Faktaboks

Sogn
Samsø Sogn
Provsti
Aarhus Domprovsti
Stift
Aarhus Stift
Kommune
Samsø Kommune
Ørby Kirke
Ørby Kirke er opført efter tegning af arkitekt N. P. Nielsen i 1904. Den hvidkalkede kirke består af et kor, et skib og et lavt tårn. Tårnet har et pyramidespir, der øverst er prydet med et kors. Foto: 2012.

Ørby Kirke er en landsbykirke fra 1904. Kirken ligger i den nordlige udkant af landsbyen Ørby på Samsø, som er placeret på øens sydlige del.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1904 efter tegning af arkitekt N. P. Nielsen (1853-1929). Kirken, som er bygget af tegl, består af skib og et smallere kor, der imod sædvane, vender mod vest. I skibets nordøsthjørne er der indbygget et lavt tårn med et korsprydet pyramidespir øverst. Kirkens ydre prydes flere steder af rundbuefriser, dvs. rækker af runde arkader i murværket, som har sin stilmæssige inspiration fra den romanske, middelalderlige arkitektur.

Kirkens indre

Kirkerummet præges af det mørke bjælkeloft og kirkebænkene, som er holdt i det samme mørkbejdsede træ. Alterpartiet prydes af en malet dekoration omkring nichen i skønvirkestil med bladranker og blomster omkring det tredelte vinduesparti med glasmalerier. Koret flankeres af to mindre rum, der forbindes til rummet via rundbuede arkadeåbninger. I nord er opgangen til prædikestolen, mens orglet er opstillet i syd.

Inventar i Ørby Kirke

Kirken råder over en døbefont udhugget af granit fra romansk tid. Den skulle efter sigende være kommet til kirken fra den nedlagte Ferritslev Kirke på Fyn. Kummen har næsten lodrette sider med motiver af rankeværk, hvorfra der skyder blade og stiliserede liljer. Nederst er der tovsnoninger.

Prædikestolen er tresidet med tre felter. I felterne er der på sort bund malet henholdvis en julerose og en påske- og pinselilje. Som alterprydelse er opstillet et kors på alterbordet. På stammen er der motiver af aks, i korsenderne hjulkors og i korsskæringen ses et Jesumonogram.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig