VM i ishockey 1986
Verdensmesterskabet i ishockey 1986 var det 51. VM i ishockey, arrangeret af IIHF. For de europæiske hold gjaldt det samtidig som det 62. europamesterskab. Mesterskabet blev afviklet i tre niveauer som A-, B- og C-VM:
- A-VM i Moskva, Sovjetunionen i perioden 12. – 28. april 1986.
- B-VM i Eindhoven, Holland i perioden 20. – 29. marts 1986.
- C-VM i Puigcerda, Spanien i perioden 23. marts – 1. april 1986.
Der var tilmeldt 26 hold til mesterskabet – det højeste antal indtil da og to hold mere end ved VM året før. De otte bedste hold spillede om A-VM, de otte næstbedste hold spillede om B-VM, mens de sidste ti hold spillede C-VM. Det høje deltagerantal fik IIHF til at indføre D-VM året efter, så C-gruppen igen kunne komme til at bestå af otte hold.
Sovjetunionen blev suverænt verdensmester for 20. gang og gik ubesejret gennem turneringen (10 sejre i 10 kampe). Dermed overtog holdet Canadas rekord for flest VM-titler. Sølvmedaljerne gik til Sverige, mens Canada måtte nøjes med bronze. De forsvarende verdensmestre fra Tjekkoslovakiet endte skuffende på femtepladsen, hvilket var holdets dårligste resultat siden OL 1956.
Kampene mellem de europæiske hold i den indledende runde gjaldt som europamesterskab, og her sejrede Sovjetunionen foran Sverige og Finland. Det var Sovjetunionens 24. EM-titel og den syvende i træk siden 1978.
Spire Denne artikel om sport er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |