Nobels fredspris

Artiklen indgår i serien om

Nobelprisen

Alfred Nobel

Nobels mindepris i økonomi

Nobels fredspris er en af de fem priser som blev oprettet af svenskeren Alfred Nobel i hans testamente. Den uddeles af Den Norske Nobelkomite. Prisuddelingen foregår hvert år i december på Oslo Rådhus. Der afholdes også en særlig koncert i forbindelse med uddelingen, Nobels fredspriskoncert, som prismodtageren og prominente gæster overværer. Nobels fredspris anses for at være verdens mest prestigefulde pris.^[1]

De øvrige Nobelpriser uddeles af Nobelstiftelsen i Stockholm. Ved Alfred Nobels død 10. december 1896 var Norge og Sverige stadig i union, hvor Sverige alene styrede udenrigspolitikken. Nobel mente derfor, at risikoen for politisk korrumpering ville være mindre, såfremt Norge forestod fredsprisuddelingen.

Alfred Nobel stillede tre krav til fredsprisvinderne, og de skulle blot opfylde et af kravene. Det er to klare begreber: "reduktion af militærstyrker" og "gennemførelse af fredskongresser". Og så er der en tredje formulering som Nobelkomiteen ofte har valgt at tolke forholdsvis bredt: "nationernes forbrødring".

Nobelkomiteens forståelse af udtrykket "nationernes forbrødring" bliver kritiseret i bogen "Nobels vilje" skrevet af jurist og fredsforkæmperen Fredrik S. Heffermehl, udgivet i oktober 2008.^[2]

Prismodtagere

1939-1950

1939-1943: Ikke uddelt.
1944: Den internationale Røde Kors Komité (tildelt efterfølgende i 1945).
1945: Cordell Hull (USA) for initiativ til FN.
1946: Emily Greene Balch (USA), international præsident for Women's International League for Peace and Freedom: John Raleigh Mott (USA), formand for International Missionary Council og præsident for World Alliance of Young Men's Christian Associations
1947: Kvækerne (Vennernes Religiøse Samfund), repræsenteret af The Friends Service Council (Storbritannien) og The American Friends Service Committee (USA).
1948: Ikke uddelt. Priskomiteen gav som begrundelse, at der "ikke var nogen passende levende kandidat" - en henvisning til Mahatma Gandhi, der blev myrdet 30. januar 1948.^[3]
1949: Lord John Boyd Orr of Brechin (Storbritannien), direktør General Food and Agricultural Organization, præsident National Peace Council, præsident World Union of Peace Organizations.
1950: Ralph Bunche for mægling i Palæstina (1948).

1951-1960

1951: Léon Jouhaux (Frankrig), præsident for International Committee of the European Council, vice præsident for International Confederation of Free Trade Unions, vice præsident for World Federation of Trade Unions, medlem af ILO, FN delegeret.
1952: Albert Schweitzer (Frankrig) for grundlæggelsen af Lambarene Hospitalet i Gabon.
1953: George Catlett Marshall (USA) for Marshallplanen.
1954: FN's Flygtningehøjkommissariat
1955-1956: Ikke uddelt.
1957: Lester Bowles Pearson (Canada), præsident for den 7. FN-samling.
1958: George Henri Pire (Belgien), leder af l'Europe du Coeur au Service du Monde, en hjælpeorganisation for flygtninge.
1959: Philip J. Noel-Baker (Storbritannien), for hans livslange arbejde for international fred og samarbejde.
1960: Albert John Lutuli (Sydafrika), præsident for African National Congress.

1961-1970

Leopold Boissier, Præsident for International Committee of the Red Cross (midten) og John A. MacAulay, formand for League of Red Cross Societies (t.h.) under ceremonien i 1963, hvor Kong Olav også deltog.

1961: Dag Hammarskjöld (Sverige), generalsekretær for FN (tildelt efter hans død).
1962: Linus Carl Pauling (USA) for sin kampagne mod atomvåbenforsøg.
1963: Den internationale Røde Kors Komité, Geneve, Schweiz.: IFRC, Geneve.
1964: Martin Luther King Jr (USA), borgerrettighedsforkæmper.
1965: United Nations' Children's Fund (UNICEF)
1966-1967: Ikke uddelt.
1968: René Cassin (Frankrig), præsident for den europæiske menneskerettighedsdomstol.
1969: International Labour Organization (I.L.O.), Geneve.
1970: Norman Borlaug (USA), for forskning på International Maize and Wheat Improvement Center.

1971-1980

1971: Willy Brandt (Tyskland), for Vesttysklands Østpolitik, med en ny attitude overfor Østeuropa og Østtyskland.
1972: Ikke uddelt.
1973: Henry A. Kissinger (USA) og Le Duc Tho (Vietnam, afvist) for den vietnamesiske fredsaftale.
1974: Seán MacBride (Irland), præsident for Det internationale Fredskontor og FN's kommission for Namibia.: Eisaku Sato (Japan), premierminister.
1975: Andrej Sakharov (Sovjetunionen) for hans kampagne for menneskerettigheder.
1976: Betty Williams og Mairead Corrigan, stiftere af Bevægelsen for fred i Nordirland (senere omdøbt til Community of Peace People).
1977: Amnesty International, London, Det Forenede Kongerige.
1978: Mohamed Anwar El Sadat (Egypten) og Menachem Begin (Israel) for fredsforhandlingerne mellem Egypten og Israel.
1979: Mother Teresa (Indien) for hendes arbejde med at bringe hjælp til en lidende menneskehed.
1980: Adolfo Perez Esquivel (Argentina), menneskerettighedsleder.

1981-1990

1981: FN's Flygtningehøjkommissariat
1982: Alva Myrdal (Sverige) og Alfonso García Robles (Mexico), delegerede ved FN's samling for nedrustning.
1983: Lech Wałęsa (Polen), stifter af Solidarność (da. Solidaritet) og menneskerettighedsforkæmper.
1984: Biskop Desmond Mpilo Tutu (Sydafrika) for sit arbejde imod apartheid.
1985: International Physicians for the Prevention of Nuclear War, Boston, USA.
1986: Elie Wiesel (USA) for at tale imod vold, undertrykkelse og racisme.
1987: Oscar Arias Sanchez (Costa Rica) for igangsættelsen af fredsforhandlinger i Centralamerika.
1988: FN's fredsbevarende styrker, New York, USA.
1989: Tenzin Gyatso, den 14. Dalai Lama for at advokere for fredelige løsninger baseret på tolerance og respekt.
1990: Michail Sergejevitj Gorbatjov (Sovjetunionen) for hjælp til afslutningen af den kolde krig.

1991-2000

Yasser Arafat (Palæstina), Shimon Peres (Israel) og Yitzhak Rabin (Israel) modtog prisen i 1994.

1991: Aung San Suu Kyi (Burma), oppositionsleder og menneskerettighedsforkæmper.
1992: Rigoberta Menchú Tum (Guatemala), for arbejde for menneskerettigheder, specielt for oprindelige folkeslag.
1993: Nelson Mandela (Sydafrika) og Frederik Willem de Klerk (Sydafrika).
1994: Yasser Arafat (Palæstina), Shimon Peres (Israel) og Yitzhak Rabin (Israel).
1995: Joseph Rotblat (Polen/Storbritannien) og Pugwash-konferencen om videnskab og verdenshandel, for deres arbejde imod atomare våben.
1996: Carlos Filipe Ximenes Belo (Østtimor) og José Ramos Horta (Østtimor) for deres arbejde mod en retfærdig og fredelig løsning på Østtimor-konflikten.
1997: International Campaign to Ban Landmines (ICBL) og Jody Williams (VVAF) for deres arbejde med at få indført et forbud mod personellandminer.
1998: John Hume (Storbritannien) og David Trimble (Storbritannien) for deres arbejde for en fredelig løsning på konflikten i Nordirland.
1999: Læger uden Grænser, Bruxelles, Belgien.
2000: Kim Dae Jung (Sydkorea) for hans arbejde for demokrati og menneskerettigheder, og specielt for fred og genoptagelse af normale forbindelser med Nordkorea.

2001-2010

Barack Obama holder tale på Oslo Rådhus efter at have modtaget Fredsprisen.

2001: Forenede Nationer og deres generalsekretær Kofi Annan (Ghana)
2002: Jimmy Carter (USA) – tidligere amerikansk præsident, for hans årtier af vedvarende arbejde for at finde fredelige løsninger på internationale konflikter, fremme af demokrati og menneskerettigheder og for at fremme økonomisk og social udvikling.
2003: Shirin Ebadi (Iran) for hendes indsats for demokrati og menneskerettigheder. Hun har især fokuseret på rettighederne for kvinder og børn.
2004: Wangari Maathai for hendes bidrag til at fremme en økologisk bæredygtig social, økonomisk og kulturel udvikling i Kenya og Afrika.
2005: Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) og dets formand Mohamed ElBaradei.
2006: Den bangladeshiske bank Grameen Bank og dens stifter Muhammad Yunus.
2007: Al Gore og FN's Klimapanel
2008: Finlands ekspræsident og mangeårig FN-fredsmægler Martti Ahtisaari
2009: USA's præsident Barack Obama
2010: Liu Xiaobo (Kina)

2011-2020

2011: Ellen Johnson Sirleaf, Leymah Gbowee og Tawakkul Karman^[4]
2012: Den Europæiske Union^[5]
2013: Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben
2014: Kailash Satyarthi og Malala Yousafzai
2015: Den tunesiske kvartet for national dialog
2016: Juan Manuel Santos^[6]
2017: ICAN (International Campaign to Abolish Nuclear Weapons)^[7]
2018: Nadia Murad og Denis Mukwege for deres "bekæmpelse af seksuel vold og voldtægt brugt som våben i krig og væbnede konflikter"^[8]
2019: Abiy Ahmed "for hans bestræbelser efter at opnå fred og internationalt samarbejde, og især for hans afgørende initiativ til at løse grænsekonflikten med nabolandet Eritrea".^[9]
2020: World Food Programme "for dets kamp for at bekæmpe sult, for bidrag til at forbedre mulighederne for fred i konfliktfyldte områder og for at være drivkraft i indsatsen mod anvendelsen af sult som våben i krige og konflikter."^[10]

2021-2030

2021: Maria Ressa og Dmitry Muratov "for deres indsats for ytringsfrihed, som er en forudsætning for demokrati og varig fred".^[11]
2022: Ales Bialiatski, den russiske menneskerettighedsorganisation Memorial og den ukrainske menneskerettighedsorganisation Center for Civil Liberties.^[12]
2023: Narges Mohammadi for hendes "modige kamp for menneskerettigheder, frihed og demokrati i Iran".^[13]
2024: Nihon Hidankyō "for sit forsøg på at opnå en verden fri for atomvåben" og "for at demonstrere gennem øjenvidners beretninger, at atomvåben aldrig skal bruges igen".^[14]

De øvrige nobelpriser

Referencer

^ "Der findes nok ikke nogen mere internationalt respekteret hædersbevisning end den, som den stenrige svenske opfinder og våbenfabrikant Alfred Nobel grundlagde i slutningen af forrige århundrede. Nobels Fredspris". DR.dk.
^ Morten Fyhn (5. oktober 2008). "- Nobelprisen misbrukes!". Aftenposten. Hentet 2. april 2015.
^ Øyvind Tønnesson (1. december 1999). "Mahatma Gandhi, the missing laureate". Hentet 5. december 2018.
^ The Nobel Peace Prize 2011 nobelprize.org, hentet 7. oktober 2011
^ "The Nobel Peace Prize 2012". www.nobelprize.org. Hentet 2012-10-12.
^ Nobel peace prize 2016: committee say award is 'tribute to the Colombian people' - live | World news | The Guardian
^ Nissen, Maya (6. oktober 2017). "Bekæmper af atomvåben vinder Nobels fredspris". DR.
^ "Announcement" (PDF). The Nobel Peace Prize. Arkiveret fra originalen (PDF) 5. oktober 2018. Hentet 5. oktober 2018.
^ "Nobels Fredspris for 2019". www.nobelprize.org. Hentet 2019-10-11.
^ The Nobel Peace Prize 2020, www.nobelprize.org, hentet 9. oktober 2020
^ The Nobel Peace Prize 2021, www.nobelprize.org, hentet 12. december 2021
^ The Nobel Peace Prize 2022, www.nobelprize.org, hentet 10. oktober 2022
^ "Narges Mohammadi modtager Nobels fredspris". Politiken. 6. oktober 2023. Hentet 6. oktober 2023.
^ Olsson, Svein Vestrum (2024-10-11). "Organisasjonen Nihon Hidankyō får Nobels fredspris for 2024" (bokmål). Hentet 2024-10-11.

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Nobels fredspris
Den officielle liste: http://www.nobel.se/peace/laureates/index.html
Det Norske Nobelinstitutt Arkiveret 13. oktober 2013 hos Wayback Machine

[1] "Der findes nok ikke nogen mere internationalt respekteret hædersbevisning end den, som den stenrige svenske opfinder og våbenfabrikant Alfred Nobel grundlagde i slutningen af forrige århundrede. Nobels Fredspris". DR.dk.

[2] Morten Fyhn (5. oktober 2008). "- Nobelprisen misbrukes!". Aftenposten. Hentet 2. april 2015.

[3] Øyvind Tønnesson (1. december 1999). "Mahatma Gandhi, the missing laureate". Hentet 5. december 2018.

[4] The Nobel Peace Prize 2011 nobelprize.org, hentet 7. oktober 2011

[5] "The Nobel Peace Prize 2012". www.nobelprize.org. Hentet 2012-10-12.

[6] Nobel peace prize 2016: committee say award is 'tribute to the Colombian people' - live | World news | The Guardian

[7] Nissen, Maya (6. oktober 2017). "Bekæmper af atomvåben vinder Nobels fredspris". DR.

[8] "Announcement" (PDF). The Nobel Peace Prize. Arkiveret fra originalen (PDF) 5. oktober 2018. Hentet 5. oktober 2018.

[9] "Nobels Fredspris for 2019". www.nobelprize.org. Hentet 2019-10-11.

[10] The Nobel Peace Prize 2020, www.nobelprize.org, hentet 9. oktober 2020

[11] The Nobel Peace Prize 2021, www.nobelprize.org, hentet 12. december 2021

[12] The Nobel Peace Prize 2022, www.nobelprize.org, hentet 10. oktober 2022

[pol-13] "Narges Mohammadi modtager Nobels fredspris". Politiken. 6. oktober 2023. Hentet 6. oktober 2023.

[:0-14] Olsson, Svein Vestrum (2024-10-11). "Organisasjonen Nihon Hidankyō får Nobels fredspris for 2024" (bokmål). Hentet 2024-10-11.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]

[12]

[13]

[14]

v d r Modtagere af Nobels fredspris
1901–1925	Henry Dunant / Frédéric Passy (1901) Élie Ducommun / Charles Gobat (1902) Randal Cremer (1903) Institut De Droit International (1904) Bertha von Suttner (1905) Theodore Roosevelt (1906) Ernesto Moneta / Louis Renault (1907) Klas Arnoldson / Fredrik Bajer (1908) A. M. F. Beernaert / Paul Estournelles de Constant (1909) Det internationale Fredskontor (1910) Tobias Asser / Alfred Fried (1911) Elihu Root (1912) Henri La Fontaine (1913) Uddeltes ikke 1914-16. Den internationale Røde Kors Komité (1917) Uddeltes ikke 1918. Woodrow Wilson (1919) Léon Bourgeois (1920) Hjalmar Branting / Christian Lange (1921) Fridtjof Nansen (1922) Uddeltes ikke 1923-24. Austen Chamberlain / Charles Dawes (1925)
1926–1950	Aristide Briand / Gustav Stresemann (1926) Ferdinand Buisson / Ludwig Quidde (1927) Uddeltes ikke 1928. Frank B. Kellogg (1929) Nathan Söderblom (1930) Jane Addams / Nicholas Butler (1931) Uddeltes ikke 1932. Norman Angell (1933) Arthur Henderson (1934) Carl von Ossietsky (1935) Carlos Saavedra Lamas (1936) Robert Cecil (1937) Nansen International Office for Refugees (1938) Uddeltes ikke 1939-43. Den internationale Røde Kors Komité (1944) Cordell Hull (1945) Emily Balch / John Mott (1946) Friends Service Council / American Friends Service Committee (1947) Uddeltes ikke 1948. John Boyd Orr (1949) Ralph Bunche (1950)
1951–1975	Léon Jouhaux (1951) Albert Schweitzer (1952) George Marshall (1953) FN's Flygtningehøjkommissariat (1954) Uddeltes ikke 1955-56. Lester B. Pearson (1957) Georges Pire (1958) Philip Noel-Baker (1959) Albert Lutuli (1960) Dag Hammarskjöld (1961) Linus Pauling (1962) Den internationale Røde Kors Komité / IFRC (1963) Martin Luther King Jr. (1964) UNICEF (1965) Uddeltes ikke 1966-67. René Cassin (1968) International Labour Organization (1969) Norman Borlaug (1970) Willy Brandt (1971) Uddeltes ikke 1972. Lê Đức Thọ (afviste prisen) / Henry Kissinger (1973) Seán MacBride / Eisaku Satō (1974) Andrej Sakharov (1975)
1976–2000	Betty Williams / Mairead Corrigan (1976) Amnesty International (1977) Anwar Sadat / Menachem Begin (1978) Moder Teresa (1979) Adolfo Pérez Esquivel (1980) FN's Flygtningehøjkommissariat (1981) Alva Myrdal / Alfonso García Robles (1982) Lech Wałęsa (1983) Desmond Tutu (1984) International Physicians for the Prevention of Nuclear War (1985) Elie Wiesel (1986) Óscar Arias (1987) FN's fredsbevarende styrker (1988) Tenzin Gyatso (14. Dalai Lama) (1989) Mikhail Gorbatjov (1990) Aung San Suu Kyi (1991) Rigoberta Menchú (1992) Nelson Mandela / F. W. de Klerk (1993) Shimon Peres / Yitzhak Rabin / Yasser Arafat (1994) Pugwash-konferencen / Józef Rotblat (1995) Carlos Belo / José Ramos-Horta (1996) International Campaign to Ban Landmines / Jody Williams (1997) John Hume / David Trimble (1998) Læger uden Grænser (1999) Kim Dae-jung (2000)
Fra 2001	Kofi Annan / Forenede Nationer (2001) Jimmy Carter (2002) Shirin Ebadi (2003) Wangari Maathai (2004) Det Internationale Atomenergiagentur / Mohamed ElBaradei (2005) Grameen Bank / Muhammad Yunus (2006) Al Gore / FN's klimapanel (2007) Martti Ahtisaari (2008) Barack Obama (2009) Liu Xiaobo (2010) Ellen Johnson Sirleaf / Leymah Gbowee / Tawakkul Karman (2011) Den Europæiske Union (2012) Organisationen for forbud mod kemiske våben (2013) Kailash Satyarthi / Malala Yousafzai (2014) Den tunesiske kvartet for national dialog (2015) Juan Manuel Santos (2016) ICAN (2017) Nadia Murad / Denis Mukwege (2018) Abiy Ahmed (2019) FN's Verdensfødevareprogram (2020) Maria Ressa / Dmitrij Muratov (2021) Ales Bialiatski / Memorial / Center for Civil Liberties (2022) Narges Mohammadi (2023) Nihon Hidankyō (2024)