Wikipedia

Israel

land i Mellemøsten

Israel (hebraisk: יִשְרָאֵל, tr. Yisra'el; arabisk: إسرائيل, tr. Isrā'īl), officielt Staten Israel (hebraisk: מְדִינַת יִשְרָאֵל, tr. Medinat Yisra'el; arabisk: دَوْلَةْ إِسْرَائِيل, tr. Dawlat Isrā'īl), er et land i Mellemøsten beliggende i den sydøstlige ende af Middelhavet. Landet grænser op til Libanon mod nord, til Syrien og Jordan mod øst og til Egypten mod sydvest og består af et geografisk varieret landskab inden for det relativt begrænsede landområde.[10] Vestbredden og Gazastriben er tilstødende områder, som siden Seksdageskrigen i 1967 har været omstridte områder. Med et indbyggertal på næsten 10 millioner,[11] hvor hovedparten er jøder, er Israel den eneste stat i verden med en jødisk majoritet.[12] Som en kulturel og religiøs smeltegryde er det også et hjemsted for arabiske muslimer, arabiske kristne, drusere, samaritanere og flere andre religiøse og etniske minoriteter. Jerusalem er officielt landets hovedstad, hvor både landets parlament og regering har hjemsæde. Ligesom tilfældet er med eksempelvis landområder på Vestbredden, er Jerusalems status også omstridt. Således har både israelere og palæstinensere fremsat uforendelige territorielle krav hvad angår Jerusalem. International konsensus virker dog til at indikere, at Jerusalems status endnu ikke er besluttet.

Staten Israel

מְדִינַת יִשְׂרָאֵל (hebraisk)
Medīnat Yisrā'el
دَوْلَةُ إِسْرَائِيلَ (arabisk)
Dawlat Isrā'īl
Israels placering
HovedstadJerusalem (omstridt)[1][2]
31°46′N 35°14′Ø / 31.767°N 35.233°Ø / 31.767; 35.233
Største byJerusalem
Officielle sprogHebraisk
Anerkendte sprogArabisk
Etnicitet
(2019[3])
74,2% jøder
20,9% arabere
4,8% minoriteter
Religion
(2019[3])
74,2% Jødedom
17,8% Islam
2,0% Kristendom
1,6% Druze
4,4% andre
DemonymIsraeler
RegeringsformParlamentarisk republik[4]
Isaac Herzog
Benjamin Netanyahu[5]
Yariv Levin
Esther Hayut
Uafhængighed 
• Udråbt
14. maj 1948
Areal
• Total 1
 20.770 km2  (nr. 154) 
• Vand (%)
~2%
Befolkning
• Anslået 2024
10,009,800 [6] (nr. 99)
• Folketælling 2008
7.412.200
• Tæthed
422/km2  (nr. 35)
BNP (KKP)Anslået 2022
• Total
537.1 mia. USD[7] (nr. 48)
• Pr. indbygger
54.771USD[8] (nr. 29)
BNP (nominelt)Anslået 2022
• Total
521.6mia. USD[8] (nr. 28)
• Pr. indbygger
53.195 USD[8] (nr. 13)
Gini (2005)38,6[4]
HDI (2007)Stigning 0,935[9] (høj) (nr. 27)
ValutaShekel (₪) (ILS eller NIS)
TidszoneUTC+2 (IST)
UTC+3 (IDT)
Kører ihøjre side af vejen
Kendings-
bogstaver (bil)		IL
Luftfartøjs-
registreringskode		4X
Internetdomæne.il
Telefonkode+972
ISO 3166-kodeIL, ISR, 376
  1. Ekskluderer / Inkluderer Golanhøjderne og Østjerusalem; se nedenfor.
  2. Omfatter alle med fast bopæl på Israelsk jord, Golanhøjderne og Østjerusalem. Inkluderer også den israelske befolkning på Vestbredden. Udelukker alle ikke-israelere på Vestbredden og Gazastriben.
Israel  Staten Israel Israels nationalvåben
Geografi

Israels land  • Distrikter  • Byer
Middelhavet  • Rødehavet
Genesaret sø  • Jerusalem  • Tel Aviv  • Haifa

Historie

Jødernes historie  • Zionisme  • Aliyah
Herzl  • Balfour  • Palæstinamandatet
FN's delingsplan 1947  • Uafhængighed

Mellemøsten-konflikten

1948-krigen  • Jødiske flygtninge
Suez-krigen  • Seksdageskrigen
Udmattelseskrigen  • Yom Kippur-krigen
Libanon-krigen (1982)  • Libanon-krisen (2006)
Fredsaftaler  • Traktater med Ægypten, Jordan

Israel-Palæstina-konflikten

Nakba  • Intifada: første, anden
Oslo-aftalen  • Barrierer

Økonomi  • Bankvæsen

Turisme  • Vin  • Diamanter
Våbenindustri  • Luftfartsindustri  • Transport

Demografi  • Kultur

Religion  • Israelske arabere  • Kibbutz
Musik  • Arkæologi  • Universiteter
Hebraisk  • Litteratur  • Sport  • Israelere

Love  • Politik

Tilbagevendingsloven  • Jerusalemloven
Partier  • Valg  • Premierminister  • Præsident
Knesset  • Højesteret  • Domstol

Israels udenrigsrelationer

USA og Israel

Sikkerhed

Israels forsvar  • Sikkerhedsråd
Politi  • Grænsevagt  • Fængsel

Kategorier

For alternative betydninger, se Israel (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Israel)

I forbindelse med Det Osmanniske Riges opløsning efter Første Verdenskrig, blev det – af Folkeforbundet – besluttet at etablere Palæstinamandatet i 1922. Dette bestemte, at Storbritannien skulle administrere området foreløbigt med henblik på bl.a. at etablere et "nationalt hjem for det jødiske folk" på sigt.[13] Den efterfølgende periode, under mellemkrigstiden, var karakteriseret af uroligheder, som var forårsaget af spændinger mellem den arabiske og jødiske del af befolkning. Storbritannien agtede, efter anden verdenskrigs afslutning, at afslutte Palæstinamandatet. En afstemning i De Forenede Nationers generalforsamling i 1947 – den såkaldte delingsplanen for Palæstina (resolution 181) – havde her til formål at finde en løsning på uenighederne og stridighederne mellem den arabiske og jødiske del af befolkning i området. Delingsplanen foreslog, at Jerusalem skulle være et "corpus separatum", under international overvågning. Derudover forslog delingsplan en konkret opdeling af landområderne i det daværende Palæstinamandat, hvilket ville have resulteret i skabelsen af såvel en arabisk som en jødisk stat.[14] Selvom delingsplanen blev vedtaget af FN's generalforsamling, var den ikke juridisk bindende, og da Den Arabiske Liga prompte afviste planen blev delingsplanen aldrig til virkelighed.[15] [16] [17] Jøderne, under ledelse af David Ben-Gurion, erklærede efterfølgende, at de havde til hensigt at etablere staten Israel og formulerede i denne forbindelse den israelske uafhængighedserklæring, hvori Israel d. 14. maj 1948 erklærede sin uafhængighed. Uafhængighedserklæringen gjorde dog ikke rede for den nye stats grænser. De arabiske lande indledte en krig, den såkaldte arabisk-israelske krig 1948, blot dagen efter den nye israelske stat havde udråbt sin uafhængighed.

Det nutidige Israels ideologiske retfærdiggørelse findes til dels i Bibelens beskrivelser af Israels land,[18] i den europæiske antisemitisme og jødeforfølgelser, såvel som i zionismen der var en reaktion på jødernes forfærdelige vilkår i Europa. Israel finder endvidere sin retfærdiggørelse i bestemmelserne fra Folkeforbundet Palistinamandatet. Hertil kommer den lange række af begivenheder, der siden statens officielle grundlæggelse er indtruffet i kølvandet på diverse konflikter med forskelige nabostater. Israel har underskrevet fredsaftaler med Egypten (i 1979) og Jordan (i 1994), omend der forsat pågår stridigheder mellem israelerne og palæstinenserne i forhold til grænser og territorielle krav.

Israel er formelt et repræsentativt demokrati med et parlamentaristisk system og universel stemmeret.[19][20] Alle israelere, uanset religiøs tilhørsforhold, har således stemmeret, ligesom israelske arabere både er repræsenteret i landets parlament (Knesset) og i landets højesteret. Kritikere af Israel har dog ofte beskyldt styret for at være et apartheidstyre.[21] Denne kritik er typisk møntet på styrets behandling af bl.a. palæstinensere på Vestbredden, selvom nogle kritikere ligeledes anvender apartheid-analogi i forhold til styrets behandling af arabiske statsborgere i Israel.[22] Israel tager selv kraftigt afstand fra apartheid-analogien og påpeger, at der er tale om en smædekampagner igangsat af folk, der ikke ønsker, at staten Israel eksisterer.[23] USA's forhenværende udenrigsminister, John Kerry, har givet udtrykt for, at Israel med en etstatsløsning kan udvikle sig til et apartheidstyre.[24] Han har dog senere undskyldt og forklaret, at han ikke mente Israel, som det er i dag.[25]

Statsministeren fungerer som regeringschef, og Knesset (parlamentet) fungerer som Israels lovgivende magt. Målt i bruttonationalprodukt anslås Israels økonomi at være den 28. største i verden og 13. plads i BNP per indbygger,[26] og Israel rangerer desuden højest blandt landene i Mellemøsten hvad angår HDI-indekset,[27] økonomi[28],[29] innovation [30] og gennemsnitlig formue pr voksen.[31] Det er det mest udviklede land i Mellemøsten og et af de mest udviklede i verden.[32] Israel var ifølge magasinet "Global Finance" rangeret som det sjette mest avancerede og teknologiske land i verden i 2022.[33] Israel er et af de rigeste lande i Asien målt efter BNP pr. indbygger.[34] Landet ligger på en 4. plads i World Happiness Reports såkaldte lykkeindeks.[35]

Etymologi

redigér

Igennem de sidste tre tusinde år har navnet Israel i normal og religiøs brug betydet både Israels land og hele den jødiske nation. Navnet stammer fra et vers i Bibelen (Første Mosebog 32,28), hvor Jakob bliver navngivet Israel efter en vellykket kamp med en af Guds engle.[36] Kritikere er ikke enige om navnets betydning. Nogle mener, at navnet kommer fra verbet śarar ("at herske, blive stærk, have autoritet over"), og ifølge dem betyder navnet "Gud hersker" eller "Gud dømmer".[37] Andre mulige tydninger er "Guds prins" (fra King James oversættelsen 1611) eller "El (Gud) kæmper/strider".[38] Helt fraset navnets præcise betydning er den bibelske nation efter Jakob blev kaldt "Barn af Israel" eller "israelitter".

Den første historiske benævnelse af ordet Israel forekommer i Merneptah Stele efter Det gamle Egypten (dateret tilbage til det 13. århundrede f.Kr.), selvom forskere er uenige i, om der refereres til et folk eller et hjemland.[39] Nutidens land fik navnet Medinat Yisrael ("Staten Israel"), efter at andre foreslåede navne f.eks. Eretz Israel ("Israels land"), Zion og Judea blev afslået.[40] I den uafhængige stats første uger bestemte regeringen, at udtrykket "israelere" skulle betegne Israels borgere, hvilket blev bekendtgjort af udenrigsministeren, Moshe Sharett.[41]

Historie

redigér
  Se også: Israels historie

Tidlige rødder

redigér
  Uddybende artikel: Oldtidens Israels og Judæas historie
  Se også: Israels land
 
Romersk garnisonsruin ved foden af Masada ved Dødehavet

Israels land, kendt på hebraisk som Eretz Yisrael, har været helligt for det jødiske folk siden de bibelske patriarkers tid. Bibelen har placeret denne periode tidligt i det andet årtusind f.Kr.[42] Ifølge Toraen blev landet Israel lovet til jøderne som deres hjemland,[43][44] og jødedommens helligste steder er lokaliseret her. Omkring det ellevte århundrede f.Kr. blev den første af en række jødiske kongeriger og stater etableret for at styre regionen. Disse jødiske kongeriger regerede periodevis i det følgende årtusinde.[45]

I perioden mellem de jødiske kongeriger og de islamiske erobringer i 700-tallet kom Israel under assyrisk, babylonisk, persisk, græsk, romersk, sasanideisk og østromersk herredømme.[46] Den jødiske tilstedeværelse i regionen blev mindsket efter det mislykkede Bar Kokhba-oprør mod Romerriget i 132 e.Kr. og den efterfølgende bortvisning af jøder. Alligevel blev det bevaret af en jødisk bosættelse i Palæstina, selv om broderparten af den jødiske befolkning flyttede fra Judea til Galilæa;[47] Mishna og dele af Talmud, der er blandt jødedommens vigtigste religiøse tekster, blev udarbejdet i denne periode.[48] Israels land blev skilt fra Østromerriget omkring år 636 e.Kr. under de første muslimske erobringer. Kontrollen med regionen skiftede frem og tilbage mellem umayyaderne,[49] abbasiderne[50] og korsfarerne i de følgende seks århundreder, før området faldt i hænderne på mamelukkerne i 1260. I 1516 blev landet Israel en del af Det Osmanniske Rige, der regerede regionen frem til 2. november 1922.[51]

Zionisme og det britiske mandat

redigér
  Se også: Mandatområdet i Palæstina

For mange jøder der boede i diasporaen, var det et gammelt ønske at returnere til Zion og Israels land.[52] Dette håb og denne længsel kom tydeligt til udtryk i Bibelen[53] og er et centralt tema i den jødiske bønnebog. Fra og med begyndelsen af det tolvte århundrede begyndte en lille, men stabil strøm af jøder at forlade Europa for at bosætte sig i det hellige land. Indvandringen øgedes, efter at jøderne blev udvist fra Spanien i 1492.[54] I løbet af det 16. århundrede slog store samfund rod i De fire hellige byer, og i anden halvdel af det 18. århundrede bosatte hele hasidiske samfund fra Østeuropa sig i det hellige land.[55]

 
Theodor Herzl (i Basel) var en pioner i arbejdet med at etablere en jødisk stat.

Den første store immigrationsbølge i moderne tid, kendt som den første aliyah (hebraisk: עלייה), begyndte i 1881, da jøderne flygtede fra pogromer i Østeuropa.[56] Zionistbevægelsen eksisterede i teorien, men Theodor Herzl er i eftertiden blevet betragtet som grundlægger af den politiske zionisme,[57] en bevægelse, der forsøgte at etablere en jødisk stat i Israels lovede land ved at løfte jødespørgsmålet op på et internationalt niveau.[58] I 1896 publicerede Herzl Der Judenstaat (Den jødiske stat) og skabte derved visionen om en kommende stat. Det følgende år var han leder af den første zionistkongres i Basel.[59]

Den anden aliyah (1904–1914) begyndte efter Kishinev-pogromen. Omtrent 40.000 jøder bosatte sig i Palæstina.[56] Både den første og den anden bølge af indvandrere var hovedsageligt ortodokse jøder,[60] men den anden aliyah inkluderede også socialistiske pionerer, der etablerede Kibbutzbevægelsen.[61] Under 1. verdenskrig udstedte Storbritanniens udenrigsminister, Arthur Balfour Balfour-deklarationen, hvori det fremgik, at man "view[ed] with favour the establishment in Palestine of a national home for the Jewish people".[62] Den britiske erobring af Israel fik assistance af Den jødiske legion, der var en gruppe af bataljoner hovedsagelig dannet af frivillige zionister. Arabisk modstand mod Balfour-planen førte i 1920 til uroligheder og racistisk motiveret vold mod jøder i Palæstina, og derfor blev den jødiske forsvarsorganisation, Haganah, dannet. Derfra udsprang senere grupperne Irgun og Lehi (af briterne kaldet Sternbanden efter lederen Avraham Stern).[63] I 1922 overdrog Folkeforbundet Palæstinamandatet til Storbritannien med bevæggrunden at "placere landet i en så politisk, administrativ og økonomisk tilstand, at det vil sikre etableringen af det jødiske nationalhjem".[64]

Den jødiske indvandring fortsatte med den tredje (1919-23) og fjerde aliyah (1924-29), der tilsammen bragte 100.000 jøder til Palæstina.[56] I kølvandet på optøjerne i Jaffa i 1921 forbød briterne yderligere jødisk indvandring, og det territorium, der kandiderede til at huse en kommende jødisk stat, blev nu placeret i Transjordan.[65] Nazismens fremvækst i 1930'erne førte til den femte aliyah med en tilstrømning på en kvart million jøder. Tilstrømningen resulterede i det arabiske oprør i 1936-39 og fik briterne til at afdække immigrationen med Hvidbogen af 1939. En hemmelig bevægelse, kendt som Aliyah Bet, blev organiseret for at bringe jøder til Palæstina, efterhånden som det viste sig, at lande over hele verden afviste jødiske flygtninge på flugt fra holocaust.[56] Ved slutningen af 2. verdenskrig udgjorde jøderne 33% af Palæstinas befolkning – en stigning fra 11 procent i 1922.[66][67]

Uafhængighed og ekspansion de første år

redigér
  Uddybende artikler: Israels uafhængighedskrig og Den israelske uafhængighedserklæring
  Se også: Nakba

I 1947 trak det britiske styre sig tilbage fra Palæstinamandatet og slog fast, at det var ude af stand til at finde en løsning, der ville være acceptabel for både araberne og jøderne.[68] Det nydannede FN vedtog en delingsplan (FN's Generalforsamlings resolution 181) den 29. november 1947 og forslog derpå, at landet skulle opdeles i to stater: en arabisk og en jødisk. Jerusalem blev udpeget som international by – en corpus separatum – administreret af FN for at undgå konflikter om byens status.[69] Det jødiske samfund godtog planen,[70] men Den Arabiske Liga og den arabiske højere komité afslog.[71]

Til trods for dette blev den uafhængige stat, Israel, udråbt den 14. maj 1948, dagen før det britiske mandat over Palæstina ophørte.[72] Kort efter gik fem af medlemmerne af Den Arabiske Liga – Egypten, Syrien, Jordan, Libanon og Irak – til angreb på Israel og startede dermed Den Arabisk-Israelske krig 1948 (i Israel kendt som Uafhængighedskrigen).[72] Efter næsten et år med kampe blev våbenhvile indført, og midlertidige grænser, den såkaldte Grønne Linje, blev oprettet. Jordan inkluderede det som senere blev kendt som Vestbredden og Østjerusalem under sit styre, mens Egypten tog kontrol over Gazastriben. Israel blev anerkendt som medlem af FN (Forenede Nationer) den 11. maj 1949.[73] I løbet af fjendtlighederne flygtede 711.000 arabere fra Israel ifølge FN.[74] De palæstinensiske flygtninges skæbne er i dag forsat en af hovedtvisterne i Palæstina-Israel-konflikten.[75][76] Et tilsvarende antal jøder, over 850.000, menes at være flygtet fra deres hjem i forskellige arabiske lande i perioden efter Israels uafhængighedserklæring i 1948 og frem til tidligt i 1970'erne.[77] Størstedel af alle disse jødiske flygtninge immigrerede efterfølgende til Israel – det anslås at 600.000 slog sig ned i Israel.[78][79][80]

I statens tidlige år dominerede venstrefløjszionismen den israelske politik under ledelse af statsministeren, David Ben-Gurion.[81][82] Disse år blev præget af masseimmigration fra bl.a. overlevende fra holocaust og udvandrende jøder fra arabiske lande, hvis emigration blev fremskyndet af voldelig forfølgelse og statslig konfiskation af ejendom, der blev støttet af Den Arabiske Liga. Israels befolkning øgedes fra 800.000 til to millioner mellem 1948 og 1958.[83] Herunder blev den jødiske befolkning fordoblet indenfor statens første fire leveår: fra ca. 650.000 i 1948 til mere end 1.300.000.[79] De fleste ankom som flygtninge uden ejendele og blev huset i midlertidige lejre kendt som ma'abarot. I 1952 levede over 200.000 immigranter i sådanne teltbyer. Behovet for at løse denne krise fik Ben-Gurion til at underskrive en reparationsaftale med Vesttyskland, hvilket udløste masseprotester fra jøder, der ikke brød sig om, at Israel "gjorde forretninger" med Tyskland.[84]

I 1950'erne blev Israel ofte angrebet af arabiske grupper (fedayeen), hovedsagelig fra den egyptisk kontrollerede Gazastribe.[85] I 1956 sluttede Israel sig til en hemmelig alliance med Storbritannien og Frankrig med det formål at genvinde Suez-kanalen, som egypterne havde nationaliseret (se Suez-krisen). Selvom Israel erobrede Sinai-halvøen, pressede USA og Sovjetunionen Israel til retræte til gengæld for garantier for israelske skibsfartsrettigheder i Rødehavet og Suezkanalen.[86]

I begyndelsen af det følgende årti pågreb Israel Adolf Eichmann, en af arkitekterne bag nazisternes Endelige løsning, der havde levet skjult i Argentina, og stillede ham for en israelsk domstol.[87] Retssagen fik en stor indflydelse på den offentlig bevidsthed om holocaust,[88] og Eichmann blev den hidtil eneste, der er blevet dømt til døden ved en israelsk domstol.[89]

Konflikter, fredstraktater og kontroversiel regering

redigér
  Se også: Fredsaftaler i Mellemøsten

I 1967 samlede Egypten, Jordan og Syrien deres samlede tropper nær ved de israelske grænser, udviste FN's fredsstyrker og blokerede Israels adgang til Rødehavet. Israel anså disse handlinger for et tilfælde af casus belli og kom fjenden i forkøb med et angreb, der indledte seksdageskrigen. I løbet af den korte krig tog israelerne kontrollen over Vestbredden, Gazastriben, Sinai-halvøen og Golanhøjderne.[90] Grænsedragningen fra 1949 blev gjort til administrativ grænse mellem Israel og de besatte områder. Jerusalems grænser blev udvidet og Østjerusalem indlemmet i strid med international lov. Jerusalemloven, der blev vedtaget i 1980, gentog denne grænsedragning og satte igen gang i en international kontrovers om Jerusalems status.

 
Statsminister Golda Meir gik af efter Yom Kippur-krigen

250.000 palæstinensere og det palæstinensiske lederskab med Yasser Arafat i spidsen måtte i juni 1967 flygte til Jordan. Tidligt i 1970'erne begyndte palæstinensiske grupper at rette en bølge af angreb mod israelske mål rundt om i verden. Det mest opsigtsvækkende af disse var gidseltagningen af israelske atleter under Sommer-OL 1972, der endte med at vesttysk politi angreb 2 helikoptere, der var bevilget i en aftale om frit lejde. Israel svarede igen med den såkaldte Operation Guds Vrede, hvor de ansvarlige, efter Israels skøn, blev opsporet og dræbt.[91] Denne gengældelsespolitik over for en aktion, der i sig selv var en gengældelse (for ikke at kunne deltage som nation i OL og for at være smidt ud af Vestbredden), var og er til denne dag kontroversiel. Mindst en uskyldig måtte lade livet i den anledning, da en marokkansk tjener blev dræbt uden spørgsmål i Lillehammer i Norge, hvilket på det skarpeste blev fordømt af Norge og som førte til et anstrengt forhold mellem de 2 lande.[92]

Den 6. oktober 1973 under Yom Kippur, den helligste dag i den jødiske kalender, foretog den egyptiske og den syriske hær et invasionsforsøg i form af et overraskelsesangreb mod Israel. Krigen endte den 26. oktober med, at Israel drev de egyptiske og syriske styrker tilbage, men led store tab.[93] En intern efterforskning fritog regeringens ansvar for krigen, men den offentlige vrede tvang statsminister Golda Meir til at gå af.

Knesset-valget i 1977 markerede et stort vendepunkt i Israels politiske historie, da Menachem Begins konservative Likudparti fik flertal i Knesset i stedet for det socialdemokratiske Arbejderparti.[94] Senere samme år besøgte Egyptens præsident, Anwar Sadat, Israel efter en invitation fra Menachem Begin og talte foran Knesset. Anwar Sadat var den første arabiske leder, der anerkendte Israel.[95] I de to efterfølgende år underskrev Sadat og Menachem Begin Camp David-aftalen og fredstraktaten mellem Israel og Egypten.[96] Israel trak sig tilbage fra Sinai-halvøen og besluttede at gå ind i forhandlinger om et selvstyre for palæstinensere på den anden side af den grønne linje, men planen blev aldrig iværksat.

I 1982 greb Israel ind i den libanesiske borgerkrig for at tilintetgøre baser, hvorfra Palæstinas befrielsesfront havde bombarderet civile mål i det nordlige Israel.[97] Modstanden i det sydlige Libanon blev hurtigt nedkæmpet, og i forsøg på at bringe PLO's tilstedeværelse helt til ophør, fortsatte de israelske styrker til Beirut, som den libanesiske hær havde forladt. Her blev de palæstinensiske styrker angrebet og nedkæmpet. Kampene i konflikten kostede mange menneskeliv. Beirut-avisen An Nahar anslog, at 5.515 mennesker, militære og civile, blev dræbt i Beirut-området, mens 9.797 militærfolk (fra PLO, Syrien og andre) samt 2.513 civile mistede livet andetsteds i Libanon.[98]

Det var på længere sigt en Pyrrhussejr, for PLO returnerede efter forvisningen med Arafat i spidsen til Gaza i 1994 efter den første intifada og Oslo-aftalen, og i stedet for det relativt svage PLO, fik man i Libanon en ny, langt stærkere fjende, Hizbollah – der opstod i 1982 som svar på den israelske invasion. Israel trak sig tilbage fra store dele af Libanon i 1985, men opretholdt en bufferzone frem til 2000. Den første intifada, et palæstinensisk oprør mod israelske regler,[99] brød ud i 1987 med voldsbølger i de besatte områder. I de følgende seks år blev flere end tusinde mennesker dræbt i den efterfølgende vold, hvoraf meget var intern palæstinensisk vold.[100] Under Golfkrigen støttede PLO og mange palæstinensere Saddam Hussein og irakiske Scudangreb mod Israel.[101][102]

 
Yitzhak Rabin og Yasser Arafat rækker hinanden hånden i overværelse af Bill Clinton ved underskrivningen af Oslo-aftalen den 3. september 1993

I 1992 blev Yitzhak Rabin statsminister efter et valg, hvor hans parti gik ind for kompromis med Israels naboer.[103][104] Samme år underskrev Shimon Peres og Mahmoud Abbas på vegne af Israel og PLO Oslo-aftalen, der gav det palæstinensiske selvstyreområde rettighederne til selv at styre dele af Vestbredden og Gazastriben mod til gengæld at anerkende Israels ret til at eksistere og at afslutte terrorismen.[105] I 1994 blev fredsaftalen mellem Israel og Jordan underskrevet, og dermed blev Jordan det andet arabiske land, der normaliserede sit forhold til Israel.[106] Alles støtte til forliget aftog da Israel blev ramt af en angrebsbølge fra palæstinenserne. Attentatet på Yitzhak Rabin udført af en højreekstremistisk jøde i november 1995, da Rabin forlod en demonstration for fred, chokerede landet. I slutningen af 1990'erne trak Israel sig tilbage fra 80 % af Hebron, men har stadig direkte kontrol med de 15.000 palæstinensere, der bor i umiddelbar nærhed af Abrahams Grav. Ifølge aftalen fra januar 1997 bevares den israelske militære tilstedeværelse for at beskytte de 450 i øvrigt bevæbnede bosættere, der udgør en "jødisk enklave" i byen. De israelske soldater har delvist genåbnet den centrale palæstinensiske handelsgade, Shuhada street, der er en af aftalens mest følsomme emner, fordi den forbinder flere israelske bosættelser.[107]

Wye-floden-aftalen, der gav større kontrol til det palæstinensiske selvstyreområde, blev underskrevet i 1997.[108]

Ehud Barak, der blev valgt til statsminister i 1999, startede det nye årtusinde ved at trække styrker tilbage fra Sydlibanon og indledte forhandlinger med styreformanden i Det palæstinensiske selvstyreområde, Yasser Arafat samt USA's præsident Bill Clinton under Camp David-forhandlingerne i 2000. Under forhandlingerne tilbød Barak en plan for etablering af en palæstinensisk stat, men Yasser Arafat afslog den.[109] Efter at forhandlingerne brød sammen, begyndte palæstinenserne den anden intifada.

Ariel Sharon blev kort efter ny statsminister ved en speciel afstemning i 2001. I løbet af sin regeringstid gennemførte Sharon planen om ensidig tilbagetrækning fra Gazastriben, og han gik også i spidsen for konstruktionen af Israels separationsbarriere.[110]

Efter 2. intifada

redigér

2. intifada betød, at mistilliden mellem parterne voksede, og den israelske fredsbevægelse blev fragmenteret, hvorefter den reelt gik i opløsning.[111]

I januar 2006 blev Ariel Sharon ramt af et massivt slagtilfælde, der efterlod ham i koma, og regeringsmagten blev overgivet til Ehud Olmert. Hamas' og Hizbollahs kidnapning af israelske soldater samt deres bombning af bosættelser ved Israels nordlige grænse førte til en fem uger lang krig, kendt i Israel som "anden Libanon-krig". Konflikten endte med, at FN pålagde parterne våbenhvile. Israels statsoverhoved, Dan Halutz, fratrådte efter krigen.[112]

Den 27. november 2007, blev den israelske statsminister Ehud Olmert og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas enige om at forhandle på alle punkter og ikke sky nogen anstrengelse for at nå til enighed inden udgangen af 2008.

I december 2008, brød en våbenhvile sammen mellem Hamas og Israel. Hamas sagde det var fordi Israel ikke havde ophævet en blokade mod Gaza-striben, mens Israel sagde det var fordi Hamas affyrede raketter ind i Israel fra Gaza.[113] Israel svarede igen ved at igangsætte Operation Støbt Bly med en række luftangreb.[114] Den 3. januar 2009 gik israelske tropper ind i Gaza, der markerede starten på en landoffensiv.[115] Lørdag den 17. januar annoncerede Israel en ensidig våbenhvile, som var betinget af eliminering af yderligere raket- og mortérangreb fra Gaza. Israel begyndte at trække sig tilbage over de næste dage.[116] Hamas annoncerede senere deres egen våbenhvile. Den indeholdt dens egne betingelser om de israelske styrkers tilbagetrækning på højst en uge og åbningen af grænseovergangene.[117] Angreb fra begge parter har fortsat efter våbenhvilen.[118] 31. marts 2009 fik Israel dannet en ny regering med Benjamin Netanyahu som premierminister. Regeringen proklamerede en uforsonlig linje overfor palæstinenserne. USA søgte at mægle mellem parterne, men først i juli 2013 lykkedes det udenrigsminister John Kerry at få påbegyndt egentlige fredsforhandlinger i Den israelsk-palæstinensiske konflikt.[119] Kerry opgav foreløbig yderligere mægling i april 2014, og konfrontationerne mellem israelske styrker og Hamas fortsatte. En israelsk kommentator hævdede, at ingen af parterne reelt viste vilje til fred, men at hovedansvaret lå hos den israelske regering, som fører en "afvisningspolitik" over for palæstinenserne.[111] I juli 2014 fandt der en række kampe sted mellem israelsk militær og Hamas, efter at en bortførelse og efterfølgende drab på tre israelere og en hævnaktion med drab på en palæstinensisk dreng, havde udløst de værste uroligheder siden 2. intifada. Hamas erklærede i forbindelse med gensidige luftangreb med raketter ind i Israel, at "alle israelere er nu vores mål".[120]

Israels regering indledte den 14. juli en landoffensiv, og denne optrapning af konflikten betød, at Qatar og Egypten forsøgte at etablere en våbenhvile, ligesom USA's udenrigsminister John Kerry den 22. juli rejste til Jerusalem med et tilsvarende krav.[121]

Geografi

redigér
  Uddybende artikel: Israels geografi
 
Bakker i Judæa.

Israel ligger på østkysten af Middelhavet og grænser til Libanon mod nord, Syrien og Jordan mod øst og Egypten mod sydvest. Israels suveræne område uden de områder, som blev erobret af Israel under seksdageskrigen i 1967, er 20 770 km², hvoraf 2 % er vand.[4] Arealet af det område, som er under Israels styre, dvs. inklusive Jerusalem og Golanhøjderne, er 22 000 km².[122]

Det totale areal af områderne under israelsk kontrol, inkluderet Palæstinaområdet på Vestbredden, som er under militær kontrol og delvis selvstyret, er 27 799 km².[123]

Selv om landet er lille, har Israel en varieret geografi, fra Negev-ørkenen mod syd til bjergene i Galilæa, Karmelbjerget og Golanhøjderne mod nord. Omkring 70 % af befolkningen bor på kystsletterne ved Middelhavskysten. Øst for højlandene ligger Jordandalen, som er en lille del af den 6 500 km lange Great Rift Valley. Jordanfloden løber igennem Jordandalen fra Hermonbjerget gennem Hulahdalen og Genesaretsøen til Dødehavet, som er det laveste punkt på jordens overflade.[124]

 
En citronsfrugthave i Galilæa

Unikt for Israel og Sinai-halvøen er makhteshimer, eller erosionscirkler.[125] Den største makhtesh i verden er Ramon-krateret i Negev,[126] som måler 40 gange otte kilometer.[127]

Klima

redigér

Israel har store temperaturforskelle, specielt om vinteren. Bjergområderne er præget af blæst og lave temperaturer, og til tider falder der også sne der. Toppen af Hermon er dækket af sne store dele af året og Jerusalem får normalt i hvert fald et snefald om året.[128]

Kystbyerne, som Tel Aviv og Haifa, har derimod et typisk middelhavsklima med kølige, regnfulde vintre og lange, varme somre. Fra maj til september falder der kun små mængder regn.[129][130] Israel benytter sig også af de store muligheder for solenergi og er det land i verden, som bruger mest solenergi pr. indbygger.[131]

Vejr for Tel Aviv, Israel
Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt Nov Dec År
Gennemsnitlig maks °C 18,3 18,9 20,7 22,6 24,4 27,1 32 33,9 29 26,9 23,9 20,3 24,83
Gennemsnitlig °C 14,7 15,4 17,2 19,3 21,7 24,7 26,9 27,6 26,6 23,8 20,2 16,6 21,23
Gennemsnitlig min °C 11,1 11,9 13,6 16 18,9 22,4 24,7 25,4 24,1 20,7 16,5 12,8 18,18
Gennemsnitlig nedbør mm 126,9 90,1 60,6 18 2,3 0 0 0 0,4 26,3 79,3 126,4 530,3
Kilde: Nedbør: Israel Meteorological Service databases[132] (engelsk)

Vandressourcer

redigér

Områdets stigende befolkning og ringe nedbørsmængder, der de seneste år også har været under gennemsnittet, belaster vandressourcerne i området. Vandspejlet i landets største ferskvandsreservoir, Genesaret Sø, er faldet med flere meter og truer med i sommeren 2008 at nå det kritiske punkt på 213 meter under havets overflade, hvor søen skades økologisk ved tilsaltning og tilgroning. I de sidste 17 år har slusen, som regulerer vand til Jordanfloden været lukket, hvilket har ført til, at også vandspejlet i Det Døde Hav er faldet og stadig falder kraftigt, da Jordanfloden er dets eneste tilløb.[133] På grund af de små vandressourcer har Israel udviklet forskellige vandbesparende teknologier, deriblandt drypvanding.[134]

Regering og politik

redigér
  Uddybende artikel: Israels politik
 
Knesset, parlamentsbygningen i Israel
 
Præsidentens kontor i 2007.

Israel er et demokratisk land med almindelig stemmeret og styres efter et parlamentarisk system.[4] Israels præsident er statsoverhoved med hovedsageligt ceremonielle opgaver.[135] Et parlamentsmedlem støttet af majoriteten i parlamentet bliver statsminister, hvilket sædvanligvis er formand for det største parti. Statsministeren er regeringschef og kabinetbestyrer.[135]

Israels parlament, Knesset, har 120 medlemmer og har en proportional repræsentation af de forskellige politiske partier.[136] Parlamentsvalg afholdes hvert fjerde år, men Knesset kan opløse regeringen når som helst ved et mistillidsvotum. Israel har ikke en nedskreven grundlov, men i 2003 påbegyndte Knesset nedskrivningen af en officiel grundlov baseret på den gældende, grundlæggende lovgivning.[4][137]

Retssystemet har tre niveauer. Nederste niveau er magistratretterne, som findes i de fleste byer rundt omkring i landet. Næste niveau er distriktsdomstolene, som fungerer både som appeldomstole og første instansdomstole, og de findes i fem af Israels seks distrikter. Det tredje og højeste niveau i retssystemet er højesteret, som er placeret i Jerusalem. Retten har en dobbelt rolle som både højeste appelret og overordnet retsinstans. I sidstnævnte rolle er højesteret første retsinstans, hvilket giver enkeltpersoner, både statsborgere og ikke-statsborgere, mulighed for at anlægge sag mod myndighedsinstanser.[138][139] Israel er ikke medlem af Den internationale straffedomstol, da man frygter at politisk pres kan påvirke rettens afgørelser til ugunst for landet.[140] Israels lovsystem kombinerer engelsk normalret, civilret og jødisk ret.[4] Det er baseret på Stare decisis' principper (præcedens) og er et akkusatorisk processystem, hvor parterne bringer beviser frem for retten. Retssager bliver afgjort af professionelle dommere snarere end af nævninge.[138] Ægteskabsindgåelse og ægteskabsbrud er de religiøse domstoles juridiske område: jødisk, muslimsk, drusisk og kristent. En komité bestående af Knessets medlemmer, højesteretsdommere og medlemmer af den israelske advokatforening forestår udvælgelse af dommere.[141]

 
Israels distrikter: (1) Norddistriktet, (2) Haifa, (3) Centraldistriktet, (4) Tel Aviv, (5) Jerusalem, (6) Syddistriktet

En grundlæggende israelsk lov: "Menneskelig værdighed og frihed", specificerer menneske- og frihedsrettigheder. Israel er det eneste land i regionen, som er rangeret som "fri" af Freedom House, baseret på en vurdering af befolkningens borgerrettigheder og politiske rettigheder; de "israelsk besatte territorier" eller den "palæstinensiske autoritet" blev rangeret som "ikke-fri"[142] I pressefrihedsindekset rangeredes Israel som nummer 50 ud af 168 lande, hvad angår trykkefrihed, og dermed højest af alle lande i Mellemøsten.[143] Grupper som Amnesty International[144] og Human Rights Watch[145] har dog ofte været kritisk over for Israels overholdelse af menneskerettighederne. Israels borgerrettigheder giver plads til selvkritik fra grupper som B'Tselem, en israelsk menneskerettighedsorganisation.[146] Israel er en velfærdsstat, hvis sundhedssystem ifølge en lov indført i 1995 garanterer lige adgang til behandling for alle indbyggere i landet.[147]

Administrative distrikter

redigér
  Uddybende artikler: Israels distrikter og Byer i Israel

Staten Israel er delt ind i seks hovedadministrerende distrikter, kendt som mehozot (מחוזות; ental: mahoz) – Centraldistriktet, Haifa-distriktet, Jerusalem-distriktet, Norddistriktet, Syddistriktet og Tel Aviv-distriktet. Distrikterne er videre delt ind i femten underdistrikter kendt som nafot (נפות; ental: nafa), som selv er delt ind i 50 naturlige regioner.[148] Til statistikformål er landet delt ind i tre metropolområder: Tel Aviv og Gush Dan (befolkning 3 150 000), Haifa (befolkning 996 000) og Beersheba (befolkning 531 600).[149] Israels største by, både når det gælder befolkning og areal,[150] er Jerusalem med 732 100 indbyggere på et område på 126 kvadratkilometer. Tel Aviv, Haifa, og Rishon LeZion rangeres som Israels næstmest befolkede byer, med befolkningstal på henholdsvis 384 600, 267 000 og 222 300.[151]

Besatte områder

redigér
  Se også: Vestbredden og Gazastribens politiske status
 
En vej som krydser Israels barriere på Vestbredden i Betlehem

Landområderne Vestbredden, Gazastriben, Østjerusalem og Golanhøjderne er områder, Israel erobrede fra Egypten, Jordan og Syrien i løbet af seksdageskrigen. Disse landområder betegnes undertiden for "de besatte områder" eller "de omstridt områder". Udtrykkene er også brugt til at beskrive Sinai-halvøen, som blev returneret til Egypten som en del af fredsaftalen mellem Israel og Egypten i 1979. Israel etablerede efterfølgende flere israelske bosættelser i disse landområder. Israel har egne civile love for Golanhøjderne og Østjerusalem, hvilket integrerer disse i landets territorium. Israels forsøg på annektere Golanhøjderne og Østjerusalem er blevet mødt med kritik af store dele af verdenssamfundet, herunder FN's Sikkerhedsråd.[152] De fleste forhandlinger relateret til områderne er sket på grundlag af resolution 242 fra FN's sikkerhedsråd, som specificerer, at Israel skal trække sig tilbage fra de "besatte områder" mod at opnå fred med arabiske stater.[153][154][155] Sikkerhedsrådets resolution 242 specificerer dog ikke, hvad der konkret forstås med "besatte områder". Således var Vestbredden og Gazastriben oprindeligt en del af Palæstinamandatet, og var dermed ikke forud for 1948-krigen en del af henholdsvis Jordan og Egypten. Modsat har hverken Golanhøjderne eller Sinai-halvøen været del af Palæstinamandatet.

Befolkningen på Vestbredden består primært af arabiske palæstinensere, inkluderet historiske bosættelser i områderne og flygtninge fra Israels uafhængighedskrig.[156] Fra besættelsen i 1967 frem til 1993 har palæstinenserne i disse områder været under israelsk militær administration. Med Oslo-aftalen blev de palæstinensiske territorier inddelt i områderne A, B og C, hvor A betegner områder under palæstinensisk civil og militær kontrol, B palæstinensisk civil kontrol og israelsk militær kontrol og C israelsk civil og militær kontrol. Områderne A og B udgør 38 % af de palæstinensiske territorier, mens område C udgør 62 %.[157] Som stadig flere angreb som en del af anden intifada, blev af den israelske regering brugt som forklaring på konstruktionen af Israels barriere på Vestbredden. I 2004 tog den International Domstol i Haag, efter opfordring fra FN's Generalforsamling, stilling til den barriere israelerne havde opført inde i de besatte områder. Domstolen slog fast, at Østjerusalem, Vestbredden og Gaza er besatte områder. Den slog også fast at Israel ikke har noget legitimt krav på nogen del af de besatte områder. Endelig fastslog den, at den israelske barriere var ulovlig, og skulle rives ned [158]. Israelerne fortsætter imidlertid med at bygge barrieren, selvom den er erklæret ulovlig [159].

[160] som ifølge dens modstandere for det meste er bygget inden for Vestbreddens område.[161] I 2005 rømmede Israel Gazastriben og flyttede den israelske befolkning fra Gazastriben samt styrkerne der (sammen med fire bosættelser fra Vestbredden) til den nordlige del af Vestbredden.

Siden 2009 har den israelske regering (under ledelse af Benjamin Netanyahu) ført en uforsonlig politik over for de besatte områder, idet den ikke anerkender, at de valgte palæstinensiske politikere er en "forhandlingspartner", samtidig med, at den har tilladt fortsat bosættelse på Vestbredden.[111] I en FN-rapport fra 2013 betegnes denne politik som en overtrædelse af folkeretten.[162] [111]

Militær

redigér
  Uddybende artikel: Israels forsvar
  Se også: Israels sikkerhedsstyrker
 
Arrow-missil-testaffyring

Israels forsvar består af den israelske hær (Tzva Hahagana LeYisra'el), det israelske luftvåben og den israelske marine. Det blev grundlagt under Israels uafhængighedskrig fra paramilitære organisationer – hovedsagelig Haganah – som havde medvirket til staten Israels oprettelse.[163] Israels forsvar drager også nytte af resurser i det israelske militære efterretningsvæsen, Aman, som samarbejder med Mossad og Shin Bet.[164] Israels militærs involvering i større krige og grænsekonflikter har gjort det til en af de mest kampvante væbnede styrker i verden.[165][166]

Størstedelen af israelerne bliver indkaldt til militærtjeneste i en alder af 18 år. Mænd gør tjeneste i tre år, mens kvinderne gør det i to år.[167] Efter den obligatoriske førstegangstjeneste bliver israelske mænd indrulleret i forsvarets reservestyrker og har flere ugers genindkaldelse hvert år frem til de fylder 40 år. De fleste kvinder er fritaget for genindkaldelse. Israelske arabere og de, som er optaget af religionsstudier på fuld tid, er fritaget fra militæret, selv om denne bestemmelse har været genstand for meget uenighed og debat i det israelske samfund i mange år.[168][169] Et alternativ for dem, som af forskellige grunde fritages for militærtjeneste, er Sherut Leumi (no), som indebærer tjeneste ved sygehuse, skoler og andre sociale velfærdsinstitutioner.[170] Som et resultat af dette værnepligtsprogram opretholder Israel omtrent 168 000 aktive tropper og yderligere 408 000 reservister.[171]

Nationens militær er meget afhængig af højteknologiske våbensystemer udformet og produceret i Israel så vel som udenlandsk import. USA er en specielt betydningsfuld udenlandsk bidragsyder, der forventes at forsyne landet med militærbistand for 30 milliarder USD i perioden mellem 2008 og 2017.[172] Det israelsk-/amerikanskudviklede Arrow-missil (sv) er et af verdens eneste operative antiballistiske missiler.[173] Siden Yom Kippur-krigen har Israel udviklet et netværk af spionsatellitter.[174] Ofeq-programmets succes har gjort Israel til et af de syv lande, som kan opsende satellitter.[175] Landet har udviklet sin egen kampvogn, Merkava. Helt fra statens oprettelse har Israel måtte investere en betydelig del af sit BNP i forsvaret. I 1984 brugte landet eksempelvis 24 %[176] af sit BNP på forsvar. I dag er tallet faldet til 7,3 %.[4]

Atomvåben

redigér

Israel har ikke underskrevet Ikke-spredningsaftalen og opretholder en politik med forsætlig tvetydighed i forbindelse med landets kernevåbenskapacitet, selv om landet anses for at være i besiddelse af atomvåben.[177]

Efter Golfkrigen i 1991, da Israel blev angrebet af irakiske Scud-missiler, blev det ved lov krævet, at alle lejligheder og hjem i Israel skulle have en mamad, der er et forstærket sikkerhedsrum, uigennemtrængeligt for kemiske og biologiske substanser.[178] Israel har aldrig meldt åbent ud, hvor mange atomvåben de ligger inde med, men en fortalelse fra Jimmy Carter angiver at Israel har 150 atomvåben.[179]

Udenrigsforbindelser

redigér
  Uddybende artikel: Israels udenrigsrelationer

Israel har diplomatiske forbindelser med 158 nationer og har 79 ambassader rundt om i verden.[180] Kun tre medlemmer af Den Arabiske Liga har normale forbindelser med Israel; Egypten og Jordan skrev fredsaftaler under i henholdsvis 1979 og 1994, og Mauretanien valgte at åbne for fuldstændige diplomatiske forbindelser med Israel i 1999. To andre medlemmer af Den arabiske liga, Marokko og Tunesien, som havde nogle diplomatiske relationer med Israel, opgav disse i starten af den anden intifada i 2000.[181] Imidlertid er forbindelserne med Marokko blevet styrket siden 2003, og Israels udenrigsminister har besøgt landet.[182] Under israelsk lov er Libanon, Syrien, Saudi-Arabien, Irak og Yemen fjendtlige lande,[183] og israelske indbyggere har ikke lov til at besøge dem uden tilladelse fra Israels indenrigsministerium.[184] Israel har siden 1995 været medlem af Middelhavsdialogen, som arbejder for samarbejde mellem syv lande i Middelhavsområdet og medlemmer af NATO.[185]

USA, Tyrkiet, Tyskland, Storbritannien og Indien er blandt Israels nærmeste allierede. USA var det første land, som anerkendte staten Israel, efterfulgt af Sovjetunionen. USA kan anse Israel som dets primære allierede i Mellemøsten, baseret på fælles politiske og religiøse værdier.[186] Til trods for, at Tyrkiet og Israel ikke oprettede fulde diplomatiske forbindelser før i 1991,[187] har Tyrkiet samarbejdet med staten siden anerkendelsen af landet i 1949. Tyrkiets forbindelser med andre arabiske stater har også modificeret landets forbindelser med Israel.[188] Tysklands stærke bånd til Israel kan stamme fra en beslutning om at rette op efter Holocaust. De to lande har samarbejdet om naturvidenskabelige og uddannelsesrelaterede bestræbelser og er forblevet stærke økonomiske partnere.[189] Indien oprettede fulde diplomatiske bånd med Israel i 1992 og har bygget et strengt militært og kulturelt partnerskab op med landet siden da.[190] Storbritannien har opretholdt fulde diplomatiske forbindelser med Israel siden landets oprettelse og havde to statsbesøg i 2007. Det har også en stærk handelsforbindelse, hvor Israel er det 23. største på markedet. Forbindelser mellem de to lande blev også stærkere efter at den tidligere statsminister Tony Blair arbejdede for at dele staten i to. Storbritannien bliver set på som indehaver af et "naturligt" forhold til Israel på grund af Palæstinamandatet.[191] Iran havde diplomatiske forbindelser med Israel under Shahen,[192] men inddrog anerkendelsen af Israel under Den iranske revolution.[193]

Økonomi

redigér
  Uddybende artikel: Israels økonomi
  Se også: Diamantindustri i Israel og Turisme i Israel
 
Et stort forretningsdistrikt i Ramat Gan uden for Tel Aviv, hvor diamantmarkedet er.

Israel er anset som et af de mest avancerede lande i Mellemøsten, når det gælder økonomisk og industriel udvikling. Landet har rangeret på toppen i regionen på verdensbankens Ease of Doing Business-indeks[194] så vel som i World Economic Forums globale konkurrenceevnerapport.[28] Landet har det næststørste antal nystartede firmaer i verden (efter USA) og det højeste antal NASDAQ-listede firmaer uden for Nordamerika.[195] I 2007 havde Israel det 44. højeste bruttonationalprodukt og 22. højeste bruttonationalprodukt pr. indbygger (ved købekraftsparitet) med henholdsvis 232,7 milliarder USD og 33,299 USD.[196] I 2007 blev Israel inviteret til at deltage i Organisation for Economic Co-operation and Development,[197] som fremmer samarbejde mellem lande, der holder fast ved demokratiske principper, og som opererer med fri markedsøkonomi.[198]

Til trods for begrænsede naturlige ressourcer har intensiv udvikling og landbrugs- og industrisektoren det sidste årti gjort Israel til stort set selvforsynende inden for madproduktion, bortset fra korn og oksekød. Andre større importvarer til Israel – som udgør 47,8 milliarder USD i 2006 – består af fossilt brændsel, råmaterialer og militært udstyr.[4] Ledende eksportvarer er frugt, grøntsager, lægemidler, software, kemikalier, militær teknologi og diamanter; i 2006 nåede israelsk eksport 42,86 milliarder USD.[4] Israel er en global leder inden for vandværn og geotermisk energi.[199] Udvikling af ny teknologi inden for edb-programmer, kommunikation og biovidenskab har udløst sammenligninger med Silicon Valley.[200][201] Intel[202] og Microsoft[203] byggede deres første oversøiske forsknings- og udviklingscenter i Israel, og andre højteknologiske, multinationale koncerner, som IBM, Cisco Systems og Motorola, har åbnet faciliteter i landet. I juli 2007 købte den amerikanske milliardær Warren Buffetts Berkshire Hathaway det israelske selskab Iscar, deres første ikke-amerikanske erhvervelse, for fire milliarder USD.[204] Siden 1970'erne har Israel modtaget økonomisk støtte fra USA, som også låner Israel penge for at betale udlandsgæld,[4] selvom den støtte er forventet at afslutte i 2008.[172]

Turisme, specielt religiøs turisme, er en anden vigtig branche i Israel, med landets tempererede klima, strande, arkæologiske og historiske åsteder, og unikke geografi, som også tiltrækker turister. Israels sikkerhedsproblemer har øget afgifterne inden for branchen, men antallet af turister er på vej op igen.[205]

Bankvæsen

redigér
  Uddybende artikel: Israels bankvæsen

Israels bankvæsen har sine rødder i zionistbevægelsen i begyndelsen af det 20. århundrede, før etableringen af staten Israel.[206] World Zionist Organization grundlagde i 1902 Den anglopalæstinensiske bank (som senere blev omdøbt til Bank Leumi).[207] De to største banker, Bank Hapoalim og Bank Leumi, kontrollerer over 60 % af markedet, og de fem største over 90 % af bankaktiviteten.[206] Bank of Israel fører tilsyn med al bankaktivitet.[208]

Samfund

redigér

Demografi

redigér
  Uddybende artikel: Israels demografi
  Se også: Israels distrikter
 
Befolkningsudvikling 1949-2008 (x1000)

Ved udgangen af 2013 var Israels befolkning på 8,13 millioner ifølge tal fra Det israelske statistiske Bureau. Af disse har 75 %, altså cirka 6,1 millioner, jødisk ophav, 20,7 % er israelske arabere og 4,3 % "andre", hvoraf de fleste kommer fra tidligere det Sovjetunionen, men også fra Libanon (2 500) og kristne fra Rumænien, Bulgarien og Etiopien. Omtrent 68 % af de etniske jøder er født i Israel, 22 % er immigranter fra Europa og Amerika og ti procent er immigranter fra Asien og Afrika (inklusiv Den arabiske verden).[209] [210]

Indbyggertallet på 7,22 millioner inkluderer de over 260 000 israelske statsborgere på Vestbredden,[211][212][213] i israelske byer som Ma'ale Adumim og Ariel, og i samfund som eksisterede før grundlæggelsen af staten, men blev genopført efter seksdageskrigen, så som Hebron og Gush Etzion. I tillæg bor der 18.000 etniske jøder på Golanhøjderne[214] og 250.000 i Østjerusalem (2006).[215] Det totale antal jødiske bosættere er over 500.000 (6,5 % af den israelske befolkning). Omtrent 7.800 levede i bosættelser på Gazastriben, indtil de blev evakueret af staten som en del af befrielsesplanen.[216]

Sprog

redigér

Israels to officielle sprog er hebraisk og arabisk.[4] Hebraisk er hovedsagelig statens sprog og bliver talt af flertallet af befolkningen. Arabisk tales af den arabiske minoritet og jøder, som immigrerede til Israel fra arabiske lande. De fleste israelere kan kommunikere godt nok på engelsk, siden mange tv-programmer er på engelsk, og engelskundervisningen starter tidligt på mange skoler. Eftersom det er et land fuldt af indvandrere, kan dusinvis af sprog høres på gaderne i Israel. En stor tilstrømning af mennesker fra det tidligere Sovjetunionen og Etiopien har gjort det normalt at høre russisk og amharisk i Israel. Mellem 1990 og 1994 øgede Israels befolkning med tolv procent på grund af immigration fra de tidligere Sovjetrepublikker.[217]

Uddannelse og forskning

redigér
  Uddybende artikel: Uddannelse i Israel
 
Partikelacceleratoren ved Weizmann-instituttet for videnskab, Rehovot

Israel har den højeste forventende uddannelsestid i Den Arabiske Verden og Sydvestasien, og står lige med Japan på pladsen for næsthøjeste forventet uddannelsestid på det asiatiske kontinent (efter Sydkorea).[218] Israel har på lignende måde den højeste læsefærdighed i Mellemøsten, ifølge FN.[219] The State Education Law, som kom i 1953, etablerede fem typer skoler: statslig sekulær, statslig religiøs, ultraortodoks, kommunale bosættelsesskoler og arabiske skoler. De offentlige sekulære er den største skolegruppe, og majoriteten af jødiske og ikke-arabiske elever i Israel går her. De fleste arabere sender deres børn til skoler, hvor undervisningssproget er arabisk.[220]

I Israel er uddannelse obligatorisk for børn mellem tre og atten år.[221][222] Oplæring er delt ind i tre puljer – forberedende skole (1–6 klasse), mellemskole (7–9 klasse) og videregående skole (10–12 klasse) – som topper sig med Bagrut-optagelseseksamener. Dygtighed i kernefag som matematik, Bibelen, hebraisk, hebraisk og generel litteratur, engelsk, historie og høflighed er nødvendig for at opnå Bagrut-certifikatet.[223] I arabiske, kristne og drusiske skoler er eksamen for bibelske studier erstattet med en eksamen i islam, kristendom eller drusisk arv.[224] I 2003 havde over halvdelen af alle israelske tolvteklasseelever fået afgangseksamen.[225]

Israels otte offentlige universiteter er subsidieret af staten.[223][226] Det hebraiske universitet i Jerusalem, Israels ældste universitet, huser det jødiske nationale universitetsbibliotek, verdens største med bøger om jødiske emner.[227] I 2006 så var det hebraiske universitet rangeret som det 60.[228] og 119.[229] i to undersøgelser over verdens bedste universiteter. Andre store universiteter i landet er Technion – Israels institut for teknologi, Weizmann-instituttet for videnskab, Universitetet i Tel Aviv, Bar-Ilan-universitetet, Universitetet i Haifa og Ben-Gurion-universitetet. Israel rangeres som nummer tre i verden når det kommer til antal indbyggere med universitetsgrad (20 % af befolkningen).[230][231] I 1990'erne gav en tilstrømning på en million immigranter fra det tidligere Sovjetunionen (40 % havde universitetsgrader) en stigning i Israels højteknologisektor.[230]

Fire videnskabsmænd, som har vundet Nobelprisen, kommer fra Israel[232], og landet udgiver blandt de mest videnskabelige afhandlinger pr. indbygger end noget land i verden.[233][234] Ilan Ramon blev i 2003 Israels første astronaut, da han var nyttelastspecialist på STS-107 i den fatale rumfærgemission med Columbia.

Religion

redigér
  Uddybende artikel: Religion i Israel
 
Grædemuren og Klippemoskeen, Jerusalem

Israel blev etableret som hjemland for det jødiske folk og kaldes ofte "den jødiske stat". Denne betegnelse er dog ukorrekt, da Israel kun er stat for Israels befolkning og ikke inkluderer (eller blot repræsenterer) alle jøder i hele verden. Kun israelske statsborgere har f.eks. stemmeret – jøder bosat i andre lande har ikke. Derfor rejses der jævnligt kritik af denne betegnelse, med henvisning til at Israel faktuelt er "den israelske stat".

Landets lovgivning giver alle af jødisk slægt ret til israelsk statsborgerskab.[235]

Lidt over 76 % af befolkningen er jøder med forskellige tidligere nationale tilhørsforhold. Omtrent 68 % af disse er født i Israel, 22 % er immigranter fra Europa og Amerika, og ti procent er immigranter fra Asien og Afrika (inklusiv den arabiske verden).[210] Den religiøse tilknytning for de israelske jøder varierer: Otte procent betegner sig som "harediske jøder" og 20 % som "sekulære jøder". En majoritet på 55 % siger, at de er "traditionelle", mens 17 procent definerer sig selv som ortodokse jøder.[236]

 
Bahá'ís verdenscenter i Haifa

Muslimer udgør 16,2 % af befolkningen og er dermed Israels største religiøse minoritet. Israelske arabere, som udgør 19,8 % af befolkningen, bidrager betydelig til dette tal, da over 82 % af dem er muslimer. Af de resterende er 8,8 % kristne og 8,4 % drusere.[237] Medlemmer af andre religiøse grupper, som buddhister og hinduister, er fortsat repræsenteret i Israel, dog i små grupper.[238]

Byen Jerusalem indtager en speciel plads blandt både jøder, muslimer og kristne, bl.a. som hjemsted for mange steder af religiøs karakter, så som Grædemuren, Tempelbjerget, Al-Aqsa-moskéen og Den hellige gravs kirke. Andre steder af religiøs betydning findes på Vestbredden, heriblandt Jesu fødested og Rakels hvilested i Betlehem samt patriarkernes hule i Hebron. Det administrative centrum for Bahai og Bábs gravmæle ligger i Bahá'ís verdenscenter i Haifa, og troslederen er begravet i Akko. Bortset fra vedligeholdelsespersonel er der dog ikke noget Bahai-samfund i Israel, selv om landet er en destination for Bahai-pilgrimme.[239][240]

Massemedier

redigér
  Uddybende artikel: Massemedier i Israel
  Se også: Israelske medier

Massemedier i Israel har eksisteret siden 1863, da aviserne Halevanon og Havatselet blev etableret i Jerusalem, som var de første aviser på moderne hebraisk i Israel.[241] Efter kun et år blev disse aviser nedlagt af de osmanniske myndigheder, men allerede seks år efter, i 1869, begyndte aviser at være regelmæssige i Jerusalem til trods for den strenge censur og de små oplag.[241]

Som i Europa udgives aviser af politiske partier, der er på vej ud i Israel. I dag er det kun tre aviser, som udgives: Hatsofeh, Hamodia og Yated Ne'eman. De tre store, hebraiske aviser er nu ejet af private konglomerater med tilhold i Tel Aviv, som dominerer det israelske mediebillede.[242] Israel røg også ned fra 37. til 67. plads på Journalister uden Grænsers pressefrihedsrangering i 2005. Sammen med International Press Institute fordømte de tilfælde af chikane af journalister, begået af den israelske hær, specielt i de palæstinensiske territorier. Samtidig beskriver Journalister uden Grænser de israelske massemedier som "traditionelt robuste og uafhængige"[243], og pressen er anerkendt for at gengive et bredt spekter af meninger og partier.[242]

Israel har også en række aviser og tidsskrifter, som udgives på andre sprog som følge af landets mange minoriteter. Disse har udgivelser på arabisk, jiddisch, russisk, tysk, ungarsk, polsk og rumænsk.[241] I tillæg udgives den engelsksprogede The Jerusalem Post, der blev grundlagt i 1932,[244] og som også udgives dagligt i Nordamerika og på fransk i Vesteuropa.[245]

Kriminalitet

redigér

Kriminalitet som følge af kokain- og heroinmisbrug er stadigt voksende i Israel.[246] Narkotika smugles ind i landet fra Libanon og Jordan.[246]

Kriminalstatistikken for 2003 viste, at der var 484.688 kriminalsager og sager, hvor der ikke blev rejst tiltale. Dette var en stigning på 4,5 % i forhold til året før.[247] På grund af stort fokus på bekæmpelse af palæstinensiske selvmordsbombere har det israelske politi til tider mistet kontrollen med den organiserede kriminalitet i Israel, og flere større, organiserede miljøer tjener stort på hasardspil, prostitution og narkotika.[248] Den tidligere israelske politichef, Asaf Heretz, udtalte i 2004, at 2,5 milliarder USD med "sorte penge" var blevet investeret i Israel de senere år.[248]

Den israelske mafia har været involveret i en række sager, blandt andet mordet på narkotikasmugleren Simon Turkov, som blev dræbt i London i marts 2004, og Hazel Crane, som blev skudt og dræbt i Sydafrika i november 2003, mens han arbejdede på beviser mod mafiabossen Lior Saat.[248] Talsmand for det israelske politi, Gil Kleiman, sagde samme år: "Vi har ikke organiseret kriminalitet i Israel. Vi har kriminelle, som er organiserede".[249] Han mente at organiseret kriminalitet i Israel i særlig grad bruger infiltration og at der var blevet gjort forsøg på at få kontrol over politikere i Israel, men det er ikke lykkedes for dem indtil videre.[248] Der er i den senere tid blevet sat større ressourcer af til bekæmpelse af kriminalitet end tidligere.

Mange af de kriminelle i Israel har gjort tjeneste i den israelske hær, og de bruger deres evner til at begå kriminalitet. Mafiachefer bruger ofte militære midler som magt- og afpresning og er næsten altid pensionerede officerer.[250] Mange af våbnene stammer også fra Israels forsvar, stjålet af soldater, som har gjort tjeneste. Disse våben er også bredt tilgængelige på det sorte marked.[250]

Kultur

redigér
  Uddybende artikel: Israels kultur

Israels varierede kultur kommer af variationen i befolkningen. Jøder fra hele verden har taget sine kulturelle og religiøse traditioner med sig og dermed lagt en smeltedigel af jødiske vaner og trosretninger.[251] Israel er det eneste land i verden hvor den hebraiske kalender benyttes. Skole- og arbejdsferier reguleres efter de jødiske helligdage, og den officielle hviledag er lørdag, den jødiske sabbat.[252] Israels store arabiske minoritet har efterladt sig sine spor i den israelske kultur inden for sfærer som arkitektur,[253] musik,[254] og kogekunst.[255]

Litteratur

redigér
  Uddybende artikel: Israelsk litteratur
 
Hebraisk boguge 2005 i Jerusalem

Israelsk litteratur, der er del af den hebraiske renæssance som et talt sprog siden midten af det 19. århundrede, er hovedsagelig poesi og prosa skrevet på hebraisk men en lille del af litteraturen udgives på andre sprog, så som arabisk og engelsk. Ifølge israelsk lov skal to kopier af alt materiale udgivet på tryk i Israel opbevares i det jødiske nationale universitetsbiblioteket ved Det hebraiske universitet i Jerusalem. I 2001 blev loven revideret til også at indbefatte audio- og videooptagelser, samt andre elektronisk publicerede medier.[256] I 2006 var 85 % af de 8 000 bøger leveret til biblioteket på hebraisk.[257] Den hebraiske boguge afholdes i juni hvert år og indeholder bogbasarer, offentlig højtlæsning og besøg af en række israelske forfattere fra rundt om i landet. I løbet af ugen bliver Israels øverste litteraturpris, Sapir-prisen, præsenteret. I 1966 delte Samuel Josef Agnon Nobelprisen i litteratur med den tysk-jødiske forfatter Nelly Sachs.[258]

Musik

redigér
 
Det internationale anerkendte Batsheva Dance Company i Tel Aviv

Israelsk musik er påvirket af musik fra hele verden; jemenittisk musik, chasidiske melodier, arabisk musik, græsk musik, jazz og pop-rock er alle en del af musikbilledet.[259][260] Nationens kirkelige folkemusik, kendt som "Israels lands sange", handler om pionerernes oplevelser ved at bygge det jødiske hjemland.[261] Blandt Israels verdenskendte[262] orkestre er Israel Philharmonic Orchestra, som har holdt i over 70 år og som i dag holder over 200 koncerter årligt.[263] Der kommer også en række notable musikere fra Israel, hvoraf nogle har opnået international stjernestatus. Itzhak Perlman og Pinchas Zukerman er blandt de internationalt anerkendte musikere, som er født i Israel. Israel har deltaget i Eurovision Song Contest nærmest hvert år siden 1973, vundet konkurrencen tre gange og været værtsland to gange.[264] Eilat har været værtskab for sin egen internationale musikfestival, Red Sea Jazz Festival (Rødehavsjazz-festivalen), hver sommer siden 1987.[265] Som en fortsættelse på de stærke teatralske traditioner fra det jiddiske teater i Østeuropa, bevarer Israel den dynamiske teaterscene. Israels ældste teaterfirma og nationale teater er Habima-teateret i Tel Aviv som blev grundlagt i 1918.[266]

Kunst og museer

redigér

Det israelske museum i Jerusalem er en af Israels vigtigste kulturelle institutioner[267] og huser Dødehavsrullerne,[268] sammen med en stor samling af jødisk og europæisk kunst.[267] Israels nationale holocaustmuseum, Jad Vashem, huser verdens største arkiv af holocaustrelateret information.[269] På universitetet i Tel Avivs højskoleområde er Beth Hatefutsoth ("Diaspora-museet") et interaktivt museum, der har viet verdens jødiske samfunds historie.[270]

Sport

redigér
  Uddybende artikel: Sport i Israel
 
Tilhængere af Maccabi Tel Aviv F.C. før en kamp

Sport og fysisk træning har ikke altid været af største vigtighed i jødisk kultur. Atletisk dygtighed, som Oldtidens Grækenland priste, blev anset som en uvelkommen forstyrrelse fra hellenismen. Maimonides, som både var rabbiner og læge, understregede derimod vigtigheden af fysisk aktivitet og af at holde kroppen i form. Denne holdning bredte sig i det 19. århundrede under Max Nordaus kampagne for fysisk kultur, og i det 20. århundrede, da Palæstinas chefrabbiner, Abraham Isaac Kook, erklærede, at "kroppen tjener sjælen, og kun en frisk krop kan sikre en frisk sjæl".[271]

Maccabiah Games, en olympisk-lignende begivenhed for jødiske atleter, blev startet i 1930'erne, og er blevet afholdt hvert fjerde år siden. De mest populære tilskuersportsgrene i Israel i dag er fodbold og basketball.[272] Ligat ha'Al er landets øverste fodbolddivision, og Ligat Winner er den største basketballliga.[273] Maccabi Tel Aviv B.C. har vundet europamesterskabet i basketball fem gange.[274] Beersheba er blevet et nationalt skakcenter og hjemby for mange skakmestre fra tidligere Sovjetunionen. Byen var vært for World Team Chess Championship i 2005, og der undervises i skak i byens børnehaver.[275] To år senere nåede israeleren Boris Gelfand en delt andenplads ved turneringen om skakverdensmesterskabet 2007.[276] Indtil nu har Israel vundet seks olympiske medaljer, inkluderet guldmedalje i windsurfing under Sommer-OL i 2004.[277]

Noter

redigér
  1. ^ en:Status of Jerusalem
  2. ^ April 28, 2019, honestreporting.com: Deal With It: Jerusalem is Israel’s Capital Citat: "...Countries choose their capital and place most — if not all — of the main offices of government in that city. Period...Bottom line: The capital is wherever a country decides to make it. It makes no difference what other states say about that choice. That’s the standard behavior...", backup
  3. ^ a b Israel's Independence Day 2019
  4. ^ a b c d e f g h i j k "Israel". The World Factbook. Central Intelligence Agency. Arkiveret fra originalen 25. december 2018. Hentet 5. januar 2017.
  5. ^ "Prime Ministers of the State of Israel". 2022-07-03. Hentet 2022-12-22.
  6. ^ "World Population Prospects - Population Division - United Nations". population.un.org. Hentet 2024-10-29.
  7. ^ "World Economic Outlook Database, October 2023 Edition. (Israel)". IMF.org. International Monetary Fund. 10. oktober 2023. Hentet 11. oktober 2023.
  8. ^ a b c "World Economic Outlook Database, October 2023 Edition. (Israel)". IMF.org. International Monetary Fund. 10. oktober 2023. Arkiveret fra originalen 20. oktober 2023. Hentet 11. oktober 2023.
  9. ^ "Human Development Report 2009. Human development index trends: Table G" (PDF). FN. Hentet 10. oktober 2009.
  10. ^ Skolnik, Fred (2007), Encyclopedia Judaica, vol. 9 (2. udgave), Macmillian, ISBN 0-02-865928-7
  11. ^ Israeli population nearing 10 million ahead of Jewish New Year - Israel News - The Jerusalem Post
  12. ^ "Israel". Country Report. Freedom House. 2007. Hentet 15. juli 2007.
  13. ^ "Palæstinamandatet". Avalon-projektet (engelsk). Yale University. 24. juli 1922. Hentet 17. april 2009.
  14. ^ "United Nations General Assembly Resolution 181". Avalon-projektet (engelsk). Yale University. 29. november 1947. Arkiveret fra originalen 29. oktober 2006. Hentet 21. august 2007.
  15. ^ Jerusalem Diary: Monday 18 February by Tim Franks, BBC middle east correspondent – BBC NEWS , 18. februar 2008
  16. ^ McCain calls for Jerusalem as Israel's capital Arkiveret 29. januar 2011 hos Wayback Machine – FOREIGN POLICY, PASSPORT – Blake Hounshell's blog, 19. marts 2008
  17. ^ Jerusalems lov slår fast at "Jerusalem, complete and united, is the capital of Israel" (Jerusalem, komplet og forenet, er hovedstaden i Israel) og byen huser regering, præsidentens opholdssted, statens kontorer, højesteret og parlamentet. De fleste andre lande accepterer ikke lovgivningen lavet i Jerusalem (se Kellerman 1993 s. 140) og beholder derfor deres ambassader i andre byer som Tel Aviv, Ramat Gan og Herzliya (se CIA the factbook Arkiveret 25. december 2018 hos Wayback Machine og kort over Israel) Det palæstinske selvstyreområde ser på Østjerusalem som hovedstad i en kommende palæstinensisk stat, og byens endelige status afventer videre forhandlinger mellem Israel og den palæstinensiske ledelse (se "Negotiating Jerusalem", University of Maryland Arkiveret 14. maj 2006 hos Wayback Machine).
  18. ^ "Moses" (engelsk). Encyclopædia Britannica. Hentet 17. april 2009.
  19. ^ Rummel 1997 s. 257. "A current list of liberal democracies includes: Andorra, Argentina, … , Cyprus, … Israel, …"
  20. ^ "Global undersøgelse 2006: Middle East Progress Amid Global Gains in Freedom" (engelsk). Freedom House. 19. december 2005. Hentet 1. juli 2007.
  21. ^ https://www.btselem.org/press_releases/20210112_this_is_apartheid "This is apartheid: The Israeli regime promotes and perpetuates Jewish supremacy between the Mediterranean Sea and the Jordan River", pressemeddelse fra B'Tselem (en) 12. januar 2021 (side hentet 9. januar 2024)
  22. ^ https://www.btselem.org/publications/fulltext/202101_this_is_apartheid "A regime of Jewish supremacy from the Jordan River to the Mediterranean Sea: This is apartheid", Publikation fra B'Tselem 12. januar 2021 (side hentet 9. januar 2024)
  23. ^ BBC (d. 19. juli 2018): "Jewish nation state: Israel approves controversial bill". BBC. Hentet 06-03-2021
  24. ^ Kerry's apartheid remark hits pro-Israel nerve - CNNPolitics.com
  25. ^ http://www.theguardian.com/world/2014/apr/29/john-kerry-apologises-israel-apartheid-remarks
  26. ^ “World Economic Outlook: October 2022". International Monetary Fund.
  27. ^ "Menneskelig udviklingsrapport 2008" (engelsk). Forenede Nationers udviklingsprogram. Hentet 17. april 2009.
  28. ^ a b "Global Competitiveness Report 2006-2007". World Economic Forum. 14. februar 2007. Hentet 15. juli 2007.
  29. ^ Life Expectancy by Country and in the World (2024) - Worldometer
  30. ^ Global Innovation Index 2023: Innovation in the face of uncertainty
  31. ^ Global Wealth Report – Credit Suisse
  32. ^ Human Development Report 2021-22.
  33. ^ Most Technologically Advanced Countries In The World 2023 | Global Finance Magazine
  34. ^ Top 10 Richest Countries in Asia [2024] - FAIR
  35. ^ https://worldhappiness.report
  36. ^ Første Mosebog 32,28: Da sagde manden: "Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel skal være dit navn. For du har kæmpet med Gud og mennesker og vundet."
  37. ^ Hamilton 1995 s. 334
  38. ^ Wenham 1994 s. 296–97
  39. ^ Barton Bowden 2004 s. 126. "The Merneptah Stele … is arguably the oldest evidence outside the Bible for the existence of Israel as early as the 13th century BCE."
  40. ^ The Palestine Post (7. december 1947), "Popular Opinion", The Palestine Post
  41. ^ "On the Move". Time Magazine. 31. maj 1948. Arkiveret fra originalen 6. april 2008. Hentet 6. august 2007.
  42. ^ "Walking the Bible Timeline". Walking the Bible. Public Broadcast Television. Hentet 29. september 2007.
  43. ^ Femte Mosebog 30, 5: Herren din Gud vil føre dig ind i det land, som dine fædre fik i eje, og det skal du tage i besiddelse; han vil gøre dig lykkeligere og talrigere end dine fædre.
  44. ^ Nehemias 1, 9: men vender I om til mig og følger mine befalinger omhyggeligt, vil jeg samle jeres fordrevne, om så de befinder sig ved verdens ende. Jeg vil bringe dem til det sted, jeg har udvalgt til bolig for mit navn.
  45. ^ Friedland Hecht 2000 s. 8. "For a thousand years Jerusalem was the seat of Jewish sovereignty, the household site of kings, the location of its legislative councils and courts."
  46. ^ "Microsoft Encarta 2007 Ancient Palestine". Arkiveret fra originalen 5. april 2008. Hentet 2. maj 2008.
  47. ^ "Palestina: Historie". The Online Encyclopedia of the Roman Provinces. The University of South Dakota. 22. februar 2007. Arkiveret fra originalen 15. december 2012. Hentet 17. april 2009.
  48. ^ Morçöl 2006 s. 304
  49. ^ Encyclopedia Britannica Palestine: The Rise of Islam
  50. ^ Encyclopedia Britannica Palestine: 'Abbasid rule
  51. ^ Encyclopedia Britannica Palestine: The Crusades
  52. ^ Rosenzweig s.1. "Zionism, the urge of the Jewish people to return to Palestine, is almost as ancient as the Jewish diaspora itself. Some Talmudic statements … Almost a millennium later, the poet and philosopher Yehuda Halevi … In the 19th century …"
  53. ^ "… For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem." Esajas 2,3
  54. ^ Gilbert 2005 s. 2. "Jews sought a new homeland here after their expulsions from Spain (1492) …"
  55. ^ Ausubel 1964 s. 142–4
  56. ^ a b c d "Immigration". Jewish Virtual Library. The American-Israeli Cooperative Enterprise. Hentet 12. juli 2007. Kilden giver information om første, anden, tredje, fjerde og femte aliyah i deres respektive artikler. Hvidbogen, der leder til Aliyah Bet, er diskuteret her.
  57. ^ Kornberg 1993 "How did Theodor Herzl, an assimilated German nationalist in the 1880s, suddenly in the 1890s become the founder of Zionism?"
  58. ^ Herzl 1946 s. 11
  59. ^ "Chapter One: The Heralders of Zionism". Jewish Agency for Israel. Arkiveret fra originalen 27. april 2009. Hentet 12. juli 2007.
  60. ^ Stein 2003 s. 88. "As with the First Aliyah, most Second Aliyah migrants were non-Zionist orthodox Jews …"
  61. ^ Romano 2003 s. 30
  62. ^ "Balfour Declaration 1917". The Avalon Project at Yale Law School. Yale University. 2. november 1917. Hentet 17. april 2009.
  63. ^ Scharfstein 1996 s. 269. "During the First and Second Aliyot, there were many Arab attacks against Jewish settlements … In 1920, Hashomer was disbanded and Haganah ("The Defense") was established."
  64. ^ "League of Nations: The Mandate for Palestine, July 24, 1922". Modern History Sourcebook. Fordham University. 24. juli 1922. Arkiveret fra originalen 4. august 2011. Hentet 27. august 2007.
  65. ^ Liebreich 2005 s. 34
  66. ^ "Befolkningen i Palæstina til 1948". MidEastWeb. Hentet 12. juli 2007.
  67. ^ "Befolkningsstatistik". Israeli - Palestinian ProCon.org. Arkiveret fra originalen 28. februar 2009. Hentet 12. juli 2007.
  68. ^ Background Paper No. 47 (ST/DPI/SER.A/47) USA, 20. april 1949. Besøgt 31. juli 2007
  69. ^ Best 2003 s. 118–9
  70. ^ "History: Foreign Domination". Israels udenrigsministerium. 1. oktober 2006. Hentet 6. juli 2007.
  71. ^ Bregman 2002 s. 40–1
  72. ^ a b "Del 3: Deling, krig og uafhængighed". Mellemøsten: Et århundrede med konflikter. National Public Radio. 10. februar 2002. Hentet 13. juli 2007.
  73. ^ "Tohundreogsyvende fulde møde". Forenede Nationer. 11. maj 1949. Arkiveret fra originalen 12. september 2007. Hentet 13. juli 2007.
  74. ^ "Generel fremgangsrapport og suppleringsrapport fra FN's mæglingskommission for Palæstina; Dækker perioden fra 11. december 1949 til 23. oktober 1950". Forenede Nationers mæglingskommission. 23. oktober 1950. Arkiveret fra originalen 3. juni 2007. Hentet 13. juli 2007. (U.N. General Assembly Official Records, Fifth Session, Supplement No. 18, Document A/1367/Rev. 1)
  75. ^ Van Evera, Stephen. "Nature of the Flashpoint" (pdf). Center for International Studies. Massachusetts Institute of Technology. Hentet 11. september 2007.
  76. ^ Reveron Murer 2006
  77. ^ Hoge , Warren (d. 5. november 2007): "Group seeks justice for 'forgotten' Jews". The New York Tímes. Hentet: 07-03-2021
  78. ^ Alt jeg ønskede var retfærdighed http://www.haaretz.com/
  79. ^ a b Kaplan, Jonathan: "The Mass Migration to Israel of the 1950s". My Jewish Learning. Hentet: 07-03-2021
  80. ^ Tucker, Spencer C.; Roberts, Priscilla (12. maj 2008). The Encyclopedia of the Arab-Israeli Conflict: A Political, Social, and Military History [4 volumes]: A Political, Social, and Military History. ABC-CLIO. ISBN 9781851098422 – via Google Books
  81. ^ Lustick 1988 s. 37–9
  82. ^ "Israel (Labor Zionism)". Country Studies. Library of Congress. Arkiveret fra originalen 10. juli 2012. Hentet 2. maj 2008.
  83. ^ "Befolkning, efter religion og befolkningsgruppe". Israels statistiske centralbureau. 2006. Arkiveret fra originalen 30. september 2007. Hentet 7. august 2007.
  84. ^ Shindler 2002 s. 49–50
  85. ^ Gilbert 2005 s. 58
  86. ^ "Suez-krisen". University of San Diego. 5. december 2005. Hentet 15. juli 2007.
  87. ^ "Adolf Eichmann". Jewish Virtual Library. Hentet 18. september 2007.
  88. ^ Cole 2003 s. 27. " … the Eichmann trial, which did so much to raise public awareness of the Holocaust … "
  89. ^ "Justitsministeret svarer Amnesty International-rapport". Israels udenrigsministerium. 5. juli 1995. Hentet 10. august 2007.
  90. ^ Smith 2006 s. 126. "Nasser, the Egyptian president, decided to mass troops in the Sinai … casus belli by Israel."
  91. ^ Crowdy 2006 s. 333
  92. ^ Norway solves riddle of Mossad killing | World news | The Guardian
  93. ^ "1973: Arabiske stater angriber israelske styrker". På denne dag (engelsk). The BBC. Hentet 15. juli 2007.
  94. ^ Bregman 2002 s. 169–70 "In hindsight we can say that 1977 was a turning point …"
  95. ^ Bregman 2002 s. 171–4
  96. ^ Bregman 2002 s. 186–7
  97. ^ Bregman 2002 s. 199
  98. ^ Twentieth Century Atlas – Death Tolls and Casualty Statistics for Wars, Dictatorships and Genocides
  99. ^ Encarta Microsoft Intifada 2007-09-16 Arkiveret 3. april 2008 hos Wayback Machine
  100. ^ Stone & Zenner 1994 s. 246. "Toward the end of 1991, … were the result of internal Palestinian terror."
  101. ^ Haberman, Clyde (9. december 1991). "Efter fire år så ulmer intifadaen fortsat". The New York Times. Hentet 17. april 2009.
  102. ^ Mowlana Gerbner Schiller 1992 s. 111
  103. ^ Bregman 2002 s. 236
  104. ^ "Fra slutningen af den kolde krig til 2001" (engelsk). Boston College. Arkiveret fra originalen 25. juni 2007. Hentet 16. juli 2007.
  105. ^ "Declaration of Principles on Interim Self-Government Arrangements" (engelsk). Det amerikanske udenrigsministerium. 13. september 1993. Arkiveret fra originalen 23. august 2003. Hentet 16. juli 2007.
  106. ^ Harkavy Neuman 2001 s. 270. "Even though Jordan in 1994 became the second country, after Egypt to sign a peace treaty with Israel …"
  107. ^ Bregman 2002 s. 257
  108. ^ "The Wye River Memorandum" (engelsk). U.S. Department of State. 23. oktober 1998. Arkiveret fra originalen 23. august 2003. Hentet 16. juli 2007.
  109. ^ Gelvin 2005 s. 240
  110. ^ "West Bank barrier route disputed, Israeli missile kills 2" (engelsk). The Associated Press (via USA Today). 29. juli 2004. Hentet 16. juli 2007.
  111. ^ a b c d Levy, Gideon (8. juli 2014). "Israel ønsker ikke freden". Information. {{cite news}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp)
  112. ^ "Halutz' fratrædelse fremskynder opfordring til Olmert, Peretz om at de skal gå af óg" (engelsk). Haaretz. 17. januar 2007. Arkiveret fra originalen 21. august 2008. Hentet 21. august 2007.
  113. ^ "Q&A: Gaza conflict". BBC. Hentet 13. marts 2009.
  114. ^ Associated Free Press (29. december 2008). "Israeli jets pound Hamas" (engelsk). The Sydney Morning Herald. Hentet 29. december 2008.
  115. ^ Koutsoukis, Jason (5. januar 2009). "Battleground Gaza: Israeli ground forces invade the strip" (engelsk). smh.com.au. Hentet 17. marts 2018.
  116. ^ Ravid, Barak (19. januar 2009). "IDF begins Gaza troop withdrawal, hours after ending 3-week offensive". Haaretz. Arkiveret fra originalen 6. februar 2009. Hentet 29. januar 2009.
  117. ^ Ellegaard, Lasse (19. januar 2009). "1.300 døde - til hvilken nytte?". Information. Hentet 12. april 2009.
  118. ^ Azoulay, Yuval (1. februar 2009). "Two IDF soldiers, civilian lightly hurt as Gaza mortars hit Negev". Haaretz. Arkiveret fra originalen 1. april 2009. Hentet 12. april 2009.
  119. ^ Coogan, Sean (2013-07-28). "Gennembrud: USA inviterer Netanyahu og Abbas til fredsforhandlinger". Politiken. Hentet 2014-04-12.
  120. ^ AFP (8. juli 2014). "Jerusalem ramt af tre eksplosioner efter luftalarm". Politiken. Hentet 9. juli 2014.
  121. ^ Jerichow, Anders (22. juli 2014). "Kerry til Israel med våbenhvilekrav". Politiken. {{cite news}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp)
  122. ^ "Area of Districts, Sub-Districts, Natural Regions and Lakes" (PDF) (engelsk). Israels statistiske centralbureau. Arkiveret fra originalen (PDF) 26. august 2013. Hentet 20. juli 2007.
  123. ^ "Israel (Geography)" (engelsk). The Library of Congress. Arkiveret fra originalen 10. juli 2012. Hentet 20. juli 2007.
  124. ^ "The Living Dead Sea" (engelsk). Israels udenrigsministerium. 1. april 1999. Hentet 20. juli 2007.
  125. ^ "Makhteshim Country" (engelsk). UNESCO. Hentet 19. september 2007.
  126. ^ Jacobs 1998 s. 284. "The extraordinary Makhtesh Ramon – the largest natural crater in the world …"
  127. ^ "Ramon R&D Center" (engelsk). Ben-Gurion University of the Negev. Arkiveret fra originalen 1. oktober 2007. Hentet 19. september 2007.
  128. ^ Goldreich, Yair (2003), The Climate of Israel: Observation, Research and Application
  129. ^ "Average Weather for Tel Aviv-Yafo" (engelsk). The Weather Channel. Arkiveret fra originalen 20. januar 2013. Hentet 7. november 2007.
  130. ^ "Average Weather for Jerusalem" (engelsk). The Weather Channel. Arkiveret fra originalen 20. januar 2013. Hentet 7. november 2007.
  131. ^ Grossman, Gershon; Ayalon, Ofira; Baron, Yifaat; Kaufman, Debby. "Solar energy for the production of heat" (engelsk). Samuel Neaman Institute. Arkiveret fra originalen 6. november 2007. Hentet 7. november 2007.
  132. ^ Israel Meteorological Service
  133. ^ Kinneret Level: Lowest Since 1962 and Dropping – Inside Israel – Israel News – Israel National News
  134. ^ "Development of Limited Water Resources- Historical and Technological Aspects" (engelsk). Israels udenrigsministerium. Hentet 7. november 2007.
  135. ^ a b "Field Listing - Executive Branch". The World Factbook. Central Intelligence Agency. 19. juni 2007. Arkiveret fra originalen 22. april 2008. Hentet 20. juli 2007.
  136. ^ "Valgsystemet i Israel". Knesset. Hentet 8. august 2007.
  137. ^ Mazie 2006 s. 34
  138. ^ a b "Juridiske: Retssystemet". Israels udenrigsdepartement. 1. august 2005. Hentet 5. august 2007.
  139. ^ "Israels højesteret unik i region". The Boston Herald. 9. september 2007. Hentet 15. september 2007.
  140. ^ "Israel og Den internationale straffedomstol". Udenrigsministerens rådgivers kontor. 30. juni 2002. Arkiveret fra originalen 4. juni 2012. Hentet 20. juli 2007.
  141. ^ "Regeringen – domstolene – retssystemet". Israels udenrigsministerium. 1. oktober 2006. Hentet 9. august 2007.
  142. ^ "Press Freedom Rankings by Region 2007". Freedom House. 2007. Arkiveret fra originalen 25. marts 2007. Hentet 12. juni 2007.
  143. ^ "Worldwide Press Freedom Index 2006". Pressefrihedsindex. Arkiveret fra originalen 1. november 2006. Hentet 19. juli 2007.
  144. ^ "Israel og de besatte områder". Amnesty International-rapport 2008. Amnesty International. 2006. Arkiveret fra originalen 11. maj 2009. Hentet 17. april 2009.
  145. ^ "Israelsk/palæstinensisk autoritet". Human Rights Watch. Arkiveret fra originalen 10. juli 2012. Hentet 20. juli 2007.
  146. ^ "Land Grab: Israel's Settlement Policy in the West Bank". B'Tselem. maj 2002. Hentet 9. august 2007.
  147. ^ Jødisk virtuelt bibliotek
  148. ^ "Introduktion til tabellerne: Geofysiske karakteristikker" (doc). Israels statistiske centralbureau. Hentet 4. september 2007.
  149. ^ "Lokaliteter, befolkning og tæthed" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 8. februar 2012. Hentet 2. juli 2007.
  150. ^ "Pressemelding: Jerusalem Day" (pdf). Israels statistiske centralbureau. 24. maj 2006. Hentet 10. marts 2007.
  151. ^ "Population of Localities numbering above 1,000 residents and other rural population on 31/12/2006" (pdf). Israels statistiske centralbureau. 31. december 2006. Hentet 29. april 2007.
  152. ^ United Nations Official Document
  153. ^ "Olmert: Villig til at bytte land mod fred". Ynetnews. 16. december 2006. Hentet 26. september 2007.
  154. ^ "Syrien klar til at diskutere land mod fred". The Jerusalem Post. 12. juni 2007. Hentet 26. september 2007.
  155. ^ "Egypten: Israel må acceptere land-for-fred-formelen". The Jerusalem Post. 15. maj 2007. Hentet 26. september 2007.
  156. ^ "UNRWA in Figures: Figures as of 31 December 2004" (PDF). United Nations. april 2005. Arkiveret (PDF) fra originalen 9. april 2005. Hentet 27. september 2007.
  157. ^ "West Bank Area C Humanitarian Response Plan - OCHA fact sheet (30 August 2010)". Arkiveret fra originalen 13. juli 2014. Hentet 20. februar 2014.
  158. ^ "International Court of Justice". Arkiveret fra originalen 27. september 2013. Hentet 25. september 2013.
  159. ^ Israel extends new border fence but critics say it is a sign of weakness | World news | The Guardian
  160. ^ "Questions and Answers". Israel’s Security Fence. Staten Israel. 22. februar 2004. Arkiveret fra originalen 3. oktober 2013. Hentet 17. april 2007.
  161. ^ "Under the Guise of Security: Routing the Separation Barrier to Enable Israeli Settlement Expansion in the West Bank". Publications. B'Tselem. december 2005. Hentet 16. april 2007.
  162. ^ FN: Israel overtræder folkeretten ved at bosætte de besatte områder, Politiken 31. januar 2013
  163. ^ "Historie: 1948". Israels forsvar. 2007. Arkiveret fra originalen 12. april 2008. Hentet 31. juli 2007.
  164. ^ Henderson 2003 s. 97
  165. ^ "Staten: Israels forsvar (IDF)". Israels udenrigsministerium. 1. oktober 2006. Hentet 9. august 2007.
  166. ^ "Israels forsvar". GlobalSecurity.org. Hentet 16. september 2007.
  167. ^ "Israels forsvar". Israels udenrigsministerium. Hentet 21. oktober 2007.
  168. ^ Stendel 1997 s. 191–2
  169. ^ Shtrasler, Nehemia (16. maj 2007). "God lov, for befolkning fejl". Haaretz. Arkiveret fra originalen 1. oktober 2007. Hentet 21. juli 2007.
  170. ^ "Sherut Leumi (National Service)". Nefesh B'Nefesh. 4. juli 2007. Arkiveret fra originalen 3. marts 2009. Hentet 31. juli 2007.
  171. ^ Wheeler, Carolynne (6. september 2007). "Stars take the shine off military service". The Globe and Mail. Arkiveret fra originalen 30. april 2008. Hentet 16. september 2007.
  172. ^ a b Erlanger, Steven (17. august 2007). "Israel får 30 milliarder USD i militærbistand fra USA". The New York Times. Hentet 23. september 2007.
  173. ^ Katz, Yaakov (30. marts 2007). "'Arrow can fully protect against Iran'". The Jerusalem Post. Arkiveret fra originalen 29. april 2011. Hentet 16. september 2007.
  174. ^ Zorn, E. L. (8. maj 2007). "Israel's Quest for Satellite Intelligence". Central Intelligence Agency. Arkiveret fra originalen 14. november 2007. Hentet 16. september 2007.
  175. ^ Katz, Yaakov (11. juni 2007). "Analysis: Eyes in the sky". The Jerusalem Post. Hentet 16. september 2007.
  176. ^ Seitz, Charmaine (30. januar 2001). "Israels forsvarsbudget: Forretningssiden af krigen". The Jerusalem Fund. Arkiveret fra originalen 11. januar 2012. Hentet 16. september 2007. (dukkede for første gang op i informationsresume no. 64)
  177. ^ Mohamed ElBaradei (27. juli 2004). "Transcript of the Director General's Interview with Al-Ahram News". International Atomic Energy Agency. Hentet 19. juli 2007.
  178. ^ "Israelhomeowner.com". Arkiveret fra originalen 6. april 2008. Hentet 2. maj 2008.
  179. ^ Carter: Israel har 150 atomvåben
  180. ^ "Israel's Diplomatic Missions Abroad: Status of Relations". Israels udenrigsministerium. 12. juli 2006. Hentet 21. juli 2007.
  181. ^ "Israel Among the Nations: Middle East - North Africa". Israels udenrigsministerium. 1. oktober 2006. Arkiveret fra originalen 5. august 2012. Hentet 9. august. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |access-date= (hjælp)
  182. ^ "Israel sees Morocco as mediator". BBC News. 2. september 2003. Hentet 28. september 2007.
  183. ^ "Initial Periodic Report of the State of Israel Concerning the Implementation of the Convention of the Rights of the Child (CRC)" (pdf). Israels justitsministerium. februar 2001. s. 147 (173 med pdf-nummerering). Hentet 9. august 2007.
  184. ^ "הוראות הדין הישראלי". Israels udenrigsministerium. 2004. Arkiveret fra originalen 5. august 2012. Hentet 9. august 2007. (hebraisk)
  185. ^ "Week of 8-14 March 2000". North Atlantic Treaty Organization. 13. september 2001. Hentet 21. juli 2007.
  186. ^ Migdalovitz, Carol (6. juli 2007). "Israel: Background and Relations with the United States" (PDF). Congressional Research Service (via the U.S. Mission to Italy). s. 23. Arkiveret fra originalen (pdf) 22. februar 2009. Hentet 23. september 2007.
  187. ^ Abadi 2004 s. 3. "However, it was not until 1991 that the two countries established full diplomatic relations."
  188. ^ Abadi 2004 s. 4-6
  189. ^ "Germany and Israel". Background Papers. Den tyske ambassade i Washington, DC. Arkiveret fra originalen 17. maj 2004. Hentet 23. september 2007.
  190. ^ Kumar, Dinesh. "India and Israel: Dawn of a New Era". Jerusalem Institute for Western Defense. Arkiveret fra originalen 28. februar 2002. Hentet 23. september 2007.
  191. ^ "UK and Israel". Background Papers. Uk Foreign and Commonwealth Office. Arkiveret fra originalen 16. maj 2008. Hentet 19. december 2007.
  192. ^ Abadi 2004 s. 37-9, 47
  193. ^ Abadi 2004 s.47-9
  194. ^ "Økonomirangeringer - Mellemøsten og Nordafrika". Verdensbankgruppen. Hentet 17. april 2009.
  195. ^ "NASDAQ Appoints Asaf Homossany as New Director for Israel". NASDAQ. 6. februar 2005. Hentet 2007-08-04.
  196. ^ International Monetary Fund, October 2007.
  197. ^ "Israel inviteret til at deltage i OECD". Ynet News. 16. maj 2007. Hentet 2007-08-04.
  198. ^ "Om". Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling. Hentet 2007-08-04.
  199. ^ Ginsburg, Mitch (28. april 2007). "A Hotter Holy Land". The Jerusalem Report. Arkiveret fra originalen 3. december 2010. Hentet 30. august 2007.
  200. ^ "Israel keen on IT tie-ups". The Hindu Business Line. 10. januar 2001. Arkiveret fra originalen 10. marts 2007. Hentet 2007-08-04.
  201. ^ "Israel: Punching above its weight". The Economist. 14. november 2005. Hentet 2007-08-04.
  202. ^ Krawitz, Avi (27. februar 2007). "Intel to expand Jerusalem R&D". The Jerusalem Post. Arkiveret fra originalen 29. september 2007. Hentet 2007-08-04.
  203. ^ "Israel R&D Center: Leadership Team". Microsoft. Hentet 2007-08-04.
  204. ^ "Buffet klar til at købe stor forretning". IHT. Arkiveret fra originalen 26. juni 2009. Hentet 7. maj 2007.
  205. ^ Burstein, Nathan (14. august 2007). "Tourist visits above pre-war level". The Jerusalem Post. Hentet 2007-09-04.
  206. ^ a b Banking Arkiveret 20. november 2012 hos Wayback Machine e-Bank Israel. Besøgt 13. april 2009.
  207. ^ The Seven Years of Herzl Besøgt 12. april 2009.
  208. ^ Banking Supervision Arkiveret 18. november 2007 hos Wayback Machine Bank of Israel. Besøgt 13. april 2009.
  209. ^ "Population, by Population Group" (PDF). Monthly Bulletin of Statistics. Israel Central Bureau of Statistics. 31. december 2013. Arkiveret fra originalen (PDF) 3. februar 2014. Hentet 17. februar 2014.
  210. ^ a b Israels statistiske centralbureau, Israels regering. "Jøder og andre, af oprindelse, fødselskontinent og tid for immigration" (PDF) (engelsk). Arkiveret fra originalen (PDF) 25. marts 2006. Hentet 8. april 2006.
  211. ^ Lazaroff, Tovah (2007-01-10). "Rapport: 12 400 nye beboere i 2006" (engelsk). The Jerusalem Post. Hentet 6. august 2007.
  212. ^ Bosættelsesinformation, Foundation for Middle East Peace. "Bosættelser på Vestbredden" (engelsk). Hentet 12. december 2007. {{cite web}}: Ekstern henvisning i |first= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  213. ^ Bosættelsesinformation, Foundation for Middle East Peace. "Israelsk bosættelsesbefolkning 1972-2006" (engelsk). Arkiveret fra originalen 18. november 2008. Hentet 12. december 2007. {{cite web}}: Tjek |first= (hjælp)
  214. ^ Bosættelsesinformation, Foundation for Middle East Peace. "Bosættelser på Golanhøjderne" (engelsk). Arkiveret fra originalen 26. august 2013. Hentet 12. december 2007.
  215. ^ Bosættelsesinformation, Foundation for Middle East Peace. "Bosættelser i Østjerusalem" (engelsk). Arkiveret fra originalen 18. januar 2010. Hentet 12. december 2007.
  216. ^ Bosættelsesinformation, Foundation for Middle East Peace. "Bosættelser på Gazastriben" (engelsk). Arkiveret fra originalen 26. august 2013. Hentet 12. december 2007.
  217. ^ Friedberg, Rachel M. (november 2001). "Påvirkelsen masseimmigration på det israelske arbejdsmarked". The Quarterly Journal of Economics: 1373. Hentet 2009-04-04.
  218. ^ "Sammenligner uddannelsesstatistik fra hele verden" (pdf). Global Education Digest 2004. UNESCO Institute for Statistics. 2004. s. 75, 77. Hentet 4. august 2007.
  219. ^ "Menneskelig udviklingsindikatorer". Human Development Report 2008. Forende Nationer. 2008. Arkiveret fra originalen 27. februar 2009. Hentet 17. april 2009.
  220. ^ ED250227 – Israelske skoler: Religiøse og sekulære problemer.
  221. ^ Kashti, Or; Shahar Ilan (19. juli 2007). "Knesset øger skoleslutalder til 18". Haaretz. Hentet 5. august 2007.
  222. ^ "Sammendrag af de principielle love relateret til uddannelse". Israels udenrigsminister. 26. januar 2003. Arkiveret fra originalen 28. juni 2012. Hentet 4. august 2007.
  223. ^ a b "Education" (pdf). Udenlændingsmodtagelseministeriet. Arkiveret (PDF) fra originalen 7. august 2007. Hentet 5. august 2007.
  224. ^ "Det israelske afgangscertifikat". United States-Israel Educational Foundation via the University of Szeged University Library. januar 1996. Arkiveret fra originalen 15. september 2017. Hentet 5. august 2007.
  225. ^ "Elever i tolvte klasse, afgangseksamener og tituleret med certifikat" (PDF). Israels statistiske centralbureau. Arkiveret fra originalen (PDF) 2. juli 2007. Hentet 2. februar 2007.
  226. ^ "Højere uddannelse i Israel". Israels ambassade i Washington, DC. Hentet 10. september 2007.
  227. ^ "Om biblioteket". Det jødiske national- og universitetsbibliotek. Arkiveret fra originalen 21. april 2007. Hentet 5. august 2007.
  228. ^ "Top 500 World Universities (1-100)". 2006. Arkiveret fra originalen 23. oktober 2007. Hentet 2. juli 2007.
  229. ^ "The World's Top 200 Universities". International Comparisons. Times Higher Education Supplement. 6. oktober 2006. Hentet 4. august 2007.
  230. ^ a b "Top ti begrundelser for at investere i Israel". Israeli Consulate, New York City. Arkiveret fra originalen den 16. juli 2007. Hentet 1. august 2007.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link)
  231. ^ "Israel: IT Workforce". Information Technology Landscape in Nations Around the World. American University. Hentet 14. august 2007.
  232. ^ "Israelsk professor deler Nobelprisen i økonomi for 2005". Israels udenrigsminister. 5. oktober 2005. Hentet 4. august 2007.
  233. ^ Heylin, Michael (27. november 2006). "Globaliseringen af videnskab går videre". Chemical & Engineering News. American Chemical Society. s. 26-31. Hentet 21. august 2007.
  234. ^ Gordon, Evelyn (24. august 2006). "Sparker den globale olievane". The Jerusalem Post. Hentet 4. august 2007.
  235. ^ "The Law of Return". Knesset. Hentet 14. august 2007.
  236. ^ Elazar, Daniel J. "Religion i Israel: En konsensus for jødisk tradition". Jerusalem Center for Public Affairs. Hentet 6. september 2007.
  237. ^ Israels statistiske centralbureau, Israels regering. "Befolkning ved religion og befolkningsgrupper" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 5. november 2015. Hentet 6. august 2007.
  238. ^ "Nationale befolkningsestimater" (PDF). Israels statistiske centralbureau. s. 27. Hentet 6. august 2007.
  239. ^ "The Bahá'í World Centre: Focal Point for a Global Community". The Bahá'í International Community. Hentet 2. februar 2007.
  240. ^ "Lærer troen i Israel". Bahá'í Library Online. 23. juni 1995. Arkiveret fra originalen 26. september 2011. Hentet 6. august 2007.
  241. ^ a b c Yehiel Limor (16. oktober 2000). "The Printed Media: Israel's Newspapers" (engelsk). Israels udenrigsministerium. Hentet 22. april 2008.
  242. ^ a b "The press in Israel" (engelsk). BBC News. 8. maj 2006. Hentet 22. april 2008.
  243. ^ "… traditionally robust and independent", oversættelse af dansk Wikipedia
  244. ^ "About us" (engelsk). The Jerusalem Post. Arkiveret fra originalen 16. november 2008. Hentet 22. april 2008.
  245. ^ "Outcry Erupts at The Jerusalem Post Over New Publisher's Editorial Bent" (engelsk). The New York Times. 2. januar 1990. Hentet 22. april 2008.
  246. ^ a b "CIA World Factbook - Israel". The World Factbook. Arkiveret fra originalen 25. december 2018. Hentet 2. maj 2008.
  247. ^ "Crime in Israel – in 2003" (engelsk). Israels politi. Arkiveret fra originalen 3. oktober 2003. Hentet 22. april 2008.
  248. ^ a b c d "Israel struggles to keep lid on crime" (engelsk). BBC News. 7. juni 2004. Hentet 22. april 2008.
  249. ^ "We do not have organised crime in Israel. We have criminals who are organised." Oversættelse af dansk Wikipedia for anledningen
  250. ^ a b "Organised crime plagues Israel" (engelsk). Australian Broadcasting Corporation. 2. december 2005.
  251. ^ "Immigration and Social and Cultural Diversity Among the Jewish Population" (engelsk). International Youth Foundation. Arkiveret fra originalen 10. oktober 2007. Hentet 6. september 2007.
  252. ^ "Jødiske festivaler og mindedage i Israel" (engelsk). Israels udenrigsministerium. Hentet 16. september 2007.
  253. ^ Ran, Ami (25. august 1998). "Encounters: The Vernacular Paradox of Israeli Architecture" (engelsk). Israels udenrigsministerium. Hentet 6. september 2007.
  254. ^ Brinn, David (23. oktober 2005). "Israelske, palæstinensiske og jordanske DJ's holder fredsbro" (engelsk). Israel21c. Hentet 16. september 2007.
  255. ^ Dolev, Yael. "Nogle tanker om israelsk madlavning". University of Michigan Integrative Medicine (engelsk). The University of Michigan. Arkiveret fra originalen 23. januar 2008. Hentet 6. september 2007.
  256. ^ "Depositing Books to The Jewish National & University Library". Jewish National and University Library. Arkiveret fra originalen 1. juli 2007. Hentet 21. august 2007.
  257. ^ "Israelsk bogstatistik for 2006" (engelsk). Det jødiske national- og universitetsbibliotek. Arkiveret fra originalen 29. juni 2007. Hentet 12. august 2007.
  258. ^ "Nobels litteraturpris 1966" (engelsk). Nobel-stiftelsen. Hentet 12. august 2007.
  259. ^ Broughton Ellingham Trillo 1999 s. 365–9
  260. ^ "Israel". World Music (engelsk). National Geographic Society. Hentet 13. august 2007.
  261. ^ "Israeli Folk". World Music (engelsk). National Geographic Society. Arkiveret fra originalen 10. august 2007. Hentet 13. august 2007.
  262. ^ Israel Arkiveret 30. november 2007 hos Wayback Machine Encarta 2007 præsenterede 2007-08-13
  263. ^ Davis, Barry (5. februar 2007). "Israel Philharmonic Orchestra fejrer 70-års jubilæum" (engelsk). Israels udenrigsministerium (fra Israel21c). Arkiveret fra originalen 28. juni 2012. Hentet 13. august 2007.
  264. ^ "Israel". Eurovision Song Contest (engelsk). Eurovision Broadcasting Union. Hentet 13. august 2007.
  265. ^ "Om os" (engelsk). Red Sea Jazz Festival. Arkiveret fra originalen 31. oktober 2007. Hentet 17. april 2007.
  266. ^ "התיאטרון הלאומי הבימה" (hebraisk). Habima National Theatre. Hentet 13. august 2007.
  267. ^ a b "Om museet" (engelsk). The Israel Museum, Jerusalem. Arkiveret fra originalen 4. august 2012. Hentet 13. august 2007.
  268. ^ "Shrine of the Book" (engelsk). The Israel Museum, Jerusalem. Arkiveret fra originalen 26. maj 2012. Hentet 13. august 2007.
  269. ^ "Om Yad Vashem: Yad Vashem-biblioteket" (engelsk). Yad Vashem. Arkiveret fra originalen 17. februar 2007. Hentet 13. august 2007.
  270. ^ "Museumsinformation". Beth Hatefutsoth. Hentet 13. august 2007.
  271. ^ Griver, Simon (juni 1999). "Sport i Israel". Jewish Virtual Library. Arkiveret fra originalen 8. september 2008. Hentet 13. august 2007.
  272. ^ Torstrick 2004 s. 141. "The two most popular spectator sports in Israel are soccer and basketball."
  273. ^ "Basketball Super League Profile". Winner Basketball Super League. Hentet 13. august 2007.
  274. ^ Bouskila, Daniel (13. maj 2005). "Israel Wins More Than Hoop Crown". The Jewish Journal. Arkiveret fra originalen 11. juni 2008. Hentet 21. august 2007.
  275. ^ "World Team Championship i Beer Sheva, Israel". World Chess Federation. 1. november 2005. Hentet 13. august 2007.
  276. ^ Levy, Marissa (10. oktober 2007). "Local grandmaster takes second place at World Chess Championship". The Jerusalem Post. Hentet 11. oktober 2007.
  277. ^ "Olympiske medaljevindere (under Europa/Israel)". International Olympic Committee. Hentet 13. august 2007.

Litteratur

redigér
  • Abadi, Jacob (2004), Israel's Quest for Recognition and Acceptance in Asia: Garrison State Diplomacy, Routledge, ISBN 0714655767
  • Ausubel, Natan (1964), The Book of Jewish Knowledge, New York, New York: Crown Publishers, ISBN 051709746X
  • Barton, John; Bowden, Julie (2004), The Original Story: God, Israel and the World, Wm. B. Eerdmans Publishing Company, ISBN 0802829007
  • Best, Anthony (2003), International History of the Twentieth Century, Routledge, ISBN 0415207398
  • Bregman, Ahron (2002), A History of Israel, Palgrave Macmillan, ISBN 0333676319
  • Broughton, Simon; Ellingham, Mark; Trillo, Richard (1999), World Music: The Rough Guide, Rough Guides, ISBN 1858286352
  • Cole, Tim (2003), Holocaust City: The Making of a Jewish Ghetto, Routledge, ISBN 0415929687
  • Crowdy, Terry (2006), The Enemy Within: A History of Espionage, Osprey Publishing, ISBN 1841769339
  • Dekmejian, R. Hrair (1975), Patterns of Political Leadership: Egypt, Israel, Lebanon, State University of New York Press, ISBN 087395291X
  • Friedland, Roger; Hecht, Richard (2000), To Rule Jerusalem, University of California Press, ISBN 0520220927
  • Gelvin, James L. (2005), The Israel-Palestine Conflict: One Hundred Years of War, Cambridge University Press, ISBN 0521852897
  • Gilbert, Martin (2005), The Routledge Atlas Of The Arab-Israeli Conflict (8th udgave), Routledge, ISBN 0415359007
  • Goldreich, Yair (2003), The Climate of Israel: Observation, Research and Application, Springer, ISBN 030647445X
  • Hamilton, Victor P. (1995), The Book of Genesis (2nd revised udgave), Wm. B. Eerdmans Publishing Company, ISBN 0802823092
  • Harkavy, Robert E.; Neuman, Stephanie G. (2001), Warfare and the Third World, Palgrave Macmillan, ISBN 0312240120
  • Henderson, Robert D'A. (2003), Brassey's International Intelligence Yearbook (2003 udgave), Brassey's Inc., ISBN 1574885502
  • Herzl, Theodor (1946), The Jewish State, American Zionist Emergency Council, ISBN 0486258491
  • Jacobs, Daniel (1988), Israel and the Palestinian Territories: The Rough Guide (2nd revised udgave), Rough Guides, ISBN 1858282489
  • Kellerman, Aharon (1993), Society and Settlement: Jewish Land of Israel in the Twentieth Century, State University of New York Press, ISBN 0791412954
  • Kornberg, Jacques (1993), Theodor Herzl: From Assimilation to Zionism, Indiana University Press, ISBN 0253332036
  • Liebreich, Fritz (2005), Britain's Naval and Political Reaction to the Illegal Immigration of Jews to Palestine, 1945–1948, Routledge, ISBN 0714656372
  • Lustick, Ian (1988), For the Land and the Lord: Jewish Fundamentalism in Israel, Council on Foreign Relations Press, ISBN 0876090366
  • Mazie, Steven (2006), Israel's Higher Law: Religion and Liberal Democracy in the Jewish State, Lexington Books, ISBN 0739114859
  • Morçöl, Göktuğ (2006), Handbook of Decision Making, CRC Press, ISBN 1574445480
  • Mowlana, Hamid; Gerbner, George; Schiller, Herbert I. (1992), Triumph of the Image: The Media's War in the Persian Gulf — A Global Perspective, Westview Press, ISBN 0813316103
  • Romano, Amy (2003), A Historical Atlas of Israel, The Rosen Publishing Group, ISBN 0823939782
  • Reveron, Derek S.; Murer, Jeffrey Stevenson (2006), Flashpoints in the War on Terrorism, Routledge, ISBN 0415954908
  • Rosenzweig, Rafael (1997), The Economic Consequences of Zionism, T Brill Academic Publishers, ISBN 9004091475
  • Rummel, Rudolph J. (1997), Power Kills: Democracy As a Method of Nonviolence, Transaction Publishers, ISBN 0765805235
  • Scharfstein, Sol (1996), Understanding Jewish History, KTAV Publishing House, ISBN 0881255459
  • Shindler, Colin (2002), The Land Beyond Promise: Israel, Likud and the Zionist Dream, I.B.Tauris Publishers, ISBN 186064774X
  • Skolnik, Fred (2007), Encyclopedia Judaica, vol. 9 (2nd udgave), Macmillian, ISBN 0028659287
  • Smith, Derek (2006), Deterring America: Rogue States and the Proliferation of Weapons of Mass Destruction, Cambridge University Press, ISBN 0521864658
  • Stein, Leslie (2003), The Hope Fulfilled: The Rise of Modern Israel, Greenwood Press, ISBN 0275971414
  • Stendel, Ori (1997), The Arabs in Israel, Sussex Academic Press, ISBN 1898723230
  • Stone, Russell A.; Zenner, Walter P. (1994), Critical Essays on Israeli Social Issues and Scholarship, SUNY Press, ISBN 0791419592
  • Torstrick, Rebecca L. (2004), Culture and Customs of Israel, Greenwood Press, ISBN 0313320918
  • Wenham, Gordon J. (1994), Word Biblical Commentary, vol. 2 (Genesis 16-50), ISBN 0849902010

Eksterne henvisninger

redigér
Regering
Generelle referencer
Medier
Andet
 Søsterprojekter med yderligere information:
  Wikinews: Shimon Peres discusses the future of Israel – relateret nyhedssag på engelsk

31°N 35°Ø / 31°N 35°Ø / 31; 35

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Israel&oldid=11892704"