Spring til indhold

Første tyrkiske belejring af Wien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Første tyrkiske belejring af Wien
Del af Tyrkerkrigene
Osmannerne uden for Wien år 1529, af Pieter Snayers
Osmannerne uden for Wien år 1529, af Pieter Snayers
Dato 27. september-14. oktober 1529
Sted Wien, Østrig
Resultat Østrigsk/Habsburgsk sejr
Parter
Østrig Østrig med soldater fra Bøhmen, Tyskland og Spanien Osmanniske Rige Osmanniske rige med Zápolyas ungarske styrke
Moldavien
Ledere
Wilhelm von Roggendorf, Niklas Graf Salm † Süleyman I
Styrke
c. 17.000 [1] c. 120.000 [2]
Tab
Vides ikke, men mange deltagende blev dræbt[3] Vides ikke, men større tab end Habsburgernes

Den første tyrkiske belejring af Wien i 1529 var det første forsøg fra det osmanniske rige under sultan Süleyman I på at overtage den østrigske by Wien. Belejringen var det Osmanniske riges højdepunkt på dets ekspansion mod vest til Centraleuropa, hvorefter 150 års spændinger fulgte, som kulminerede i den anden tyrkiske belejring af Wien med det endelige slag ved Wien i 1683.[4]

Nogle historikere er af den opfattelse, at Süleymans eneste mål i 1529 var at genetablere den osmanniske kontrol over Ungarn, og at beslutningen om at angribe Wien så sent på året var halsløst.[5]

Baggrund

[redigér | rediger kildetekst]

I august 1526 havde sultan Suleiman 1. slået den ungarske konge Ludvig 2. i Slaget ved Mohács. Osmannerne fik kontrol med den sydlige del af Ungarn alt imens den østrigske ærkehertug, Ferdinand af Habsburg, bror til Kejser Karl V, krævede den ungarske trone på vegne af sin kone, Anna Jagellonica, søster til den barnløse Ludvig 2. Ferdinand vandt kun anerkendelse i det vestlige Ungarn; en adelsmand Johan Zápolya i Transsylvanien i Nordøstungarn udfordrede ham og blev anerkendt som konge af Süleyman til gengæld for, at han var vasal af det osmanniske rige.

Rigsdagen i Bratislava valgte 26. oktober[6] Ferdinand som konge af Ungarn gennem hans giftermål med Ludvigs søster og siden hans egen søster, Ludvigs enke. Ferdinand drog ud for at styrke sit krav på Ungarn og vandt Buda.[7] Disse gevinster var kortlivede og allerede i 1529 genvandt osmannerne alt det, Ferdinand havde vundet i 1527 og 28 gennem et modangreb.[8]

Den osmanniske hær

[redigér | rediger kildetekst]

I foråret 1529 samlede Süleymnan en enorm hær på mellem 120.000 og 300.000 mænd (tyrkere, serbere, moldavienere). Den osmanniske hær bestod både af spahi, elitesoldater og kristne ungarere, der skulle kæmpe for deres nye tyrkiske herre.

Süleyman startede den 10. maj 1529 og fik modgang fra starten. Forårsregnen, som er karakteristisk for det sydøstlige Europa, var særligt kraftig det år. Det skabte store oversvømmelser i Bulgarien og gjorde vejene ufremkommelige. I den forbindelse mistede hæren flere tunge våben og kameler.

Süleyman kom til Osijek 6. august. Den 18. august mødtes han ved Mohács med kavaleri anført af Johan Zápolya, som hjalp ham til generobringen af mange fæstninger, der var gået tabt i slaget ved Mohács til østrigerne, inklusiv Buda, som faldt d. 8. september. Den eneste virkelige modstand kom i Bratislava, hvor den tyrkiske flåde blev bombarderet, da den sejlede op af Donau.

Forsvarsforanstaltninger

[redigér | rediger kildetekst]
Stephansdom i Wien

Da osmannerne fremturede, begyndte wienerne at forberede deres forsvar. Deres beslutsomhed blev styrket af nyhederne om slaget ved Buda tidligt i september. Ferdinand I havde trukket sig tilbage i sikkerhed i det habsburgske Bøhmen for at bede sin bror kejser Karl V om hjælp. Han var imidlertid så presset på grund af sin krig mod Frankrig, at han kun kunne undvære nogle få spanske fodfolk til sagen.

Wilhelm von Roggendorf havde ansvaret for tropperne i Wien, og han lod den operationelle kommando gå til grev Niklas Salm på 70-år, der havde udmærket sig ved Slaget ved Pavia i 1529. Salm kom til Wien med en styrke med tyske landsknægte og de spanske musketerer.

De gik i gang med at styrke de 300 år gamle mure omkring Stephansdom, der blev hovedkvarter for Salm. For at være sikker på, at byen kunne klare en længere belejring forstærkede de bymurene og blokerede de fire byporte.

Belejringen

[redigér | rediger kildetekst]
Sultan Süleyman I

Den osmanniske hær som ankom til Wien sidst i september var i ringe stand efter den lange tur til østrigsk territorium. Süleyman havde mistet mange kameler, våben og soldater ved den lange march. De, der var klar til at kæmpe, var mest spahi, som ikke var egnede til belejringer. Sultanen sendte tre velklædte østrigske fanger til forhandling ved byportene for at få byen til at overgive sig. Salm sendte tre muslimer tilbage uden nogle instrukser.

Derefter begyndte det tyrkiske artilleri at bombardere bymurene, men formåede ikke at ødelægge dem. Deres bueskytter klarede sig bedre, men med ringe resultat.

Da den tyrkiske hær kom på plads, gik garnisonen ud for at finde miner og udføre modangreb, hvorved den nær fangede Ibraham Pasha, en tyrk med kommando. Østrigerne fandt flere miner og den 6. oktober sendte de 8.000 mand ud for at angribe de osmanniske mineoperationer, hvorved mange miner blev destrueret, men de led tab og var tvunget til atter at trække tilbage bag murene.

Landsknechte, 1530

Det regnede igen d. 11. oktober, og med den fejlslagne minestrategi var chancerne for en hurtig tyrkisk sejr ringe. Ydermere var tyrkerne ved at løbe tør for foder til hestene. Og desertering, sygdom og andre problemer prægede styrkerne mere og mere. Selv elitetropperne gav nu udtryk for utilfredshed med slagets gang. Derfor havde Süleyman ikke andet alternativ end at befale retræte. Han holdt råd den 12. oktober og besluttede et sidste angreb med løfte om ekstra belønninger. Men det angreb blev slået tilbage, da forsvarenes arkebuser og lange spyd forhindrede osmannerne i at komme inden for murene.

Usædvanlig meget sne efter årstiden hjalp til at gøre den tyrkiske retræte til en katastrofe: de mistede meget udstyr og artilleri. Deres flåde blev igen angrebet ved Bratislava, hvor de igen led tab.

Efterspil

[redigér | rediger kildetekst]

Nogle historikere tror, at Süleymans sidst angreb ikke var et reelt forsøg på at overtage byen, men blot at gøre mest mulig skade på den, så den ville være svækket til et senere angreb, en taktik der havde virket fremragende ved Buda i 1526. Han startede sin anden kampagne i 1532, men blev holdt længe tilbage for at tage en vestungarsk fæstning, hvorefter vinteren var nær og Karl V havde fået øje på Wiens sårbarhed og samlede 80.000 mand.[9] I stedet for at fortsætte den planlagte belejring trak de invaderende tropper sig tilbage til Steiermark. De to kampagner beviste, at Wien var placeret på den yderste grænse af osmanniske muligheder.[10] Hæren havde brug for at overvintre i Konstantinopel, så den kunne komme sig oven på stridighederne og rekruttere nye folk til næste års angreb.

Süleymans retræte var ikke en fuldstændig fiasko. Togtet understregede den osmanniske kontrol af det sydlige Ungarn og skabte mange ødelæggelser i det Habsburgske Ungarn og i de østrigske lande. Det gjorde, at Ferdinand ikke kunne yde et tilstrækkeligt modangreb.

Invasionen og den klimaet havde stor indvirkning på begge styrker og titusindvis af soldater og civile blev dræbt og endnu flere blev solgt til slaveri. Belejringen markerede enden på den tyrkiske ekspansion i Europa, og var måske begyndelsen til rigets tilbagetrækning fra hele den vestlige verden.

Ferdinand I rejste et monument for grev Niklas Salm, som var blevet såret ved det sidste osmanniske angreb og døde 4. maj 1530, for at udtrykke sin taknemmelighed for Wiens forsvarer. Salms renæssancesarkofag kan ses i Votivkirche i Wien. Ferdinands søn Maximilian 2. byggede et sommerpalads på stedet hvor Süleymans telt havde stået.

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Turnbull says the garrison was "over 16,000 strong". The Ottoman Empire, p 50; Keegan and Wheatcroft suggest 17,000. Who's Who in Military History, p 283; Some estimates are just above 20,000, for example: "Together with Wilhelm von Roggendorf, the Marshal of Austria, Salm conducted the defense of Vienna with 16,000 regulars and 5,000 militia." Dupuy, Trevor, et al, The Encyclopedia of Military Biography, p 653.
  2. ^ Turnbull suggests Suleiman had "perhaps 120,000" troops when he reached Osijek on 6 August. The Ottoman Empire, p 50; Christopher Duffy suggests "Suleiman led an army of 125,000 Turks". Siege Warfare: Fortresses in the Early Modern World 1494-1660, p 201. For higher estimates, see further note on Suleiman's troops.
  3. ^ Turnbull, Stephen. The Ottoman Empire 1326 – 1699. New York: Osprey, 2003.pg 51
  4. ^ "The failure of the first [siege of Vienna] brought to a standstill the tide of Ottoman conquest which had been flooding up the Danube Valley for a century past." Toynbee, p 119; "The expedition had been successful at least politically. Suleiman had driven Ferdinand out of Hungary and installed in his place an obedient vassal. But more significant was the fact that a Turkish army had been beaten back before the walls of Vienna by a force much inferior in numbers. This may be considered the beginning of the end of Ottoman military superiority…at Vienna Suleiman discovered that western artillery was equal to his own and that Austrian and Spanish foot soldiers with their harquebuses and long pikes, were, if anything, superior to his janissaries." Stavrianos, p 77; "Sitting outside the Hapsburg capital, with his army beset by seemingly insurmountable logistical problems, Suleiman was brought to conclude that the Ottoman Empire could expand no further into Europe, that Muslim expansionism in Eurasia had reached, indeed had probably extended beyond its destined territorial limits." Sicker, p 1-2.
  5. ^ It was an "afterthought towards the end of a season of campaigning". Riley-Smith, p 256; "A last minute decision following a quick victory in Hungary". Shaw and Shaw, p 94; Other historians, for example Stephen Turnbull, regard the suppression of Hungary as the calculated prologue to an invasion further into Europe: "John Szapolya [sic] became a footnote in the next great Turkish advance against Europe in the most ambitious campaign of the great Sultan’s reign." Turnbull, p 50.
  6. ^ Turnbull, Stephen. The Ottoman Empire 1326 – 1699. New York: Osprey, 2003. pg 49
  7. ^ Turnbull, Stephen. The Ottoman Empire 1326 – 1699. New York: Osprey, 2003. pg 49 – 50
  8. ^ Turnbull, Stephen. The Ottoman Empire 1326 – 1699. New York: Osprey, 2003. pg 51
  9. ^ Tracy, p 140.
  10. ^ Riley-Smith, p 256.

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Chirot, Daniel, The Origins of Backwardness in Eastern Europe, 1980, ISBN 0-520-07640-0
  • Duffy, Christopher, Siege Warfare: Fortresses in the Early Modern World 1494-1660, Routledge, 1996, ISBN 0-415-14649-6
  • Dupuy, Trevor.N., Curt Johnson, and David.L.Bongard, The Encyclopedia of Military Biography, I.B.Tauris & Co. Ltd., 1992, ISBN 1-85043-569-3
  • Fisher, Sydney Nettleton, The Middle East: A History, Knopf, 1979 3rd ed, ISBN 0-394-32098-0
  • Kann, Robert Adolf, A History of the Habsburg Empire: 1526-1918, University of California Press, 1980, ISBN 0-520-04206-9
  • Keegan, John, and Andrew Wheatcroft, Who's Who in Military History: From 1453 to the Present Day, Routledge (UK), 1996, ISBN 0-415-12722-X
  • Louthan, Howard, The Quest for Compromise: Peacemakers in Counter-Reformation Vienna, 1997, Cambridge University Press, ISBN 0-521-58082-X
  • Lyber, Albert Howe, The Government of the Ottoman Empire in the Time of Suleiman the Magnificent, Harvard University Press, 1913
  • Murphey, Rhoads, Ottoman Warfare 1500-1700, Rutgers University Press, 1999, ISBN 0-8135-2685-X
  • Riley-Smith, Jonathan, The Oxford History of the Crusades, Oxford University Press, ISBN 0-19-280312-3
  • Shaw, Stanford Jay, and Ezel Kural Shaw, History of the Ottoman Empire and Modern Turkey, Cambridge University Press, 1977, ISBN 0-521-29163-1
  • Sicker, Martin, The Islamic World in Decline: from the Treaty of Karlowitz to the Disintegration of the Ottoman Empire, Praeger/Greenwood, 2000, ISBN 0-275-96891-X
  • Spielman, John Philip, The City and the Crown: Vienna and the Imperial Court, Purdue University Press, 1993, ISBN 1-55753-021-1
  • Toynbee, Arnold, A Study of History, Oxford University Press, 1987 edition, ISBN 0-19-505080-0
  • Turnbull, Stephen, The Ottoman Empire: 1326-1699, Osprey Publishing, 2003, ISBN 1-84176-569-4
  • Tracy, James. D., Europe's Reformations: 1450-1650, Rowman and Littlefield, 2006, ISBN 0-7425-3789-7
  • Walton, Mark.W., George.F.Nafziger, and Laurent.W.Mbanda, Islam at War: A History, Praeger/Greenwood, 2003, ISBN 0-275-98101-0

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Første_tyrkiske_belejring_af_Wien&oldid=11682662"