Friedrich Adolf Trendelenburg
 | Denne artikel bør formateres, som det anbefales i Wikipedias stilmanual. (september 2012) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
| Friedrich Adolf Trendelenburg Vestlig filosofi Romantikken | |
|---|---|
ukendt | |
| Personlig information | |
| Født | Friedrich Adolf Trendelenburg  30. november 1802 Eutin, Slesvig-Holsten, Tyskland |
| Død | 24. januar 1872 (69 år) Berlin, Tyskland |
| Nationalitet |  |
| Far | Friedrich Wilhelm Trendelenburg[1] |
| Barn | Friedrich Trendelenburg |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Leipzig Universitet (1823-1824), Christian-Albrechts-Universität (1822-1823), Friedrich-Wilhelms-Universität zu Berlin (1824-1826) |
| Elev af | Carl Leonhard Reinhold, Johann Erich von Berger, Carl Ritter, August Boeckh, Heinrich Steffens med flere |
| Hovedfag | historievidenskab, klassisk filologi, filosofi |
| Medlem af | Det Preussiske Videnskabsakademi, American Academy of Arts and Sciences (fra 1861), Bayerische Akademie der Wissenschaften (fra 1859) |
| Beskæftigelse | Pædagog, universitetsunderviser, forfatter, filosof |
| Fagområde | Aristoteles, Immanuel Kant |
| Arbejdsgiver | Friedrich-Wilhelms-Universität zu Berlin |
| Elever | Karl Kühn[2], Franz Brentano, Hermann Bonitz |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Pour le Mérite for videnskab og kunst (1872), Fellow of the American Academy of Arts and Sciences (fra 1861) |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Friedrich Adolf Trendelenburg (født 30. november 1802 i Eutin, død 24. januar 1872 i Berlin) var en tysk filosof.
Trendelenburg studerede filosofi og filologi i Kiel, Leipzig og endelig i Berlin, hvor han tog doktorgraden og 1833 udnævntes til professor. Tredendelenburg var en fremragende forsker af Filosofiens historie, særlig den græske; 1833 udgav han Aristoteles’ skrift om Sjælen, og 1837 sine Elementa logices Aristotelicæ (mange senere Udg.; bearbejdet på tysk under titlen Erläuterungen zu den Elementen der aristotelischen Logik [1842]; hans betydeligste historiske arbejde er Historischen Beiträge zur Philosophie, I—III (1856—67), i hvis første bind findes Kategorilærens Historie. Ved sin historiske sans stod Tredendelenburg Hegelianismen nær, men ellers har han nået sin største berømmelse ved en overordentlig klar og skarpsindig kritik af den Hegelske Logik. Som få andre har Tredendelenburg gennem sit erkendelsesteoretiske hovedværk Logische Untersuchungen, I—II (1840; 3. Udg. 1870) rejst de teoretiske problemer, hvis behandling førte ud over spekulationen og banede vej for den kritiske filosofi i 19. århundredes sidste halvdel. Sit eget system har Tredendelenburg for største delen bygget på Aristoteles, og han mener, skønt han tager afstand fra romantikernes naturfilosofi, som disse at kunne hævde en teleologisk naturopfattelse i lighed med den aristoteliske. I sit etiske hovedværk Naturrecht auf dem Grunde der Ethik (1860; ændret udgave 1868) går han, som i sine teoretiske arbejder, tilbage til den antikke filosofi og kommer herved også til at stå den Hegelske Etik nær. Blandt hans øvrige Skrifter må fremhæves Die sittliche Idee des Rechts (1849) og Kleine Schriften, I—II (1870). For den danske litteratur har Tredendelenburg fået en vis betydning ved sin Indflydelse på Søren Kierkegaards kritik af den Hegelske Metafysik (særlig afsluttende uvidenskabelig efterskrift [1846]).
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |