle CERN-ansatte døgnet rundt. Ofte kaldet CERN’s hovedindgang.
  • C, i Schweiz, for alle CERN-ansatte inden for fastlagte tidspunkter
  • D, i Schweiz, for varemodtagelse inden for fastlagte tidspunkter
  • E, i Frankrig, for CERN-ansatte bosat i Frankrig og inden for fastlagte tidspunkter. Indgangen hedder også “Charles de Gaulle Indgangen” i anerkendelse af dennes rolle i skabelsen af CERN.[44]

Inter-site tunnel, den indre forbindelsestunnel til overførsel af udstyr til og fra CERN lokaliteter i Frankrig, håndteret af personale med særlig tilladelse. Denne rute er den eneste tilladte for sådanne overførsler. Som aftalt i CERN-traktaten betales der ikke afgifter for disse overførsler. Overførslerne kontrolleres af toldembedsmænd.[45]

SPS og LEP/LHC tunnelerne ligger for størstedelen udenfor hovedanlægget og ligger stort set gemt under fransk landbrugsland, usynligt på overfladen. Dog er der opstillet overfladeanlæg rundt omkring i tunnelernes udstrækning, enten i form af bygninger til brug for forsøg, eller andre anlæg, som anvendes til driften af acceleratorerne, som f.eks. kryogenanlæg og adgangsskakter. Ved disse anlæg udføres forsøgene nede i tunnelernes niveau. Tre af disse forsøgsanlæg (ALICE, CMS og LHCb detektorerne) ligger i Frankrig, mens ATLAS ligger i Schweiz; dog ligger nogle af de tilhørende kryogenanlæg og adgangsskakter i Schweiz. Det største forsøgsanlæg, Prévessin, også kaldet North Area, er målstation for ikke-kollisionsforsøg med SPS-acceleratoren. Andre anlæg er dem, der blev brugt til forsøgene UA1, UA2 og LEP (sidstnævnte anvendes ved LHC-forsøgene). Bortset fra LEP- og LHC-forsøgene, benævnes de fleste forsøg officielt med anlæggets navn og et fortløbende nummer. For eksempel foregik forsøget NA32, hvor man studerede partikler med ‘charm’ quarks, på Prévessin (North Area), og i forsøget WA22 anvendte man boblekammeret Big European Bubble Chamber (BEBC) ved Meyrin-anlægget (West Area) til at studere neutrino-interaktioner. UA1 og UA2 anses for at foregå i undergrunden (Underground Area), dvs. på anlæg ved SPS-acceleratoren. De fleste af CERN’s bilveje ved Meyrin- og Prévessin-anlæggene er opkaldt efter berømte fysikere, f.eks. Richard Feynman, Niels Bohr og Albert Einstein.

Deltagelse og finansiering

redigér

Medlemslande og budget

redigér

Siden CERN blev grundlagt af 12 medlemslande i 1954 er flere kommet til med jævne mellemrum. Alle nye medlemslande er forblevet i organisationen siden de tiltrådte, undtagen Spanien og Jugoslavien. Spanien tilsluttede sig oprindeligt CERN i 1961, trak sig ud i 1969, men kom tilbage i 1983. Jugoslavien var et af CERN’s stiftende medlemslande, men forlod organisationen i 1961. Af de 22 medlemslande er Israel det første og hidtil eneste ikke-europæiske land med fuldt medlemskab. Israel tilsluttede sig organisationen den 6. januar 2014.[6] Medlemslandenes bidrag til budgettet beregnes på basis af deres BNP.[46]

Medlemsland Status siden Bidrag
(million CHF i 2017) 		Bidrag
(procentdel af total i 2017) 		Bidrag pr. indbygger[note 1]
(CHF/person i 2017)
Stiftende medlemslande[note 2]
  Belgien 29. september 1954 30,9 2,76490% 2,7
  Danmark 29. september 1954 19,8 1,77200% 3,4
  Frankrig 29. september 1954 160,3 14,31995% 2,6
  Tyskland 29. september 1954 228,9 20,43893% 2,8
  Grækenland 29. september 1954 13,4 1,20136% 1,6
  Italien 29. september 1954 118,9 10,62383% 2,1
  Holland 29. september 1954 53,4 4,77159% 3,0
  Norge 29. september 1954 32,4 2,89674% 5,4
  Sverige 29. september 1954 30,6 2,73414% 3,0
  Schweiz 29. september 1954 43,8 3,91633% 4,9
  Storbritannien 29. september 1954 169,0 15,09604% 2,4
  Jugoslavien[note 3] 29. september 1954[47][48] 0 0% 0
Tiltrådte medlemslande[note 4]
  Østrig 1. juni 1959 24,2 2,16538% 2,9
  Spanien[note 5] 1. januar 1983[48][50] 80,8 7,21596% 2,0
  Portugal 1. januar 1986 12,4 1,11382% 1,3
  Finland 1. januar 1991 15,0 1,34699% 2,8
  Polen 1. juli 1991 31,6 2,82107% 0,8
  Ungarn 1. juli 1992 6,7 0,60250% 0,7
  Tjekkiet 1. juli 1993 10,5 0,93717% 1,1
  Slovakiet 1. juli 1993 5,4 0,48362% 1,0
  Bulgarien 11. juni 1999 3,3 0,29323% 0,4
  Israel 6. januar 2014[51] 16,7 1,49109% 2,7
  Rumænien 17. juli 2016[52] 11,1 0,99338% 0,6
Totalt medlemslande 1.119.900.050 100% -
Associerede medlemslande i indledende stadie til medlemskab[note 6]
  Serbien 15. marts 2012[53] 1,9 - -
  Cypern 1. april 2016[54] 1,0 - -
  Slovenien 4. juli 2017[55][56] 0,5 - -
Associerede medlemslande
  Tyrkiet 6. maj 2015[57] 4,7 - -
  Pakistan 31. juli 2015[58] 1,4 - -
  Ukraine 5. oktober 2016[59] 1,0 - -
  Indien 16. januar 2017[60] 11,6 - -
Associerede medlemslande der afventer ratificering
  Litauen 27. juni 2017[61] - -
Kandiderende lande for tilslutning
Totalt bidrag fra alle medlemslande, kandiderende og associerede lande 1.142,1[46] - -
  1. ^ 1. Baseret på befolkningstal in 2017.
  2. ^ 12 stiftende medlemslande udarbejdede Aftalen om Etablering af en Europæisk Organisation for Atomforskning (Convention for the Establishment of a European Organization for Nuclear Research), som trådte i kraft den 29. september 1954. [2]
  3. ^ Jugoslavien forlod organisationen i 1961.
  4. ^ Godkendte medlemslande bliver CERN-medlemslande ved at ratifice CERN-aftalen.[49]
  5. ^ Spanien var tidligere medlemsland i årene 1961 til 1969.
  6. ^ 6. Yderligere bidrag fra kandiderende lande og associerede medlemslande.[49]

Udvidelse

redigér

Associerede medlemmer, kandiderende lande:

  •   Serbien kandidat til optagelse i CERN den 19. december 2011, underskrev en associeringsaftale den 10. januar 2012[62][63]og blev associeret medlemsland den 15. marts 2012 som indledende stadie til medlemskab.[53]
  •   Tyrkiet underskrev en associeringsaftale den 12. maj 2014[64] og blev associeret medlem den 6. maj 2015.
  •   Pakistan underskrev en associeringsaftale den 19. december 2014[65] og blev associeret medlem den 31. juli 2015.[66][67]
  •   Cypern underskrev en associeringsaftale den 5. oktober 2012 og blev associeret medlem som indledende stadie til medlemskab den 1. april 2016.[54]
  •   Ukraine underskrev en associeringsaftale den 3. oktober 2013. Aftalen blev ratificeret den 5. oktober 2016.[59]
  •   Indiaunderskrev en associeringsaftale den 21. november 2016.[68] Aftalen blev ratificeret den 16. januar 2017.[60]
  •   Slovenien blev godkendt til indtrædelse som associeret medlemsland på et indledende stadie til medlemskab den 16. december 2016.[55] Aftalen blev ratificeret den 4. juli 2017.[56]
  •   Litauen blev godkendt til indtrædelse som associeret medlem den 16. juni 2017. Associeringsaftalen blev underskrevet den 27. juni 2017.[61]

Internationale relationer

redigér

Tre lande har observatørstatus:[69]

  •   Japan – siden 1995
  •   Russia – siden 1993
  •   United States – siden1997

Tre internationale organisationer har observatørstatus:

Ikke-medlemsstater (med angivelse af dato for samarbejdsaftaler), der for øjeblikket er involveret i CERN-programmer er: [70]

  •   Albania - oktober 2014 [71]
  •   Algeriet - 2008 [72]
  •   Argentina – 11 marts 1992
  •   Armenien – 25 marts 1994
  •   Australien – 1 november 1991
  •   Aserbajdsjan – 3 december 1997
  •   Bangladesh - 2014 [73]
  •   Hviderusland – 28 juni 1994
  •   Bolivia - 2007[74]
  •   Brasilien – 19 februar 1990 & oktober 2006
  •   Canada – 11 oktober 1996
  •   Chile – 10 oktober 1991
  •   Kina – 12 juli 1991, 14 august 1997 & 17 februar 2004
  •   Colombia – 15 maj 1993
  •   Kroatien – 18 juli 1991
  •   Ecuador - 1999[75]
  •   Egypten – 16 januar 2006
  •   Estland – 23 april 1996
  •   Georgien – 11 oktober 1996
  •   Island – 11 september 1996
  •   Iran – 5 juli 2001
  •   Jordan - 12 juni 2003.[76] MoU with Jordan and SESAME, in preparation of a cooperation agreement signed in 2004.[77]
  •   Litauen – 9 november 2004
  •   Makedonien – 27 april 2009
  •   Malta – 10 januar 2008[78][79]
  •   Mexico – 20 februar 1998
  •   Mongoliet
  •   Montenegro – 12 oktober 1990
  •   Marokko – 14 april 1997
  •   New Zealand – 4 december 2003
  •   Peru – 23 februar 1993
  •   Saudi Arabien – 21 januar 2006
  •   Sydafrika – 4 juli 1992
  •   Sydkorea – 25 oktober 2006
  •   Forenede Arabiske Emirater – 18 januar 2006
  •   Vietnam

CERN har også videnskabelig kontakt med følgende lande: :[70]

  •   Cuba
  •   Ghana
  •   Ireland
  •   Letland
  •   Libanon
  •   Madagaskar
  •   Malaysia
  •   Mozambique
  •   Det palæstinensiske selvstyre
  •   Filippinerne
  •   Qatar
  •   Rwanda
  •   Singapore
  •   Sri Lanka
  •   Taiwan
  •   Thailand
  •   Tunesien
  •   Usbekistan

Internationale forskningsinstitutioner, f.eks. CERN, kan bistå diplomati gennem forskning.[80]

Open access publicering – fri adgang til videnskabelige artikler

redigér

CERN har taget initiativ til et project (SCOAP3). Med SCOAP3-samarbejdet deles landende om publiceringsomkostninger hos forlagene uden udgifter for forskerne. Samtidig sænker forlagene sine abonnementspriser for deltagerne i sammenskudsgildet. I første fase i årene 2014-2016 deltog 3000 biblioteker, konsortier, forskningsinstitutioner, forlagsvirksomheder og finansieringsorganer fra mange lande i projektet.[81] Alle artikler af CERN-forfattere publiceres med gold open access.[82]

Forskelligt

redigér

Et af projektene hos CERN går ud på se nærmere på forbindelsen mellem kosmisk stråling og skydannelse. Dette kan ske under kontrollerede eksperimentelle omstændigheder ved benyttelse af et skykammer og en af CERN's partikelaccelerator. Eksperimentet er navngivet CLOUD (Cosmics Leaving Outdoor Droplets). Det er Henrik Svensmarks teori om solens indvirkning på den globale opvarmning, der er baggrunden for dette projekt.

Referencer

redigér
  1. ^ "Professor Sijbrand de Jong elected as next President of CERN Council". CERN. Hentet 2017-11-17.
  2. ^ a b c "Convention for the Establishment of a European Organization for Nuclear Research". Arkiveret fra originalen 1. juli 2018. Hentet 2017-11-17.
  3. ^ Jørn Dines Hansen. "CERN". Den Store Danske. Hentet 19. april 2020.
  4. ^ "Intergovernmental organizations having received a standing invitation to participate as observers in the sessions and the work of the General Assembly". United Nations. Hentet 2017-11-17.
  5. ^ a b "Member states". CERN. Hentet 2017-11-17.
  6. ^ a b "CERN to admit Israel as first new member state since 1999". CERN. Hentet 2017-11-17.
  7. ^ "Annual Report 2016" (PDF). CERN. Hentet 2017-11-17.
  8. ^ "The Name CERN". CERN. 30. september 2011. Hentet 20. november 2017.
  9. ^ "People and things : Felix Bloch". CERN Courier. CERN. 23 (9): 386. Hentet 20. november 2017.
  10. ^ "Gargamelle". CERN. Hentet 20. november 2017.
  11. ^ "UA1". CERN. Hentet 20. november 2017.
  12. ^ "UA2". CERN. Hentet 20. november 2017.
  13. ^ G. Baur; et al. (1996). "Production of Antihydrogen". Physics Letters B. 368 (3): 251. Bibcode:1996PhLB..368..251B. doi:10.1016/0370-2693(96)00005-6. ISSN 0370-2693.
  14. ^ Fanti, V.; et al. (1998). "A new measurement of direct CP violation in two pion decays of the neutral kaon". Physics Letters B. 465: 335. arXiv:hep-ex/9909022. Bibcode:1999PhLB..465..335F. doi:10.1016/S0370-2693(99)01030-8.
  15. ^ Thair Shaikh (20. november 2017). "Scientists capture antimatter atoms in particle breakthrough". CNN. Arkiveret fra originalen 28. juni 2011. Hentet 20. november 2017.
  16. ^ Jonathan Amos (6. juni 2011). "Antimatter atoms are corralled even longer". BBC.
  17. ^ "CERN experiments observe particle consistent with long-sought Higgs boson". CERN. Hentet 20. november 2017.
  18. ^ Adrian Cho, Neutrinos Travel Faster Than Light, According to One Experiment, Science NOW, 22 September 2011.
  19. ^ "OPERA experiment reports anomaly in flight time of neutrinos from CERN to Gran Sasso". CERN. Hentet 23. november 2017.
  20. ^ "The birth of the web". CERN. Hentet 21. november 2017.
  21. ^ "The World Wide Web project". W3C. Hentet 21. november 2017.
  22. ^ "A Short History of Internet Protocols at CERN". CERN. Arkiveret fra originalen 21. juli 2017. Hentet 21. november 2017.
  23. ^ "ACM Software System Award". ACM. Hentet 21. november 2017.
  24. ^ "Linear accelerator 2". CERN. Hentet 21. november 2017.
  25. ^ "SPS Research Programme". CERN. Hentet 21. november 2017.
  26. ^ "Focus on Exotic Beams at ISOLDE: A Laboratory Portrait". Institute of Physics. Hentet 21. november 2017.
  27. ^ "The Advanced Proton Driven Plasma Wakefield Acceleration Experiment". CERN. Arkiveret fra originalen 20. november 2017. Hentet 21. november 2017.
  28. ^ "LHC Research Programme". CERN. Hentet 21. november 2017.
  29. ^ Overbye, Dennis (29 juli 2008). "Let the Proton Smashing Begin. (The Rap Is Already Written.)". The New York Times.
  30. ^ "LHC First Beam". CERN. Arkiveret fra originalen 13. november 2016. Hentet 21. november 2017.
  31. ^ Adrian Cho (13. juli 2012). "Higgs Boson Makes Its Debut After Decades-Long Search". Science. 337 (6091): 141-143. doi:10.1126/science.337.6091.141. PMID 22798574.
  32. ^ "New results indicate that particle discovered at CERN is a Higgs boson". CERN. Hentet 21. november 2017.
  33. ^ O'Luanaigh, Cian. "First successful beam at record energy of 6.5 TeV". CERN: Accelerating science. CERN. Hentet 21. november 2017.
  34. ^ O'Luanaigh, Cian. "Proton beams are back in the LHC". CERN: Accelerating science. CERN. Hentet 21. november 2017.
  35. ^ Bordry, Frédérick. "LHC smashes targets for 2016 run". CERN. Hentet 20. november 2017.
  36. ^ Pralavorio, Corinne. "Record luminosity: well done LHC". CERN: Accelerating science. CERN. Hentet 21. november 2017.
  37. ^ "A Multi-TeV Linear Collider Based on CLIC Technology : CLIC Conceptual Design Report". doi:10.5170/CERN-2012-007. {{cite journal}}: Cite journal kræver |journal= (hjælp)
  38. ^ "The FCC-ee design study". CERN: Accelerating science. CERN. Arkiveret fra originalen 20. november 2017. Hentet 21. november 2017.
  39. ^ "Linear accelerator 1". CERN: Accelerating science. CERN. Hentet 21. november 2017.
  40. ^ "The Synchrocyclotron". CERN: Accelerating science. CERN. Hentet 21. november 2017.
  41. ^ "The Intersecting Storage Rings". CERN: Accelerating science. CERN. Hentet 21. november 2017.
  42. ^ "The Large Electron-Positron Collider". CERN: Accelerating science. CERN. Hentet 21. november 2017.
  43. ^ "The Low Energy Antiproton Ring". CERN: Accelerating science. CERN. Hentet 21. november 2017.
  44. ^ "Red Carpet for CERN's 50th". CERN bulletin. november 2004.
  45. ^ "CERN Host relations service page". CERN. Hentet 28. november 2017.
  46. ^ a b "Member States' Contributions – 2017". CERN website. CERN. Arkiveret fra originalen 20. november 2017. Hentet 23. november 2017.
  47. ^ "Member States". International relations. CERN. Hentet 23. november 2017.
  48. ^ a b "Member States". CERN timelines. CERN. Arkiveret fra originalen 25. december 2018. Hentet 23. november 2017.
  49. ^ a b "CERN Member States". CERN Council website. CERN. Arkiveret fra originalen 25. december 2018. Hentet 23. november 2017.
  50. ^ "Spain". International Relations. CERN. Hentet 23. november 2017.
  51. ^ "Israel". International Relations. CERN. Hentet 23. november 2017.
  52. ^ "CERN welcomes Romania as its twenty-second Member State". CERN. Hentet 23. november 2017.
  53. ^ a b "CERN Associate Members". International Relations. CERN. 16. marts 2012. Hentet 23. november 2017.
  54. ^ a b "Cyprus". International Relations. CERN. Hentet 23. november 2017.
  55. ^ a b "Slovenia to enter the Associate Member State family of CERN". Media and Press Relations. CERN. 16. december 2016.
  56. ^ a b "Slovenia becomes an Associate Member in the pre-stage to Membership at CERN". Media and Press Relations. CERN. 4. juli 2017. Arkiveret fra originalen 3. november 2018. Hentet 22. november 2017.
  57. ^ "Turkey". International Relations. CERN. Hentet 23. november 2017.
  58. ^ "Pakistan". International Relations. CERN. Hentet 23. november 2017.
  59. ^ a b "Ukraine becomes an associate member of CERN". Media and Press Relations. CERN. 5. oktober 2016. Arkiveret fra originalen 26. december 2016. Hentet 22. november 2017.
  60. ^ a b "India becomes Associate Member State of CERN". CERN Updates. CERN. 16. januar 2017.
  61. ^ a b "Lithuania to become Associate Member of CERN". CERN Updates. CERN. 16. januar 2017.
  62. ^ "Vesti – Srbija zvanično postala član CERN-a". B92. Hentet 23. november 2017.
  63. ^ "Serbia expected to become CERN Associate Member". CMS Experiment web site. CERN. 23. januar 2012. Hentet 23. november 2017.
  64. ^ "Turkey to become Associate Member State of CERN". CERN press release. CERN. 12. maj 2014. Hentet 23. november 2017.
  65. ^ "Pakistan Becomes the First Associate CERN Member from Asia". Government of Pakistan press releases. Ministry of Foreign Affairs, Government of Pakistan. 20. juni 2014. Arkiveret fra originalen 25. december 2018. Hentet 23. november 2017.
  66. ^ "Pakistan becomes Associate Member State of CERN | CERN". home.cern. Hentet 2017-11-23.
  67. ^ "Pakistan officially becomes an associate member of CERN - The Express Tribune". Hentet 2017-11-23.
  68. ^ "India to become Associate Member State of CERN". 21. november 2016. Hentet 23. november 2017.
  69. ^ "Observers". International Relations. CERN. Hentet 27. november 2017.
  70. ^ a b "Member states". CERN. Hentet 3. oktober 2017.
  71. ^ "International relations : Algeria". CERN. Hentet 27. november 2017.
  72. ^ "International relations : Albania". CERN. Hentet 27. november 2017.
  73. ^ "International relations : Bangladesh". CERN. Hentet 27. november 2017.
  74. ^ "International relations : Bolivia". CERN. Hentet 27. november 2017.
  75. ^ "International relations : Ecuador". CERN. Hentet 27. november 2017.
  76. ^ "Jordan". International Relations. CERN. Hentet 4. juli 2012.
  77. ^ "SESAME". International Relations. CERN. 17. oktober 2011. Hentet 28. november 2017.
  78. ^ "Prime Minister of Malta visits CERN". CERN. 10. januar 2008. Hentet 28. november 2017.
  79. ^ "Malta signs agreement with CERN". Times of Malta. 11. januar 2008. Hentet 28. november 2017.
  80. ^ Quevedo, Fernando (juli 2013). "The Importance of International Research Institutions for Science Diplomacy". Science & Diplomacy. 2 (3).
  81. ^ Loizides, F.; Smidt, B. (2016). Positioning and Power in Academic Publishing: Players, Agents and Agendas: Proceedings of the 20th International Conference on Electronic Publishing. IOS Press. s. 9. ISBN 978-1-61499-649-1.
  82. ^ Open Access Policy for CERN Physics Publications, CERN-OPEN-2014-049, 27 april 2017

Eksterne henvisninger

redigér
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=CERN&oldid=11901443"