Italien - arkitektur

Den romanske byggestil i 1000- og 1100-tallet viste første gang et regionalt italiensk særpræg i Lombardiet og Podalen. Med krydshvælv, understøttet af frisøjler, og absidialt udformede korsarme (kirken San Fedele i Como) ændredes kirkerummet radikalt i forhold til den traditionelle oldkristne basilika. Især domkirken i Modena (påbegyndt 1099) dannede forbillede. Rig murstensornamentik med brug af arkader, båndfriser og søjlegallerier blev kendetegnende for den lombardiske stil, som præger domkirkerne i Ferrara, Lucca, Parma, Piacenza og Pisa, sidstnævnte med den fritstående kampanile, Det Skæve Tårn.

I Toscana fik et geometrisk system af polykrome og sort-hvide marmorindlægninger stor udbredelse som både gulv- og facadebeklædning, hvilket sammen med indførelsen af baptisteriet (dåbskapellet) som bygningstype indvarslede den såkaldte protorenæssance-stil. Venedigs kosmopolitiske status afspejledes bl.a. i Markuskirken (påbegyndt 1063), periodens største kuppeldækkede kirke med græsk korsform, der rummer normanniske, byzantinske og lombardiske træk. Disse træk genfindes i Syditalien, på Sicilien suppleret med et stærkt islamisk islæt, fx i domkirkerne i Cefalù og Monreale samt i klosterkirken San Giovanni degli Eremiti i Palermo, der har en traditionel arabisk flerkuplet tagkontur.

Den internationale gotiske stil i 1200- og 1300-tallet fik med de første munke- og nonneordeners etablering i byerne indflydelse især på domkirkebyggeriet. Inspireret af franciskanerkirkerne San Francesco i Assisi (påbegyndt 1228) og Santa Croce i Firenze (påbegyndt 1294) opførtes fra omkring 1300 domkirken i Firenze ved bl.a. Arnolfo di Cambio, mens domkirken i Milano påbegyndtes 1386 under medvirken af tyske og franske arkitekter; begge blev først fuldført i 1800-tallet.

Efter fransk forbillede fandt en organisk sammenbinding af kirkernes hovedskib og vestdel sted, hvilket tydeligst fremgår af Giovanni Pisanos og Lorenzo Lorenzo Maitanis vestfacader til domkirkerne i hhv. Siena og Orvieto, begge fra omkring 1300.

Som et profant modstykke til de romanske kampaniler opførtes talrige høje privattårne, som enten ydede værn omkring de gamle familiedynastiers residenser eller indgik i befæstede byanlæg; de kendes fra bl.a. Bologna og San Gimignano.

Det verdslige byggeri repræsenteres i øvrigt af paladser og rådhuse som Palazzo Vecchio i Firenze (1298-1314) og Dogepaladset i Venedig (påbegyndt 1309), hvis grundform og overdådige facadedekoration peger frem mod renæssancen.

En radikal nyorientering af arkitekturen i Italien fandt sted omkring 1420 med Firenze som udgangspunkt. Den tætte forbindelse mellem kirke, lokalstyre og byens velstående købmandsfamilier anført af den vidtforgrenede Medicislægt betød, at den genvakte interesse for den romerske antik slog igennem samtidig inden for alt byggeri.

For kirkebyggeriets vedkommende fandt de nye humanistiske strømninger i tiden et ideelt udtryk i centralbygningen. En forløber for den kuppeldækkede centralkirke var Filippo Brunelleschis Pazzi-kapel (1443) ved kirken Santa Croce i Firenze. Brunelleschi forenede i sin arkitektur de nyeste videnskabelige iagttagelser vedrørende centralperspektivet med den stedlige byggestil, som endnu var forankret i den lombardisk-romanske tradition; en nyskabelse var den store kuppel på domkirken i Firenze (1420-1434).

Sideløbende hermed indførte Leon Battista Alberti med udgangspunkt i sin arkitekturtraktat fra 1452 søjleordener og andre antikke bygningselementer i facadeudsmykninger og rum, fx i Palazzo Rucellai (1450-60) i Firenze og Sant' Andrea (påbegyndt 1470) i Mantova.

Omkring midten af 1400-tallet tegnede der sig et fast mønster for bypaladsets udformning. Hertugen af Urbino, Federico da Montefeltro, og dennes borgerlige modstykke i Firenze, Lorenzo de Medici, lod henholdsvis Luciano Laurana og Michelozzo di Bartolommeo opføre nye pragtboliger til sig selv (Palazzo Ducale, fra 1467, og Palazzo Medici-Riccardi, 1444-60) med en klar adskillelse mellem repræsentative rum i salsetagen (piano nobile) og de private gemakker i øvre etage.

Pavestolens dominerende magtstilling gjorde i perioden ca. 1500-1530 Rom til centrum for arkitekturudviklingen. Med pave Julius 2.s ønske om at genskabe Roms fordums storhed iværksattes et byggeprogram, hvorunder renæssancen nåede sin mest afklarede form.

Summen af disse bestræbelser hen imod den forenklede, storladne grundform rummes i Donato Bramantes lille rundbygning i Rom, Il Tempietto (1502), og i hans Peterskirke-udkast fra 1505. Renæssancens evige dilemma mellem centralkirkens ideelle geometriske form og den traditionelle langskibede basilikas større rummelighed kommer særlig tydeligt til udtryk i Peterskirkens komplicerede 120-årige bygningshistorie.

Efter midten af 1500-tallet var bygningskunsten generelt præget af et friere forhold til brugen af de antikke forbilleder. Om bygningsværker, hvis stil nærmer sig det uklassiske eller stærkt personlige udtryk, er begrebet manierisme blevet anvendt. Allerede i Michelangelos tidlige arkitektoniske arbejder ses begyndende manieristiske træk, fx i Medicikapellet ved San Lorenzo i Firenze og i vestibulen til det nærliggende Biblioteca Laurenziana (1520'erne) samt ved anlægget af Piazza del Campidoglio i Rom.

Med sit sidste romerske værk, Porta Pia (1561), gjorde Michelangelo op med højrenæssancens akademiske formalisme, og den yngre generation af arkitekter repræsenteret af Vignola, Sebastiano Serlio og Vincenzo Vincenzo Scamozzi fulgte hurtigt eksemplet. I Rom skabte Vignola og Giacomo della Porta med jesuiterkirken Il Gesù (1568-84) et kirkeinteriør og en vestfacade, hvis betydning rakte langt ud over sin tid og blev et forbillede for barokkens kirkebyggeri.

I Venedig udviklede Jacopo Sansovino, hvis hovedværk er Libreria Vecchia di San Marco (påbegyndt 1536), en plastisk betonet stil med en farvesætning, som fastholdt traditionen fra den venetianske skole inden for malerkunsten. På bestilling af hertugen af Milano, Francesco Sforza, tegnede Filarete 1461-64 en idealby, Sforzinda, hvis stjerneform og radiært formede gadenet blev prototypen på renæssancens idealby.

Tendensen mod det repræsentative i bypaladserne øgede behovet for en mere uformel boligform. Med afsæt i bl.a. Francesco Petrarcas værk De Vita Solitaria (1346), der besang landlivets rekreative sider, opførtes talrige villaer uden for byerne, således i Roms udkant anlæg for kardinaler og paver som Villa Farnesina (1508-11) og Villa di Papa Giulio (1550-56), tegnet af henholdsvis Baldassare Peruzzi og Vignola. Nærmest målsætningen om villaen som et jordisk paradis kom Pirro Ligorio med Villa d'Este (påbegyndt 1549) i Tivoli nær Rom.

I villaens haveanlæg søgte man med vand som det gennemgående tema (fontæner, spejldamme og grotter m.m.) at forene arkitektur og natur. Kulminationen inden for havekunst og villabyggeri var Andrea Palladios landvillaer i Vicenza-området, først og fremmest Villa Capra (Villa Rotonda, 1556-66). Her er det omgivende landskab via et fast aksesystem underlagt hovedbygningen med den centrale kuppelsal på en måde, der foregriber de store geometriske haveanlæg i 1600-1700-tallet.

Den barokke stil, hvor renæssancens arkitektoniske elementer blev omsat til et nyt og dynamisk formsprog, opstod i Rom i slutningen af 1500-t. En storstilet bygherre var pavestolen, der allerede under Sixtus 5. (1585-90) iværksatte et større byggeprogram, der som et led i modreformationens fornyelse skulle gøre Rom til den kristne verdens smukkeste by....læs mere om italiensk barok- og nyklassicistisk arkitektur.

Arkitekturen i sidste halvdel af 1800-t. beherskedes af historicismen. Med Napoleon 3.s fald i 1870 og foreningen af Italien i ét kongerige påbegyndtes en større udvidelse af hovedstaden Rom. Allerede i 1871 udlagdes ét af byens hovedstrøg, Via Nazionale, og Gaetano Koch påbegyndte i 1880 det halvcirkulære bygningskompleks Esedra ved gadens begyndelse...læs mere om italiensk arkitektur 1850-2010.