klostermedicin

I mange klostre foregik omfattende studier af græsk, romersk og arabisk lægevidenskabelig litteratur i bibliotekerne. I klosterhaverne blev der dyrket lægeurter, og det blev forsøgt at tilegne sig kendskab til disse og deres virkninger. Samtidig var der fra officiel side en kirkelig modstand mod visse former for kirurgi og medicinsk behandling og tillige mod den folkelige overtro. Denne kulturelle og intellektuelle strømning, som udgik fra klostrene, kaldes på latin medicina scholastica, og af den udsprang med tiden vigtige samfundsinstitutioner såsom hospitaler og medicinske fakulteter ved universiteterne.

Det blev et særligt kendetegn ved det katolske klostervæsen, at der med tiden blev dannet både mandlige og kvindelige klosterbevægelser, der var skarpt adskilte fra hinanden. Medlemmerne kaldtes henholdsvis munke og nonner. Indbyrdes tiltalte de hinanden som henholdsvis broder og søster. Var en munk præsteviet, skulle han dog tiltales pater. Dobbeltklosteret i Fontevrault var en blandt få unikke undtagelser, idet der boede både munke og nonner under ledelse af en abbedisse.

Når en person udefra søgte om optagelse, blev vedkommende i den første tid betegnet som postulant og opfattet som en gæst eller besøgende, som blev set an i et vist tidsrum. Herefter fik han eller hun udleveret ordensdragt og blev novice. Efter tiden som novice aflagdes et foreløbigt klosterløfte, der efter typisk tre til seks år efterfulgtes af det endelige klosterløfte og dermed den endegyldige optagelse i fællesskabet. Den strenge disciplin og cølibatet gav sammenhold indadtil. Udadtil markerede den fælles uniform – ordensdragten – klosterets ansigt over for verden. Clausuren afgrænsede klosteret fysisk fra omverdenen. Inden for den måtte ingen personer af det modsatte køn eller uden tilhørsforhold til en klosterorden færdes uden tilladelse.

De enkelte ordener og klostre havde i vid udstrækning selvstyre, men ikke fuldt selvstyre. De var en kongregation, der sammen med andre kongregationer indgik i et konvent med fælles ledelse. Samarbejdet mellem de enkelte klostre, mellem klostre og præster og klostre og paver var langtfra gnidningsfrit, og i løbet af middelalderen var der mange konflikter og opgør.

Da klostrene ofte modtog store ejendomme og jordbesiddelser som testamentariske gaver, kunne deres økonomi i mange tilfælde hvile på indtægter derfra. Som regel blev disse indtægter anvendt til at løse sociale problemer, fx bekæmpelse af fattigdom, opførelse af nye skoler og hospitaler osv. Det hændte dog også, at midlerne blev misbrugt, og at livet i klosteret korrumperede og de facto udviklede sig til et liv i rigdom, lediggang, fråseri og tidvist brud på cølibatet.

Flere af de forskellige munkeordener, benediktinere, cisterciensere, augustinere, viktorinere og præmonstratensere, havde sygepleje og lægebehandling som en vigtig del af klosterets drift ved siden af landbrug, håndværk, fremstilling af mursten m.m. Som en vigtig del af klosteret rådede de derfor over et infirmarium, hvor de syge opholdte sig. Ordet kommer af latin, infirmus, der betyder "syg". I overensstemmelse med det centrale kristne begreb caritas (barmhjertighed) blev omsorg for syge og fattige anset for obligatorisk.

Blandt de munkeordener, der hovedsageligt lavede socialt arbejde, bl.a. tiggermunke som franciskanerne, var sygepleje også en vigtig del af programmet og gerningen, og de bekymrede sig særligt om de spedalske. Gråbrødrene, som også var aktive i Danmark, udspaltedes fra franciskanerne og ligeledes nonneordenen clarisserne.

I løbet af korstogstiden opstod der desuden forskellige ridderordener, der kombinerede munkeliv og militærliv, mest kendte er måske Tempelherrerne. Disse ridderordener så det som deres opgave at tilbageerobre Jerusalem og beskytte den hellige grav, men også at yde beskyttelse og hjælp til syge og fattige kristne pilgrimme. Mange af disse riddere valgte med tiden helt at nedlægge våbnene og i stedet gå ind i hospitalsarbejde og sygepleje. Hermed opstod Johanitterordenen eller Hospitalsridderne af St. Johannesordenen.

I 789 befalede Karl den Store, at der ved alle klostre i Frankerriget, som omfattede størstedelen af det gamle Vestromerske rige, skulle oprettes skoler, hvor der blev undervist i munkenes lærdom. Med tiden udviklede disse skoler sig til universiteter. Det ældste universitet er det i Bologna fra 1088. I Frankrig fik Montpellier et universitet i 1221 og Paris i 1270. I begyndelsen havde alle universiteter kun, hvad der i nutidens begreber ville svare til et teologisk fakultet, men herefter blev der hurtigt oprettet medicinske og juridiske fakulteter.

Grænsen mellem de tre hovedfag var ikke tydelig, og mange studerende beskæftigede sig med lidt af hvert. I løbet af 1700-tallet opstod der filosofiske fakulteter, der siden blev opdelt i naturvidenskab, humaniora, samfundsvidenskab m.m. Klostermedicinen, der var baseret på de gamle kilder fra antikken og munkenes egne erfaringer med disse, blev således det historiske udgangspunkt for medicinstudiet ved Europas universiteter.

Klosteret i Monte Cassino fik indrettet værelser til syge munke, camerae infirmariae, der med tiden blev udvidet til også at være åbne for syge fra alle sociale lag i det omgivende samfund. Klosterets sundhedsfaciliteter blev med tiden mere komplekse og specifikke.

Der blev indrettet et Domus medicorum til lægeundersøgelser og behandling og et Cubiculum valde infirmorum til indlæggelse af alvorligt syge patienter, der krævede overvågning og døgnbehandling. Derudover blev der oprettet et Armarium pigmentarium, der var et apotek til opbevaring af forskellige terapeutiske substanser, et Balnea, bad til terapeutiske bade eller kurbade, samt et særligt rum til åreladning og lavement. I klosterets Scriptorium foregik kopiering, restaurering, nyfortolkning og sammenskrivning af håndskrevne medicinske tekster affattet på pergament. I Bibliotheca blev de medicinske tekster katalogiseret. Endeligt havde klosteret en Hortus semplicium, hvor der blev dyrket lægeplanter.

Den berømte irske helgen og benediktinermunk Sankt Gallus (550-645) virkede omkring 612-640 i området omkring Boden-søen og anlagde et Benediktinerkloster i Schweiz, i den by, der i dag hedder Sankt Gallen. I år 820 blev bygningerne udvidet med et klosterhospital. Ligesom klosteret i Monte Cassino havde hospitalet en lægebolig, et apotek og en badeanstalt. Hospitalet rådede desuden over et stort køkken med fire ovne, hvor de tilberedte diætkost til de syge.

I klosterets medicinske urtehave, herbularius, havde de 16 bede, hvor der blev dyrket vanddrivende, afførende, stoppende og sveddrivende lægepanter: lilje, rose, salvie, karse, kommen, rude, gladiolus, løvstikke, fennikel, pebermynte, poleinmynte, græsk græs, bønne, peberkraut, rosmarin, sar og nonnemynte.

I køkkenhaven fandtes 18 bede, hvor der blev dyrket: løg, selleri, purløg, koriander, gulerod, dild, valmue, ræddike, rødbede, hvidløg, skalotteløg, persille, kørvel, salat, karse, pastinak, klinte og kål.

Klosteret brændte i 937 og måtte genopføres. Det blev ødelagt flere gange i de følgende århundreder i forbindelse med krige og Reformationen. I 1805 blev det helt nedlagt, og i dag er det et museum.

Klosteret i Monte Cassino var et vigtigt lærdomscenter, hvor alle videnskaber blev dyrket, dog først og fremmest lægekunsten. Omkring år 700 blev der oprettet et datterkloster lidt syd for Napoli, i et område med et behageligt klima, flere hellige kilder i bjergene og en flora, der var rig på lægeurter. Som noget særegent var skolen delvist åben for kvinder, der kunne modtage uddannelse i fødselshjælp (obstetrik) og bagefter virke som professionel jordemoder.

Klosteret blev kendt vidt omkring, og digteren Petrarca skrev i 1364 en hyldest til det. En samling af lægedigte med medicinske råd, filos medicinae, udgik ligeledes fra skolen. En af skolens kvindelige elever, Trotula (død ca. 1097), udgav en lærebog i gynækologi, der hedder De mulierum passionibus ante, in et post partum (Om kvinders lidelser før, under og efter fødsel). Hun var hustru til en af skolens lærere, og det forklarer muligvis, at hun kunne få udgivet en lærebog. Danmarks første læge Henrik Harpestreng, der var benediktinermunk, fik formentlig noget sf sin uddannelse i Salerno. Skolen i Salerno blev nedlagt i 1811 på Napoleons befaling.

Generelt kan det siges, at kosten i klosteret hovedsageligt bestod af korn og grøntsager. Specielt fuldkornsbrød fremstillet af kornsorter som rug og byg, men også pasta og grød. I vinterhalvåret, hvor adgangen til frisk frugt og grønt var begrænset, spiste man syltet frugt og syltede grøntsager eller kål. Kød blev ikke indtaget eller kun i meget begrænset mængde, og som regel drejede det sig om fjerkræ eller svinekød. Fisk og mejeriprodukter indtog man i forholdsvis stor mængde. Forbuddet mod kød betød, at munkene blev eksperter i mejeriprodukter og udviklede nye teknikker til gæring og lagring af ost. Et eksempel på det er parmesanost, som blev opfundet af benediktinermunkene.

I nogle munkeordener blev der udleveret æg og ost som ekstra kosttilskud om lørdagen og søndagen. Hvidt brød baseret på hvede blev sjældent spist. I klostrene havde de ikke raffineret sukker og brugte i stedet honning som sødemiddel. Datidens slik var kager, sødet med honning eller tørret frugt. Den tyske korsridderorden levede af en spartansk kost, der udelukkende bestod af vand, mælk, æg og en suppe baseret på havregryn. I forbindelse med faste spiste munkene kun lidt brød og drak vand.

Alt i alt kan det siges, at den fiberrige kost med et lavt indhold af animalsk fedt og fravær af sukker og rødt kød, ligger tæt på den moderne anbefalede kost, der har til formål at forebygge det metaboliske syndrom, det indebærer overvægt, højt blodtryk, højt indhold af kolesterol i blodet og diabetes. Det metaboliske syndrom har været en stigende trussel mod folkesundheden de sidste 50-70 år, især i de rige lande. Derimod havde den fedtfattige og fiberrige kost ingen beskyttelse over for datidens store dræber: infektionssygdomme. Det har derfor næppe haft den store indflydelse på middellevetiden i middelalderen, at nutidens livsstilssygdomme formentlig var sjældne.

På grund af munkenes løfte om et liv i fattigdom er det almindeligt antaget, at deres kost kom tæt på den almindelige landbefolknings føde og ikke i samme grad som overklassens kost indeholdt hvidt brød, kød, slik og vin. De befolkningsgrupper, der boede tæt på klostrene, fik formentlig et større proteintilskud via fisk i kosten. Det skyldtes de store mængder af fisk som befandt sig i reservoirer og kanaler anlagt i forbindelse med klostrenes dræningsarbejder. I tider med hungersnød kunne disse samfund tillige nyde godt af klostrenes lagre.

I 1988 lavede en gruppe italienske forskere en undersøgelse af det "stressfri" klostermiljøs indflydelse på blodtrykket. I et kohortestudium, der strakte sig over 20 år (1968-1988), fulgte forskerne 144 nonner og 138 italienske kvinder, der tog del i det almindelige samfundsliv. Alle deltagere var ikke-rygere. De var ved studiets start sammenlignelige med hensyn til alder, BMI, saltudskillelse i urinen og familiære dispositioner til forhøjet blodtryk. Ligeledes var deres blodtryk stort set ens ved studiets start. Da forskerne undersøgte de to grupper 20 år senere, var det gennemsnitlige systoliske blodtryk steget med 40 mm Hg hos kontrolgruppen, mens nonnernes blodtryk var uændret. Hypotesen var den, at det stressede liv med familie, børn og karriere havde medført en blodtryksstigning hos kontrolgruppen.

Der er ligeledes lavet studier, der viser, at mental ro i forbindelse med indtagelse af et måltid er med til at forbedre organismens fordøjelse.

Særlige betænkeligheder gjaldt kirurgien. Herom vidner det berygtede citat: Ecclesia abhorret a sanguine, der betyder “Kirken viger tilbage fra blod”. Efter sigende skulle citatet stamme fra konciliet i Tours 1163 og være en formulering af et forbud mod, at lægestanden, der på dette tidspunkt næsten udelukkende bestod af munke, praktiserede kirurgi. Nyere medicinhistorisk forskning forholder sig kritisk til denne antagelse, da kilden er en historiebog fra 1744, skrevet af Francois Quesnay, der i andre sammenhænge er kendt som en upålidelig og inkompetent historiker. I givet fald havde forbuddet ingen mærkbare konsekvenser, da meget tyder på, at kirurgien blev udøvet mere eller mindre uindskrænket i Italien, Sydfrankrig, Skandinavien m.m.

De store arkæologiske udgravninger, der i tidens løb er lavet, vidner om, at kirurgiske indgreb blev foretaget i rigt mål i klostrene. Fra udgravningerne ved bl.a. Øm og Æbelholt er der udgravet kirurgiske instrumenter: åreladejern, stiletter, sonder, skarpe skeer, pincetter, eksplorationsnåle, blykateter, sårhager, suturnåle, kopper til kopsætning m.m. Lignende fund er gjort ved Varnhem, Vreta og Gudhem i Sverige.

Helgendyrkelsen spillede en umådelig rolle i middelalderens liv, ikke mindst i klostrene. Det er veldokumenteret dels gennem helgenlegenderne og dels gennem andet kildemateriale som fx årbøger, krøniker, sagalitteratur, folkeminder, folkeviser m.m. Flere steder er der beskrivelser af mirakuløse helbredelser ved en helgens indgriben, såkaldte "jærtegnsberetninger".

De syge strømmede i stort antal til kirker, kapeller og klostre, der ejede "relikvier", hvorved der menes levninger fra helgener, som fx skeletdele, stofrester fra beklædningsgenstande m.m. Ved berøring med et relikvie og bøn kunne en helgen undertiden foranlediges til at gå i forbøn hos Jesus og hjælpe den syge til en mirakuløs bedring eller helbredelse. Kontakten med en helgen kunne også foregå ved, at et helligt sted eller en hellig kilde i skov- eller bjergområder eller et andet sted i naturen, blev opsøgt. Helene kilde i Tisvilde, der er opkaldt efter den svenske helgen Helene af Sköfde, er et eksempel på det. Et andet eksempel fra Danmark er de tre hellige kilder, der efter sigende fandtes i nærheden af Ballerup og Måløv, og som endnu indgår i Ballerup Kommunes byvåben, kun den ene, Sankt Jakobs (Ibs) Kilde kendes i dag ved navn.

Antallet af helgener var stort. Der fandtes ikke mindre end 129 helgener mod feber, 62 mod pest, 20 mod tandpine, 12 mod spedalskhed m.m. Mod sygdom i almindelighed fandtes de såkaldte "14 nødhjælpere". I spidsen for dem stod Sankt Pantaleon, en græsk læge, der havde lidt martyrdøden under Diokletians kristenforfølgelser i 305.

Jomfru Maria var i mange tilfælde den foretrukne helgen blandt kvinder. Sankt Apollonia var den foretrukne helgen for patienter med tandlidelser og desuden skytshelgen for tandlæger. Inden hun for sin tros skyld blev brændt på bålet i Alexandria, havde bødlen slået alle hendes tænder ud. Sankt Sebastian var den traditionelle pesthelgen. Han var en romersk officer, der led martyrdøden ved at kejseren lod bueskytter skyde til måls efter ham og bagefter lod ham piske ihjel foran publikum i cirkus. Under pesten i Rom i 680 fik en mand den åbenbaring, at epidemien ville ophøre, hvis man rejste et alter for Sankt Sebastian. Da dette var sket, ophørte pesten, og Sankt Sebastian forblev fra da af den foretrukne pesthelgen. Byen San Sebastian i Baskerlandet er opkaldt efter ham. I øvrigt er der helgener mod enhver tænkelig lidelse. Martin (Morten) af Tours kan bønfaldes mod kopper, Sankt Valentin mod epilepsi, Lucia mod øjensygdomme osv.

Blandt de danske og skandinaviske helgener er der flere konger bl.a. Olav den hellige, Knud den hellige, Knud Lavard, Erik Plovpenning, kongesønnen Niels m. fl., og desuden den hellige Birgitta af Vadstena, den hellige Margrete fra Karise, abbed Vilhelm fra Æbelholt Kloster, provst Kjeld m.fl.

Det har været en del af munkenes arbejde at vejlede og oplyse de syge, der opsøgte klostrene om de forskellige helgener samt mulighederne for pilgrimsfærd. Mange munke har sandsynligvis også selv været pilgrimme eller ledsagere for pilgrimme. Ligeledes har munkene forsøgt at påkalde de forskellige helgener ved udbrud af epidemier.

Omkring år 250 blev det almindeligt, at den katolske kirke i forbindelse med sit missionsarbejde foretog en "djævleuddrivelse" inden dåben. Det var i reglen de almindelige præster i bunden af hierarkiet, der forestod det ritual. Disse skulle også besørge dæmonuddrivelsen, når den opstod hos gode kristne i form af det, der i mange tilfælde formentlig var psykoser eller anden form for psykisk sygdom. Ville djævelen ikke vige for en almindelig præst, måtte biskoppen træde til. Det er beskrevet så sent som i 1842, hvor biskoppen i Luxembourg foretog en eksorcisme på den 16-årige pige Katharina Pfefferkorn. På papiret eksisterer eksorcismen fortsat i den katolske kirke, men i praksis er den med tiden blevet uhyre sjælden.

I Æbelholtmaterialet fandt Møller-Christensen skader på 34 mandekranier og to kvindekranier, svarende til 11,2 % af samtlige kranier, der var følger efter stump eller skarp vold fremkaldt af sværd, økse, spyd, stridskølle, pile fra armbrøst, slyngsten eller lignende.

I udgravningsmaterialet fra Øm er der fundet tre kranier med trepanationer. I det ene tilfælde har det drejet sig om et meningeom (godartet hjernetumor). I de andre to tilfælde har det ikke været muligt at komme med et bud på årsagen.

I udgravningsmaterialet fra Æbelholt har Møller-Christensen kunnet påvise spor efter talrige metastaser i et enkelt kranium.

Osteomer, sarkomer og chondromer er fundet i materialet fra Øm Kloster.

Slidgigt eller artrose er særdeles hyppigt hos skeletterne fra de danske klosterudgravninger især i rygsøjlen, men også i kroppens øvrige led. Ofte er der tale om artrose i udtalt grad, når skeletternes relativt unge alder tages i betragtning.

Tuberkulose i rygsøjlens knogler (spondylitis tuberculosa) med dannelse af pukkelryg (kyfose) til følge er konstateret i to skeletter fra Æbelholt og to fra Øm. Spor efter lungetuberkulose i form af pleurapanser, der er forkalkninger svarende til lungehindens (pleuras) placering er ligeledes afdækket af Møller-Christensen i to tilfælde fra Æbelholt.

Eksempler på osteomyelitis er fundet i flere af skeletterne, heriblandt også et eksempel på, at man har forsøgt at behandle tilstanden med brændejern.

Syfilitiske forandringer er fundet i flere tilfælde. Fra Æbelholt materialet kendes et kvindeskelet med svære syfilitiske forandringer og desuden tegn på kviksølvforgiftning, som følge af behandling med kviksølv.