Mikladalur


Kalsoy	Placering

Postnummer

FO 797

Kommune

Klaksvík

Befolkning

29 (2015)

Areal

9 km²

Markatal

24

websted

?

Beliggenhed

N 62° 20' 9 W 6° 45' 50

Mikladalur er en bygd med 27 indbyggere (2016) på den nordlige færøske ø Kalsoy og var indtil 2005, sammen med Trøllanes en selvstændig kommune, og er nu en del af Klaksvík Kommune. Mikladalur er Kalsoys største bygd og ligger på østkysten overfor Kunoy bygd på Kunoy. Der er tunnelforbindelse med Húsar i syd og Trøllanes i nord. Den 2.248 m lange tunnel til Trøllanes blev indviet 1985. 1990 havde bygden 60 indbyggere.

Den tidligere landingsplads (havnen) har stadig et delvist bevaret hejseværk, der tranporterede landingsgodset op til bygden, før tunnellerne til den nuværende færgehavn ved Syðradalur blev bygget.

I bygden har man restaureret en gammel kornmølle, en vandmølle, der kun behøver et minimum af vand for at fungere.

En gammel smedie med esse og bygdens gamle vaskeplads i åen ved siden af smedien er ligeledes bevaret.

Ovenfor bygden ligger den 1,5 ha store plantage Viðarlundin í Mikladali. Den blev anlagt 1953 og ejes af kommunen.

Den 1. august 2014 blev en statue til minde om sagnet om sælkvinden (Kópakonan) sat op i bygden Mikladalur med fjeldene og havet som baggrund. Den færøske billedhugger Hans Pauli Olsen har lavet statuen. Statuen står på det sted, hvor en sælkvinde i følge sagnet for nogle hundrede år siden steg op af havet og op på strandbredden ved Mikladalur.

Mikladalur Kirkja

Den første kirke i bygden er på skrift nævnt i 1646 og 1709. Den nuværende kirke blev indviet i 1859 og ombygget i 1915, ved at murene blev forhøjet. Nu står kirken hvidkalket med rødt bliktag og en tagrytter af træ over den vestlige ende. Den er beklædt med jernplader og har et rødt pyramidetag. Indvendig har kirken et malet tøndehvælv. I forhuset er der en knagerække med forskellige knager, da hver mand selv skulle snitte sin knage.

Altertavlen fra 1949, med teksten: "Herre hjælp os", er malet af J. Waagstein, Tórshavn, og viser en færøbåd i havsnød, med Jesus der stilner vandene. Altersølvet er fra omkring 1800.

Der er 9 kirkestole på hver side og seks på pulpituret. Kirkeskibet er en slup. Klokken er købt i København hos Gamst og Lunds eftf. i 1859.

Historie

Mikladalur blev første gang nævnt i Fårebrevet (Seyðabrævið) i 1298. I bogen Færøske Kongsbønder nævner Anton Degn alle fæsterne indtil 1584, og i tingbogen nævnes, at i 1646 blev der afholdt tinge i kirken og på kirkegården. Skolen i Mikladalur blev bygget i 1885. Fra 1870 til 1926 var der kun en lærer på øen, som på skift underviste i de fire bygder.

1210: Kong Sverres søn Erling forsøger at underlægge sig Færøerne. Det vil den norske konge, Inge Bårdsson ikke finde sig i, og sender folk til øerne for at opkræve skat og bekæmpe Erling. Der udkæmpes et slag ved Mikladalur, hvor Erling sejrer, men ved Skalafjørður lider han nederlag
1838: Den 20. maj ror en båd med 6 mand fra Mikladalur til Tórshavn. På tilbagevejen kæntrer båden i et uvejr ud for Norðragøta og alle seks omkommer
1985: Den 2248 m lange tunnel mellem Mikladalur og Trøllanes indvies og herefter er der vejforbindelse til alle øens bygder

Sagn

Páll Fangi

Den 9. juni 1657 blev Poul Johannesen fra Mikladalur dømt til fængsel og straffearbejde på Bremerholm i København for at have dræbt sin far. Han rømte hele tre gange fra Skansin i Tórshavn, før han nåede at blive sent til Danmark, og boede et helt år i fjeldene på Kalsoy. Han forsøgte til sidst at ro til Norge alene i en lille båd, men blev på grund af dårligt vejr var han tvunget til at returnere til Færøerne. Senere blev han taget til fange af sysselmanden for Nordoyar der huggede en grindekrog i ryggen på ham, da han forsøgte at svømme væk. Alle rømningsforsøgene resulterede i at han blev kendt som Páll fangi, «Pål fange».

Sælkvinden

En bondesøn fra Mikladalur tager en nøgen sælpiges hud, så hun ikke kan vende tilbage til havet, men er tvunget til at leve som hans kone, indtil hun mange år senere finder den nedlåste sælhud og langt om længe kan komme tilbage til sin hansæl, der i al den tid har ventet på hende ud for landingspladsen. Det siges, at bondesønnens og sælkvindens efterkommere har hænder, der minder om luffer. Senere skulle bygdens mænd på sælfangst. Natten før kommer sælkvinden i drømme til sin mand og beder ham skåne magen og deres to nyfødte sælunger. Hun siger, hvor i sælhulen de ligger, så at bonden skal kende dem. Manden gør stik modsat og dræber begge ungerne og magen. Derefter koger han kødet til aftensmad for sig og børnene. Nu kommer sælkvinden tilbage, denne gang i skikkelse af en frygtindgydende trold, og lover blodig hævn. Så mange mænd skal falde i fuglebjergene, drukne under fiskeri eller på anden måde omkomme udendørs, at de til sidst skal kunne omfavne hele Kalsoy. Dette antal skal man ikke have nået endnu.

Der findes et kvad med dette sagn som grundlag.