Runestensjagt - genopdagelsen af Ydby-stenen og andre forsvundne runesten

NATIONALMUSEETS Arbejdsmark 2017 Indhold 7 Forord 146 8 Historiske Morgener – kafe og kulurhistorie til de morgenfriske 160 MET TE BYRIEL-THYGESEN OG ANE SIGNE GREEN 20 Bønder, borgere og turister på Oldnordisk Museum 1851-85 Stednavne og jernalderens rige storgårde SOFIE L AURINE ALBRIS RANE WILLERSLE V Runestensjagt – genopdagelsen af Ydby-stenen og andre forsvundne runesten LISBETH M. IMER OG CHARLOT TE BOJE ANDERSEN 172 KRISTOFFER SCHMIDT Møntfund og danefæ – før og nu HELLE HORSNÆS 34 Fornuft og følelse – om autenticitet og museumsgenstande 186 PETER HENNINGSEN Et rekonstrueret budskab – Højerup Gamle Kirke MARTIN WANGSGA ARD JÜRGENSEN OG SUSANNE ØRUM 46 SASMAP – nye veje til at undersøge og beskytte Europas undervandskulturarv DAVID GREGORY, Z YAD AL-HAMDANI, CHARLOT TE BJÖRDAL, BARBARA DAVIDDE PETRIAGGI, JØRGEN DENCKER, MARIA GARAGA, POUL JENSEN, MARTIJN MANDERS, SØREN PORSGA ARD, BRIAN SMITH OG JENS WUNDERLICH 60 204 VIVIAN ET TING, MAIKEN HEMME BRO-JØRGENSEN, CHRISTIAN CARØE OG MIKKEL HOLGER S. SINDING 220 Serampore – på sporet af Danmarks ukendte koloni i Indien BENTE WOLFF, FLEMMING A ALUND OG SIMON RASTÉN Mikroskopisk arkæologi – 100 år med pollenanalyse MORTEN FISCHER MORTENSEN, CHARLIE CHRISTENSEN, CATHERINE JESSEN OG PETER RASMUSSEN Urokser og drikkehorn – DNA-analyser af Nationalmuseets drikkehorn 236 Karneval og kreolisering – i det tidligere Dansk Vestindien MILLE GABRIEL 74 Klimatilpasning og bevaring af kulturlag i byerne – erfaringer fra Bryggen i Bergen 250 HENNING MAT THIESEN, FLORIS BOOGA ARD, JOHANNES DE BEER, ALEXANDER RORY DUNLOP, JØRGEN HOLLESEN, JANN ATLE JENSEN, OG JENS RY T TER 86 Vroulia – en antik by på Rhodos LOUISE SEBRO 266 ERIPHYLE K ANINIA OG STINE SCHIERUP 102 Pallevis af indianske oldsager fra før Columbusʼ tid Tidlig jernalder på Hulailansletten i Luristan – danske udgravninger og fund fra plyndrede grave 282 Fletværket ved Nekselø – skovdrift og storstilet iskeri i bondestenalderen LISBETH PEDERSEN, ANDERS FISCHER OG DAVID JOHN GREGORY Hestekræfter i Hangar 46 – en vellykket faglig revision og et åbent magasin JENS OLE CHRISTENSEN 294 Frøslevlejren – fangelejr, museum, erindringssted HENRIK SKOV KRISTENSEN HENRIK THRANE 134 Med vajende faner – den danske hærs faner og estandarter siden 1600-tallet K ARSTEN SKJOLD PETERSEN CASPER JACOBSEN TOF TA ARD 118 Guvernøren vender hjem – Konrad Emil Mouriers indiske samling 308 Vikingerne vender tilbage ANNE- CHRISTINE L ARSEN OG SØREN MOESGA ARD BJØRNSEN Runestensjagt – genopdagelsen af Ydby-stenen og andre forsvundne runesten AF LISBETH M. IMER OG CHARLOT TE BOJE ANDERSEN I marts 2016 blev dele af den runesten, som endnu i 1700-tallet stod øst for Flarup i Ydby sogn, Sydthy, genfundet i en terrasse i nærheden af Boddum. Stenen forsvandt i årene efter 1767 og blev eftersøgt i 1841 og igen i 1856, men den var sporløst forsvundet. Først ved undersøgelserne i 2016 blev det klargjort, at stenen omkring 1820 var blevet hugget op i ire til otte alange heller og genanvendt, helt eller delvis, ved bygningen af gården Søndergård kun få hundrede meter fra runestenens oprindelige placering. Omkring 1990 blev gården revet ned, men de genanvendte fragmenter af runestenen blev ikke opdaget. De blev derimod igen genbrugt i terrassen i Boddum. Runestenen fra Flarup i Ydby Sogn deler skæbne med mere end 40 andre danske runesten, som er kendt gennem antikvariske tegninger. Mange forsvandt inden museumsvæsenets tilblivelse, og kun få er kommet for dagens lys igen. Men går man kilderne efter, viser det sig, at det ikke er helt umuligt at geninde nogle af disse tidligere kendte runesten, hvis man går på jagt efter dem. Foto: Roberto Fortuna Fig.1 Det første genfundne fragment af Ydbystenen med navnet Þōrgisl (Troels). Ydby-stenen genindes I efteråret 2015 henvendte gårdejer Ole Kappel sig til en arkæolog ved Museum Thy, der var i færd med en arkæologisk forundersøgelse i nærheden. Arkæologen blev inviteret The irst rediscovered fragment of hjem på gården for at se på en alang stenbænk, som Ole Kapthe Ydby Stone, with the name Þōrgisl (modern ‘Troels’). pel havde liggende på terrassen, for han havde lagt mærke til nogle lange streger i stenen og var nysgerrig efter at vide, om Foto: Lisbeth M. Imer det kunne være runer. I foråret 2016 foretog denne artikels forfattere en ny besigtigelse af stenen, og det stod ret hurtigt klart, at der var tale om et fragment af den forsvundne runesten fra Flarup i Ydby Sogn. Fragmentet viste hele den nederste del af navnet Þōrgisl, på nudansk Troels (fig.1). Ole Kappel fortalte, at han havde fundet nogle alange stenheller ved nedrivningen af Søndergård, og at han havde brugt nogle af dem i terrassebelægningen på den anden side af huset (fig.2). Ved et hurtigt kig på nogle af de sten, som i form og struktur mindede om runestensfragmentet, blev der fundet lere spor efter runer. Det lykkedes blandt andet at inde toppen af runerne i navnet Þōrgisl på det fragment, der fungerede som havebænk, og vi ik i ugens løb samlet runestenen i et tredimensionelt puslespil, hvorved det stod klart, at omkring tre ottendedele af den oprindelige sten var kommet tilbage, og at vi stod med et stykke danefæ (fig.3). Hvor resten af stenen beinder sig, er fortsat en gåde, men rygterne i lokalområdet vil vide, at dele af runestenen kan have været brugt i jernbanen ved Ydby, som blev bygget i anden halvdel af 1800-tallet. Ydby-stenen blev tegnet af præsten Sebastian P.A. Opitz i 1738 (fig.4) og igen af tegneren Søren Abildgaard i 1767 (fig.5). På grund af disse antikvariske tegninger ved vi, at stenen oprindeligt har haft teksten ”Troels satte, og Leves sønner, på dette sted sten efter Leve.” Indskriften er poetisk formet i det man kalder fornyrðislag, som betyder ”gamle dages måde at lave (vers) på”. Med fundet af Ydby-stenen er der nu tre bevarede af de i alt ire kendte runesten fra Thy. 162 Na t io Na lm u s e e t s a rb e j d s ma rk 2017 Andre genopdagede runesten Fig.2 De to alange huller i terrassen indeDet hører til sjældenhederne, at runesten i Danmark bliver holdt to fragmenter af runestenen, som fundet på deres oprindelige pladser. Allerede få generationer ses i baggrunden. efter deres tilblivelse blev mange runesten lyttet og genanvendt i den tidlige middelalders stenkirker. De tonstunge The two oblong holes in the patio contained two fragments of the rune stone, sten var populære byggeemner, og der er ikke tal på, hvor mange runesten der må have fundet anvendelse i middelal- seen in the background. derens kirker både som tilhuggede kvadre i kirkernes mure, Foto: Roberto Fortuna som fundamentsten og som tærskelsten liggende midt i indgangen til kirken. Det var sikkert fornemt for en runesten at blive placeret i døråbningen. En teori er, at det var stenrejserens efterkommere, der byggede kirken, og runestenen med navnene på de gamle i slægten kunne dermed danne et symbolsk fundament for byggeriet af kirken. Ved nedrivningen af Langå Kirke ved Randers i 1868 blev der fundet ikke mindre end Ru ne s te ns j a g t 163 Fig.4 Ydby-stenen i Sebastian P. Opitz’ streg fra 1738. The Ydby Stone in Sebastian P. Opitz’ drawing from 1738. Fig.5 Ydby-stenen i Søren Abildgaards streg fra 1767. The Ydby Stone in Søren Abildgaard’s drawing from 1767. Fig.6 Under den tilmurede norddør til Mygind Kirke ligger en runesten og venter på at blive helt opdaget. Runerne er ydeligst under soklen til højre. Beneath the bricked-up north door of Mygind Church lies a rune stone waiting to be fully uncovered. The runes are clearest beneath the base on the right. Foto: Roberto Fortuna 164 Na t io Na lm u s e e t s a rb e j d s ma rk 2017 tre fragmenter af runesten i kirkens mure, og ved nedrivningen af den gamle kirke i Østermarie på Bornholm fremkom der tre næsten hele sten, mens en jerde lå på kirkegården. Under den nu tilmurede dør i nordsiden af skibet på Mygind Kirke ved Randers ligger også en runesten, som venter på at blive helt opdaget (fig.6), men det er ikke nogen enkel sag at pille en sten ud af et kirkefundament. Runesten blev også genanvendt andre steder, i stenbroer over vandløb, i stengærder, som trappesten i huse og gårde og som ledstolper. Den bornholmske Vestermarie 4 kom for dagen i 1883 ved en gravning på Vestermarie Kirkegård. Stenen lå med indskriftsiden nedad, og runerne blev først opdaget, da stenen var blevet kløvet. Flere stenstykker dukkede først op nogle år senere og et sidste fragment i 1931. Valleberga-stenen fra Skåne har været kendt siden 1840, hvor den lå i to stykker i et gærde ved en gård i Valleberga. Herfra blev den nederste del jernet og brugt som ledstolpe. I 1869 blev toppen genopdaget og de to stykker sat sammen. Den østjyske Vejlby-sten har været kendt siden 1650. Den blev fundet ved pløjning af en mark i Vejlby ved en næsten jævnet høj og var blandt de sten, som i henhold til Frederik III’s reskript af 1652 skulle sendes til København ”for at have dem på et sted sikkert opbevarede”. Stenen forsvandt imidlertid og blev genfundet i havnen i Aarhus i 1859. Den sønderjyske Sønder Vilstrup-sten har været kendt siden Worms tid, hvor den lå nær en kilde, som kaldes Kongernes Kilde. Den blev sprængt i 1808, men et brudstykke blev fundet i en stenbunke i 1910. Og sådan kunne man blive ved. Fælles for alle disse forsvundne og genopdagede runesten er, at de forsvandt eller blev glemt, da det danske museumsvæsen endnu var i sin spæde begyndelse, og at de er blevet genopdaget nærmest ved lykketræf. I 1807 blev Den kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring nedsat med den opgave at sikre bevaringen af de vigtigste oldtidsminder og arkæologiske fund, og fra 1855 og frem fulgte kulturhistoriske museer efter i de større provinsbyer. Så selvom der i perioden har været antikvariske myndigheder, der skulle sørge for sikring af oldtidsminder, var der i sidste halvdel af 1800-tallet mange historiske levn, som gik tabt. Det skyldes sikkert, at det har været svært at formidle vigtigheden og forståelsen af de historiske minder, og at Oldsagskommissionen ikke havde de fornødne ressourcer til at besigtige og bevare alle de mange oldtidsminder, som kom for dagens lys. Det vidner fundet af Ørum-stenen om. Forsvundne runesten I 1831 blev der fundet en runesten tæt ved en gravhøj på en mark til gården Christianslund ved Ørum, som ligger mellem Randers og Viborg. Gårdens ejer, prokurator Ostenfeldt, og amtsfuldmægtig Olsen fra Randers afskrev indskriften, så godt de kunne, og sendte en beretning om fundet til Oldsagskommissionen i 1832 med anmodning om en nærmere undersøgelse og bortskafelse af stenen, da den lå i vejen for pløjning. Der skete imidlertid ikke mere i sagen, førend arkæologen J.J.A. Worsaae ved et tilfælde opdagede skrivelsen før en planlagt rejse til Jylland i 1850, og han lagde derfor vejen forbi indestedet. Der var nu gået næsten 20 år fra fundet af runestenen, og ejeren havde i den mellemliggende periode sprængt stenen, idet han ikke troede, den var af antikvarisk interesse. Ellers ville Oldsagskommisionen vel have registreret den. Men de sprængte stykker lå endnu ved den gravhøj, hvor stenen var fundet. Worsaae lavede en skitse af stumperne (fig.7) og aftalte med ejeren, at denne skulle samle stykkerne sammen og få dem bragt til et sikkert sted på den nærliggende Ørum Kirkegård, indtil Worsaae igen havde mulighed for at undersøge stenen. I 1852 Ru ne s te ns j a g t 165 Fig.7 En del af J.J.A. Worsaaes skitse af den sprængte runesten fra Ørum. Den fragmenterede indskrit lyder: ”Ønd(?) og … og Tola(?) og Thorger(?) … gjorde disse kumler eter Krog(?) …s søn, en meget god thegn.” Fragmenterne siges at ligge i en stenbunke i Christianslunds have. Part of J.J.A. Worsaae’s sketch of the shattered rune stone from Ørum. The fragmentary inscription reads: “Ønd(?) and ... and Tola(?) and Thorger(?) ... made these kumler ater Krog(?) ...’s son, a very good thegn.” The fragments are said to be lying in a heap of stones in the garden of Christianslund. Fig.8 Nørre Brarup-stenen, som den er abildet i Thorsens runeværk. Tegneren er formentlig Magnus Petersen på baggrund af en tilsendt tegning. Indskriten lyder: fatu R , der tolkes som et personnavn. Resterne af runestenen kan være muret ind i laden til gården Nordskov. The Nørre Brarup Stone, as depicted in Thorsen’s rune work. Presumably drawn by Magnus Petersen on the basis of a drawing sent in. The inscription says fatu R , which has been interpreted as a personal name. The remains of the rune stone may have been bricked into the barn of the farm Nordskov. 166 Na t io Na lm u s e e t s a rb e j d s ma rk 2017 Fig.9 Runestenen fra Ferslev i Kruses streg. Indskriten lyder: ”… ristede runer …” Den forsvandt fra kirkegårdsdiget i Ferslev mellem 1850 og 1870. The rune stone from Ferslev as drawn by Kruse. The inscription says: “... carved runes ...” It disappeared from the churchyard wall in Ferslev between 1850 and 1870. kom Worsaae igen til Ørum, hvor stykkerne af runestenen lå i Christianslund, hvor de ville blive opbevaret, indtil en nærmere bestemmelse var foretaget. Det er det sidste, man har hørt om dette runestensfund, som forgæves blev eftersøgt i 1934 i forbindelse med udgivelsen af Danmarks Runindskrifter. Værkets forfattere gættede på, at resterne af runestenen skjuler sig i en stor stenhøj i gårdens have. Her ligger de måske endnu. Da de danske runeværker, som indeholdt mangfoldige oplysninger om alle danske runemindesmærker, blev forberedt i anden halvdel af 1800-tallet, rejste tegnere, malere og forfattere rundt i landet for at optegne de runesten, som tidligere var indberettet. Universitetsbibliotekaren P.G. Thorsen, som stod bag ét af runeværkerne, eftersøgte forgæves runestenen fra Nørre Brarup (fig.8), som ligger omtrent 40 km sydøst for Flensborg. Her var der omkring 1932 fundet en høj, hvori der stod to rækker sten, som dannede en 12-16 fod (4-5 meter) lang gang, hvis sydvestende var lukket med andre sten, mens nordøstenden var åben. Her lå lere større og mindre sten, og iblandt disse en runesten. Stenen blev bragt til gården Nordskov og indlemmet i ejeren C. Jaspersens oldsagssamling, som ved hans død i 1847 overgik til Flensborg som grundstamme for bymuseet. Stenen var da forsvundet, og en efterretning lød, at den var blevet indsat i en ladebygning på gården, således at runerne ikke kunne ses. I Ferslev omtrent ti km syd for Aalborg opdagede landskabsmaleren R.H. Kruse i 1842 et lille brudstykke af en runesten i Ferslev Præstegårds nordre havedige (fig.9). Stedet blev også besøgt af Worsaae omkring 1850, men da tegneren J. Magnus Petersen eftersøgte det i 1870 i forbindelse med forberedelserne til Thorsens runeværk, var det forsvundet, og fragmentet er ikke siden kommet for dagens lys. Samme historie gælder for Gudum-stenen 10-15 km øst for Ferslev. Den blev omtalt første gang i 1636, hvor den var anbragt i Gudum Kirkegårds østlige dige. Tegneren Søren Abildgaard fandt den på samme sted omkring 1770, men da Kruse eftersøgte den i midten af 1800-tallet, var den forsvundet. I Lösen i Blekinge lå en runesten foran alteret i kirken. Den er første gang omtalt af Skonvig. Dens eksistens blev noteret lere gange i løbet af 1700-tallet, men da Worsaae eftersøgte den i årene efter 1846, var den forsvundet. RUNESTENSJAGT 167 Fig.10 Avnslev-stenen var en af de runesten, som forsvandt ved Københavns brand i 1728. Den tilhører en gruppe på ire runesten, som har forbindelse til den fynske gode Roulv. Indskriten lyder: ”… står denne sten. Ro… satte … og Roulv gjorde …” The Avnslev Stone was one of the rune stones that disappeared in the Copenhagen ire of 1728. It belongs to a group of four rune stones associated with the Funen heathen priest Roulv. The inscription reads “... stands this stone. Ro... set ... and Roulv made ...” Tegning: Jon Skonvig Lösen-stenen var blandt de mange runesten, som Frederik III forlangte til København i Det kongelige Reskript, som blev udsendt til danske lensmænd. Reskriptet var egentlig foranlediget af Ole Worm, og man ønskede, at en række nærmere bestemte runesten skulle sendes til hovedstaden for at blive opstillet på Trinitatis Kirkegård ved Rundetårn. Man indkrævede i alt 67 runesten, men langt fra alle nåede frem, vel på grund af deres størrelse og vægt. Hvad man ikke kunne vide i midten af 1600-tallet var, at København i 1728 skulle rammes af en af de største ildebrande i byens historie. I de dage og i oprydningsarbejdet efter branden forsvandt ni af de 12 runemindesmærker, som var opstillet ved Trinitatis Kirke. En del blev sikkert ødelagt af branden, men det er også muligt, at nogle af dem eller enkelte fragmenter blev brugt i genopbygningen af byen (fig.10). Måske dukker de op igen. Andre runesten er ganske givet blevet genanvendt i senere byggerier, hvor det måske endnu kunne være umagen værd at lede efter dem. Den bornholmske runesten fra Povlsker (fig.11) blev fundet i 1893 i en gård i Tjørneby, hvor et brudstykke lå i kostaldens brolægning, mens et andet lå i en dynge kasserede sten fra stalden. Efter de lokales udsagn blev brudstykkerne genanvendt som bygningssten i en anden gård i byen. Fig.11 Et fragment af Povlsker-stenen blev fundet i en gård i Tjørneby i kostaldens brolægning, et andet i en dynge kasserede sten fra stalden. Fragmenterne er formentlig igen blevet anvendt som bygningssten i en gård i Tjørneby. A fragment of the Povlsker Stone was found on a farm in Tjørneby in the paving of the cowshed, another in a heap of stone refuse from the shed. The fragments were probably used again as building stones on a farm in Tjørneby. Tegning: Julius Magnus Petersen 168 NATIONALMUSEETS ARBEJDSMARK 2017 Fig.13 Langå 2 har været en af Danmarks største runesten på omtrent ire meter i højden. Indskriten lyder: ”Hvatr(?) rejste denne sten til minde om … sin fader og til minde om Jærpulv, sin broder. Thora(?) h[uggede] …” Stenen er gået til ved sprængning. Langå 2 was one of Denmark’s largest rune stones, around four metres in height. The inscription reads: “Hvatr(?) raised this stone in memory of ... his father and in memory of Jærpulv, his brother. Thora(?) [carved]? ...” The stone was destroyed by shattering. Tegning: Jon Skonvig Fig.12 Allerup-stenen har eter gamle oplysninger plads i Allerup Kirkes vestmur, måske som en del af fundamentet, men er nu forsvundet eller ikke længere synlig. Indskriten lyder: ”… Tholfs søn, han tog denne sten i … [og] satte den eter [sin] fader og [sin] moder Tonne(?).” Den skånske Svenstorp 1 blev fundet i 1854 ved nedrivningen af den gamle kirke i Svenstorp. Runestenen blev indsat i hel tilstand i tårnmuren, men blev overpudset. Stenen blev forgæves eftersøgt i 1909, men sidder efter al sandsynlighed endnu i kirkemuren. Den fynske Allerup-sten (fig.12) blev første gang omtalt af Skonvig omkring 1627, hvor den sad i The Allerup Stone, according to old kirkens vestmur. Skonvig angav foruden stenens længde på information, had a place in the west omkring 75 cm og bredde også tykkelsen, og derfor antog wall of Allerup Church, perhaps as part of the foundation, but has now disapLis Jacobsen og Erik Moltke i forbindelse med udgivelsen af peared or is no longer visible. The Danmarks Runeindskrifter, at stenen måtte have været en af inscription reads: “... Tholf’s son, he hjørnekvadrene i kirken. Det er også muligt, at stenen har took this stone in ... [and] set it ater [his] ligget som grundsten under kirken. På Skonvigs tegning af father and [his] mother Tonne(?).” stenen ser det ud til, at en del af indskriften løber hen over Tegning: Jon Skonvig stenens top, og det sandsynliggør, at stenen på en eller anden måde har stukket ud, så toppen har været synlig. Der er ingen efterretninger om, at stenen har været taget ud af kirkens mur, og i dag er kirkens mur kalket og soklen tjæret sort, så det er muligt, at runestenen skjuler sig under de mange lag kalk eller tjære. Sprængte eller ødelagte runesten Mange af de forsvundne runesten i Danmark kommer formentlig aldrig mere for dagens lys. Det er de runesten, som er blevet sprængt i stumper og stykker. Den midtjyske Langå 2 (fig.13) omtaltes første gang af Skonvig omkring 1627, hvor den lå på Langå Mark ved Gudenåen. Skonvig angiver højden til 6,5 alen, ca. ire meter, og to alen i bredden, og hvis disse opmålinger er rigtige, må den have været næsten lige så høj som Danmarks højeste runesten i Björketorp i Blekinge. På Skonvigs tegninger fordeler en række huller sig vandret under indskriften og ved stenens top. Det tyder på, at man allerede da havde forsøgt at sprænge stenen, et arbejde som senere blev fuldført. Da Kruse eftersøgte stenen i 1843, var den sprængt, og materialet brugt i en stenkiste. I 1878 fandt RUNESTENSJAGT 169 Fig.14 Ørbæk-stenen blev sprængt kort eter opdagelsen i slutningen af 1790’erne. Den bærer indskriten ”Gudfred rejste eter Thjodborg”. Gudfred kan være en af de tidligste danske konger. The Ørbæk Stone was shattered shortly ater its discovery at the end of the 1790s. It bears the inscription “Gudfred erected ater Thjodborg”. Gudfred may have been one of the earliest Danish kings. Tegning: S. Lindegaard en ihærdig eftersøgning og opbrydning af en stenkiste sted, hvori stenen efter de lokales udsagn skulle ligge, men intet af den er siden kommet for dagen. Hobro 1 har også været kendt siden 1627, hvor den lå foran en gadedør i Hobro. Hertil var den formentlig blevet lyttet fra Hobro Kirkegård. Kruse berettede, at den havde været indmuret ved siden af eller over en mands indgangsdør, og ved en af de ildebrande, som var overgået byen, brændte det hus, hvori stenen var indmuret. Den blev da så medtaget af ilden, at den skiltes ad og forvitrede. Ørbæk-stenen (fig.14) blev fundet i slutningen af 1790’erne, hvor den lå med runerne nedad ikke langt fra en høj på en mark ved Ørbæk på det østlige Fyn. Den blev sprængt kort efter opdagelsen, men en aftegning blev sendt til Rasmus Nyerup, som ud over at være en fynsk bondesøn også var en af de drivende kræfter ved oprettelsen af Oldsagskommissionen. Runestenen fra Ørbæk bar indskriften ”Gudfred rejste efter Thjodborg” og er særlig interessant, fordi den muligvis omtaler en af de ældste danske konger, Godfred, som er nævnt i de frankiske rigsannaler omkring 800. Afrunding I Danmark står eller ligger runestenene sjældent spredt på markerne, ved gravhøje og andre kultiske anlæg, hvor de oprindeligt blev rejst. Der er for længst ryddet op, stenene er ryddet væk eller genanvendt til andre formål. Men det betyder ikke, at der ikke stadig kan gøres runestensfund her i landet. Vi ved med sikkerhed, at runesten har været genanvendt i mange kirkebygninger fra den tidlige middelalder og frem til nyere tid. Det er et spørgsmål om tid, før nye eller gammelkendte runesten igen dukker frem af en kirkemur et sted. Måske kan det også lønne sig at gå en tur rundt om kirkegårdsdigerne i de sogne, hvor der tidligere har været indberettet nu forsvundne runesten. Eller man kan holde et vågent øje, når en gammel gård skal rives ned. Fundet af Ydbystenen og genanvendelsen af en række andre runesten viser nemlig, at runesten også kan indes i andre bygninger, som det f.eks. skete under en arkæologisk udgravning i Ribe lige syd for Domkirken i 2011. Hvem ved – måske bliver der en dag fundet rester af nogle af de runesten, som forsvandt, da København brændte i 1728. 170 NATIONALMUSEETS ARBEJDSMARK 2017 LIT TERATUR Boje Andersen, C. og L.M. Imer: ”En genfunden runesten” i Årbog for Thy og Vester Hanherred 2016, s. 7-19. Boje Andersen, C. og L.M. Imer: ”Ydby-stenen (DR 149) genfundet” i Futhark 7, 2017. Imer, L.M.: Danmarks runesten. En fortælling. Gyldendal 2016. LISBETH M. IMER seniorforsker Middelalder, Renæssance og Numismatik Nationalmuseet CHARLOTTE BOJE H. ANDERSEN museumsinspektør Museum Thy Jacobsen, L. og E. Moltke: Danmarks Runeindskrifter. Text. København 1942. Thorsen, P.G.: De danske Runemindesmærker beskrevne og forklarede ved P.G. Thorsen I-II. København 1864-80. Bæksted, A.: ”Ørum-stenen. En tabt runesten” i Danske Studier 1934, s. 77-83. FORFAT TEROPLYSNINGER Imer, L.M., M. Knudsen og M. Søvsø: ”Ribe-stenen” i By, Marsk og Geest 25, s. 29-39. Wimmer, L.F.A.: De danske Runemindesmærker undersøgte og tolkede af L.F.A. Wimmer 1-4. København 1893-1908. ENGLISH SUMMARY The hunt for the rune stones – the rediscovery of the Ydby Stone and other vanished rune stones In the spring of 2016 parts of the vanished rune stone from Ydby Parish in southern Thy were rediscovered. The stone had been lost since 1767, and it has turned out that it had been split and re-used in the building of a farm, Søndergård, near the ind spot in 1820 (figs.1-5). The Ydby Stone shared the fate of a large number of other Danish and Scanian rune stones that disappeared after their discovery; no fewer than 40 formerly known rune stones have disappeared, and only around ten have appeared again in whole or fragmented condition. Some rune stones were shattered into fragments and are thus unlikely ever to see the light of day again (figs.13 and 14). But the ind of the Ydby Stone and the re-use of a number of others show that it has not been impossible to rediscover several vanished rune stones. Some rune stones were re-used in church walls (figs.11 and 12), while others are thought to have been re-used in modern buildings (fig. 8), and others again simply disappeared from the place where they were irst discovered (fig.9). It may be worth the trouble to look closely when old buildings must give way to new ones. RUNESTENSJAGT 171