Cassius Dio

Cassius Dio kom fra Nikæa i Bithynien og blev født ind i en senatorisk familie. Han var senator under Commodus og blev tildelt embedet som prætor af Pertinax. Under Septimius Severus oplevede han politisk fremgang og var både en del af kejserens koncil, altså kejserens rådgivere, og han blev tildelt et suffekt konsulat, sandsynligvis i år 205.

Under Caracalla indikerer Cassius Dios tilstedeværelse under kejserens rejse til Nikomedia, at Dio igen var relativt tæt på kejseren. Under Macrinus blev Cassius Dio udnævnt til kurator for Pergamum og Smyrna. I 220’erne var han statholder i Afrika og Pannonien, to af de militært vigtigste provinser i imperiet. I 229 blev han konsul sammen med kejseren, Alexander Severus, hvilket var den ypperste ære, man kunne opnå som senator.

Dio havde dog gjort sig upopulær hos soldaterne via sin strikse disciplin, mens han var statholder i Pannonien, og prætorianerne truede derfor med at dræbe ham, mens han var konsul. Dette resulterede i, at han ikke opholdt sig i Rom under sit konsulat, men i stedet vendte hjem til Nikæa, hvor han senere døde, sandsynligvis i starten af 230’erne. Cassius Dio fik således en strålende karriere og nåede at besidde nogle af de vigtigste embeder i imperiet.

Som historiker skrev Cassius Dio først et værk om de varsler, der vidnede om Septimius Severus’ snarlige magtovertagelse. Derefter skrev han et værk om borgerkrigene, der gav Septimius Severus magten. Begge blev positivt modtaget af kejseren, som Cassius Dio sendte værkerne til, og vi kan derfor antage, at der i nogen grad var tale om smigrende propagandaværker.

Den succes, som Cassius Dio oplevede med sine to mindre værker, motiverede ham til at begynde på sit hovedværk med den græske titel Romaiki Historia, på dansk Den romerske historie. Der var tale om et enormt værk i 80 dele, som dækkede romersk historie fra optakten til Roms mytiske grundlæggelse i 753 f.v.t. til Cassius Dios eget konsulat i 229 e.v.t. Det var første gang siden Livius, at en historiker havde dækket hele den romerske historie helt fra Roms grundlæggelse.

Cassius Dio var fra den græske del af Romerriget, og han skrev derfor på græsk med indflydelse fra den klassiske græske historiker Thukydid. Cassius Dio skrev på attisk græsk, altså den type græsk, som de klassiske athenere have talt. På Cassius Dios tid var dette en prestigefuld, litterær form for græsk, der generelt ikke længere taltes i dagligdagen.

Cassius Dio identificerede sig dog samtidig som romersk senator (en stor del af senatorerne var græske i denne periode), og hans værk er også klart blevet påvirket af den latinske historiske tradition. Værket var, for eksempel, organiseret på den såkaldte ”annalistiske” måde, hvilket blandt andet vil sige, at historikeren brugte konsulerne som dateringsværktøj. Dette havde været typisk i latinsk historieskrivning.

De dele af værket, der dækker fra 69 f. kr. til de første år af Claudius’ regeringstid, er overleveret næsten intakte, og Cassius Dio er en helt central kilde til specielt Augustus’ regeringstid. Cassius Dios narrativ før 69 f. kr. er videregivet i komprimeret form af den byzantinske historiker Zonaras, mens Cassius Dios narrativ om kejserne fra Claudius til 229 er videregivet i komprimeret form af Xiphilinus, der ligeledes var byzantinsk historiker.

Cassius Dio var slående negativ overfor Republikken og mente, at den fundamentalt set udgjorde en problematisk styreform. Deling af magt mellem politikere mente han skabte ufred og i værste tilfælde borgerkrig, især i et imperium på størrelse med Roms.

Den eneste løsning var, ifølge Cassius Dio, monarki. Han er derfor generelt positiv over for Augustus, der grundlagde imperiet, men så det som problematisk, at kejserens søn skulle overtage magten, uanset om han var egnet eller ej. I stedet idealiserede Cassius Dio systemet med adoptivkejsere.

Traditionelt var Cassius Dio en højst kritiseret historiker, og forskerne mente, at han var blevet overvældet af størrelsen på sit projekt i en sådan grad, at han fuldstændig undlod at lave historiske eller politiske fortolkninger selv. I stedet anså man ham blot for at have kopieret, hvad han havde fundet i tidligere historikeres værker.

Nyere forskning ser helt anderledes på Cassius Dio. Han bliver nu set som en uafhængig historiker, med egne argumenter, som han dygtigt sammenvævede med sit narrativ således, at hans egne synspunkter blev støttet.

• severerne
• adoptivkejerne
• Didius Julianus
• romersk historieskrivning