kulturhistorie

I anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev kulturhistorien kombineret med sociale udviklingsmodeller, bl.a. gennem forsøg på at skrive generel kulturhistorie på et marxistisk grundlag. I modsætning til Jacob Burckhardt og de nationale folkemindeforskere, der tolkede genstandene som udtryk for en bestemt ånd eller mentalitet, fremhævede Karl Marx de materielle vilkår som bestemmende for menneskers bevidsthed, især de økonomiske og teknologiske forhold, der er nødvendige for tilværelsen.

I forlængelse heraf forsøgte Karl Lamprecht i Die kulturhistorische Methode (1900) at opstille generelle love for kulturudviklingen, idet han antog, at et bestemt socialt og kulturelt udviklingstrin ville give sig udslag i bestemte forestillinger og idéer.

Også socialdarwinistiske forestillinger kom til at farve forsøgene på at skrive generel kulturhistorie, der undertiden kunne få karakter af en menneskehedens udviklingshistorie. Ofte var der tale om en håndfast og ukritisk brug af biologiske begreber. Et eksempel er forestillingen om kulturel "degeneration", der var fremherskende i årtierne omkring 1900. Især senantikken blev fremdraget som et eksempel på kulturel degeneration.

Degenerationsforestillingerne førte tit til spekulationer over den europæiske kulturs fremtid, således hos Oswald Spengler i Der Untergang des Abendlandes (1918-1922). Andre tog skridtet fuldt ud og brugte biologisk degeneration som forklaring på politiske og kulturelle fænomener. Det gælder fx historikeren Gustav Bangs disputats om årsagerne til den danske adels tilbagegang i 1600-tallet (Den gamle danske Adels Forfald, 1897).

Det mest ambitiøse danske forsøg på at skrive generel kulturhistorie er Hartvig Frischs Europas Kulturhistorie (i 2 bind, 1928). Frisch er især kendt for sin definition: "Kultur er Vaner", mens fremskridt defineres som brud med herskende vaner. Kulturer kan stivne og blive udlevede. Derfor kunne betingelsen for udvikling i nogle tilfælde være, at man trådte flere trin tilbage i kulturudviklingen for at finde grundlaget for ny fremgang. Under tydelig inspiration fra den tyske historiker og sociolog Max Weber beskriver Frisch de enkelte epoker med udgangspunkt i sociale idealtyper, der antages at besidde en række egenskaber og bevidsthedsmæssige træk, der er karakteristiske for det pågældende samfunds kulturelle og sociale udviklingstrin.

Den stærke orientering mod økonomisk og social historie i tiden mellem de to verdenskrige prægede også kulturhistorien, hvor opmærksomheden i vid udstrækning blev rettet mod materielle fænomener. Kulturhistorie blev derved i stadig højere grad forbundet med etnografi, etnologi, folkloristik og arkæologi. Den materielle kulturhistorie var især knyttet til museerne. I Danmark udgjorde sammenhængen mellem landskab, bebyggelse og kultur et centralt tema i flere generationer, repræsenteret ved så fremtrædende og indbyrdes forskellige kulturhistorikere som Hugo Matthiessen og Axel Steensberg.

En reaktion mod den dominerende materielle kulturhistorie kom med Arnold J. Toynbees A Study in History (1934-1954). Toynbee forkastede den økonomiske determinisme og fremhævede psykiske og mentale kræfter som afgørende for kulturernes udvikling. Sine sammenligninger mellem forskellige kulturkredse satte han ind i et omfattende og kompliceret kulturfilosofisk system.

Toynbee vakte diskussion, men fik næppe betydning på længere sigt. Vigtigere var det, at det traditionelle skel mellem begivenhedshistorie og kulturhistorie i nogen grad blev nedbrudt, ikke mindst gennem Annalesskolens (Marc Bloch, Fernand Braudel, Jacques Le Goff, Georges Duby) forsøg på at etablere en form for totalhistorie, der kunne sætte politiske, økonomiske, sociale og kulturelle fænomener i et sammenhængende mønster. I konsekvens heraf blev hovedvægten forskudt fra traditionelle økonomisk-sociale problemstillinger til studiet af livsformer og mentalitetshistorie (se også historisk antropologi).

Indtil 1950'erne var kulturhistorien i udtalt grad eurocentrisk, dvs. at det givne udgangspunkt for alle sammenligninger var europæiske forhold. Under indflydelse af den moderne socialantropologis problematisering af traditionelle rationalitetsforestillinger er eurocentrismen blevet afløst af et relativistisk syn på kulturelle og mentale fænomener og udtryk. Medvirkende hertil var også værdikrisen som følge af 2. Verdenskrig og Auschwitz, men også vækstsamfundets miljømæssige omkostninger har haft betydning (se også fremskridtstro).

Relativismen har uden tvivl virket blokerende for mulighederne for at skrive generel kulturhistorie. En global kulturhistorie, der tog lige hensyn til alle kulturer, forekom at være en umulighed.

I slutningen af 1900-tallet viste der sig imidlertid tegn på, at den traditionelle, generaliserende, eurocentrerede kulturhistorie kunne få en renæssance. Flere forhold spillede ind: den europæiske identitetsdannelse i sammenhæng med EU og en stærkere bevidsthed om kulturelle og mentale forskelle mellem de enkelte kulturkredse.

Generelt lader det til, at der sker svingninger i tidsånden mellem at grupper samler sig om sig selv som nationale eller regionale kulturelle enheder, og at de mere opfatter sig som en del af et globalt fællesskab. Antropologen Jonathan Friedman (født 1946) har fremsat en teori om, at den etniske eller nationale kulturelle identitet vokser i krisetider, mens det globale udsyn hører højkonjunkturtider til. Dette kan også være et klassefænomen, hvor det internationale præger overklassen, mens det nationale eller regionale præger folk i de mindre bemidlede klasser.

De tyske kulturhistorikere opfattede kulturer eller kulturkredse, som de kaldte det, som organiske helheder, der også indbefattede racen. Kulturkredsenes spredning ud over verden kunne følges ved at sammenligne ikke-funktionelle træk ved kulturen som sprog, æstetik, myter osv. Ligheder i sådanne træk kunne ikke være tilfældige, men måtte skyldes et fælles historisk udspring.

Senere opdagede man, at enkelte træk som fx keramik eller agerbrugsformer kunne sprede sig fra den ene kultur til den anden som selvstændige enheder, og at race og kultur var uafhængige af hinanden. Her anede man en verdenshistorie, hvor først jæger-samlerkulturkredsen havde spredt sig og nu fandtes i periferien af verden. Herefter havde først en kulturkreds med primitivt agerbrug og senere en med agerbrug med plov spredt sig, således at man i de yderste egne af verden stadig kunne finde disse kulturer i levende live. Da disse kulturer ved deres spredning havde lagt sig som lag hen over hinanden, kunne arkæologiske udgravninger i centeret nå ned til de kulturer, som i periferien fandtes i levende live. Derved kom der en tæt forbindelse mellem arkæologien og etnologien. Således har khoisan-folkene ("buskmændene") i Sydafrika og Namibia i høj grad dannet model for opfattelsen af livet i ældre stenalder i Danmark.