Francesco Petrarca

Petrarcas liv og forfatterskab er præget af store modsætninger. Han elskede ro og fred, men flyttede ofte og var tit på farten, bl.a. med fornemme opgaver som gesandt ved europæiske fyrstehoffer. Han var meget ambitiøs og fik organiseret sin egen laurbærkroning på Capitol i Rom (1341), men afslog smigrende tilbud som fx at blive pavelig sekretær.

Eftertiden har dyrket Petrarca som en af verdenslitteraturens store lyrikere på modersmålet, men samtiden beundrede ham udelukkende som den store humanist og latindigter.

Petrarca var oprigtigt religiøs og har ofte fremhævet askesens fortrin, men kærlighedsdigtene om Laura, samlet i hans Canzoniere (1470, dansk udvalg Til Laura, 1847 og 1944, samt Canzoniere eller Sangenes bog, 2005), arbejdede han ufortrødent på til sin død.

Man plejer at opfatte de mange indre og ydre konflikter hos Petrarca som et vidnesbyrd om hans historiske placering i en krisetid, på overgangen mellem to tidsaldre, middelalderen og renæssancen. 1300-tallet er et århundrede i opbrud, åndeligt og materielt, en tid, hvor den dyrkelse af antikken, der også havde fundet sted i middelalderen, fik en ny dimension, bl.a. takket være Petrarca, og blev til humanismen.

Den nye bevægelse betragtede det som en af sine vigtigste opgaver at genskabe den klassiske litteratur, og Petrarca arbejdede livet igennem med et heltedigt på latin, Africa (1496), om den romerske hærfører Publius Cornelius Africanus Minor Scipio. Fragmenter af digtet cirkulerede i afskrifter og skaffede ham stor berømmelse, men ligesom de fleste af hans øvrige arbejder blev det aldrig færdigt.

Den vigtigste del af hans meget omfattende latinske forfatterskab er de mange breve, særlig de 350 Epistolae familiares (1492-1501, udvalg på dansk Venskabets pris, 2008), omhyggeligt formskårne med henblik på offentliggørelse, efter klassisk mønster.

Petrarca er det første moderne menneske, hvis liv vi kan følge næsten måned for måned igennem lange perioder takket være brevene, der giver os et billede af den person, Petrarca gerne ville være, og i et vist omfang også af den, han var.

Secretum (1342-1343, Min hemmelighed), bygget op som en dialog mellem Augustin og digteren selv med Sandheden som tavs tilhører, er Petrarcas mest personlige tekst og vigtigste værk til belysning af hans evige dilemma, konflikten mellem det åndelige og det timelige.

Canzoniere eller Sangenes bog har som hovedperson Laura, om hvem vi intet ved. Der har nok eksisteret en pige, som han har været betaget af, men hun er først og fremmest en idealfigur, en udvalgt frue som hos hans middelalderlige forgængere.

Det nye i disse digte er deres raffinerede, meget beherskede sensualitet, deres uforlignelige musikalitet og forfinede sjæleanalyse, der gjorde dem til eneherskende model for lyrikken i Europa i de næste 250 år.

Med Dante Alighieri og Giovanni Boccaccio har Petrarca gennem tiden bidraget til at give italienerne en følelse af, at de på trods af splittethed og fremmedherredømme alligevel besidder en national og kulturel enhed.

På dansk findes også Gløden og hjertet. Metriske Epistler og Ekloger, 2016.

• Italiens litteratur
• Giovanni Boccaccio
• Dante Alighieri
• middelalderen
• renæssancen
• antikken