blod

I de røde bloglegemers indre findes det røde farvestof hæmoglobin, som giver erytrocytterne og dermed blodet dets farve. Hæmoglobin er et jernholdigt protein med stor bindingsevne for ilt og er ansvarlig for iltoptagelsen i lungekapillærerne og for transporten af ilt i organismen.

I vævet frigives ilten og når frem til cellerne ved diffusion gennem vævsvæsken. Ilten bruges i cellernes stofskifte, hvilket leder til dannelsen af kuldioxid, som for størstedelens vedkommende optages af de røde blodlegemer. Kuldioxiden føres med de røde blodlegemer til lungerne, hvor den udskilles.

• Læs mere om røde blodlegemer

Neutrofile granulocytter (neutrofilocytter) fremtræder i mikroskopet som afrundede med en segmenteret, perlekædelignende kerne med 3-4 segmenter. De er den hyppigst forekommende leukocyt i blodet.

Den neutrofile granulocyt kan æde (fagocytere) og dræbe indtrængende mikroorganismer og spiller en vigtig rolle ved bekæmpelse af bakterielle infektioner. De neutrofile granulocytter har specielle receptorer, som ve aktivering får cellen til at frigive en række proteiner og enzymer ved udtømning af indholdet i granula.

Øget antal neutrofile granulocytter i blodet ses typisk ved bakterielle infektioner som udtryk for infektionens sværhedsgrad. Ligeledes kan lette forhøjelser være et tegn på kronisk betændelse og autoimmune sygdomme.

Eosinofile granulocytter (eosinofilocytter) udgør en mindre del af granulocytterne i blodet. Deres funktion har været diskuteret, men det antages, at de på linje med de neutrofile, deltager aktivt i bekæmpelse af bl.a. parasitære infektioner og andre mikroorganismer, specielt i mave-tarmkanalen. Eosinofile granulocytter har receptorer, som helt på linje med de neutrofile granulocytter, reagerer med produktion til det omgivende væv af en række proteiner og enzymer ved frigørelse af deres granulas indhold.

Det væsentligste enzym, MBP (Major Basic Protein), indgår i bekæmpelsen af parasitter og frigiver histamin, hvorved betændelsesprocessen kan forstærkes. Et andet enzym, ECP (Eosinophil Cationic Protein), gør blodets koagulationstid kortere og medvirker ligeledes til bekæmpelse af parasitter. Hos patienter med parasitsygdomme og allergi er antallet af eosinofilocytter i blodet øget (eosinofili).

Basofile granulocytter (basofilocytter) er den mest sjældne type af leukocytter i blodet. De antages at være en del af det medfødte immunforsvar. Deres nøjagtige funktioner har vist sig svære at afgrænse, bl.a. fordi de har en meget kort levetid på 1-2 dage.

Det antages, at de basofile granulocytter har en bakteriebekæmpende funktion, selv om deres involvering i allergier, er den, de oftest forbindes med. Deres granula indeholder forstadier til histamin. På deres overflade er bundet såkaldte IgE-molekyler, der ved binding af et allergen leder til en eksplosiv udtømning af granula og en aktivering af histamin. Celler med tilsvarende basofile granula, men siddende i væv, betegnes mastceller. Mastceller spiller en væsentlig rolle i de første stadier af betændelse og i allergiske reaktioner.

Lymfocytter er den næsthyppigste celle i blodet efter den neutrofile granulocyt. De udgør den specifikke (erhvervede) del af immunforsvaret. Aktivering af lymfocytter af en mikroorganisme vil typisk medføre livslang immunitet mod denne. Den enkelte lymfocyt lever i dage eller måneder, men cirkulerer kun kortvarigt (timer til minutter), mens visse "hukommelsesceller" lever lige så længe som individet.

Lymfocytter er runde celler, måler 7-8 μm i diameter og har en relativt stor, rund kerne. I modsætning til granulocytterne ses ikke granula i deres cytoplasma. De inddeles i T- og B-lymfocytter, hvor af de førstnævnte inddeles i en række undergrupper.

Lymfocytter cirkulerer mellem blodkredsløbet og lymfesystemet. I lymfeknuderne findes små vener gennem hvilke, lymfocytterne kan træde ud i blodbanen. Lymfocytter kan forlade blodbanen i områder med betændelse. Lymfocytterne optræder relativt sent i et inflammatorisk respons og er de dominerende celler ved kroniske betændelsesprocesser.

• Læs mere om lymfocytter

B-lymfocytterne (B-celler) dannes i knoglemarven og i lymfeknuderne. B-lymfocytterne danner antistoffer efter stimulation af proteiner fra fx mikroorganismer. Antistoffer er molekyler, som kan binde sig til den struktur, de er rettet mod. Hvis den struktur sidder på en mikroorganisme kan antistoffet bl.a. neutralisere og facilitere fagocytose af mikroorganismen. Typisk kræver dette, at B-lymfocytterne har modtaget hjælp fra aktiverede T-lymfocytter.

Efter antigenstimulation kan B-lymfocytter ændre udseende og blive til plasmaceller, som producerer store mængder antistoffer. Desuden vil den del af de aktiverede celler blive til hukommelsesceller, som hurtigt kan producere antistoffer, hvis kroppen på et senere tidspunkt inficeres med samme mikroorganisme. Det er denne egenskab, der udnyttes ved vaccinationer.

• Læs mere om B-lymfocytter

T-lymfocytter (T-celler) dannes i i brislen (thymus). I mikroskopet ligner de B-lymfocytterne, men med forskellige metoder kan de skelnes fra disse og opdeles i en række subpopulationer, som hver for sig spiller vigtige roller i den specifikke (erhvervede) del af immunforsvaret.

T-hjælpercellers (CD4 T-celler) funktion i immunforsvaret består ofte i at assistere andre celletyper i at udføre deres respektive funktioner. Det gælder blandt andet B-lymfocytter, som hjælpes til at producere antistoffer, eller CD8 T-celler, som hjælpes til at udføre drab på inficerede celler og cancerceller. Der eksisterer en række undertyper af CD4 T-celler, såkaldte T_h-subtyper.

Cytotoksiske T-celler (CD8 T-celler) kaldes ofte for dræber-T-celler, da deres hovedfunktion er at dræbe kroppens inficerede celler. Dette sker efter aktivering ved binding til målcellen, der typisk er inficeret med virus, efterfulgt af frigørelse af en række kraftige cytokiner og enzymer, som resulterer i, at målcellen går til grunde.

• Læs mere om T-lymfocytter

Naturlige dræbercellers (NK-celler) eksistens blev vist i 1970'erne ved deres evne til i laboratorieopstillinger at kunne dræbe cancerceller. I navnet "naturlig" ligger, at disse celler ikke behøver hjælp til drabet, fx antistoffer. NK-celler udgør ca. 5 % af det samlede antal leukocytter i blodet. De er en del af det uspecifikke (medfødte) del af immunforsvaret, og de antages at have infektionsbekæmpende egenskaber hos normale individer, eksempelvis ved virusinfektioner. Deres aktivitet afhænger af de signaler, som NK-cellen modtager fra sine omgivelser. Disse signaler kan enten virke aktiverende eller hæmmende for NK-cellens funktion. De er, som navnet siger, dræberceller, som benytter sig af samme enzymer som T-lymfocytterne, men også kan give anledning til apoptose.

NK cellers evne til drab af cancerceller udnyttes til at udvikle nye metoder til cellebaseret cancerterapi.

• Læs mere om NK-celler

AB0-systemet er det mest betydningsfulde blodtypesystem hos mennesket. Man kan i dette system inddele individer i typerne A, B, AB og 0. Dette anvendes til at bestemme blodtypen for en person forud for bloddonation og blodtransfusion.

• Læs mere om AB0-systemet

Det næstmest kendte blodtypesystem er Rhesus-systemet, hvor det hyppigste antigen kaldes D. Blodtypebestemmelsen afgøres efter tilstedeværelse eller fravær af Rh-proteiner. Dette blodtypesystem er af særlig betydning ved graviditeter, hvor en rhesusnegativ (Rh-) moder er gravid med et rhesuspositivt (Rh+) foster. Ved fødslen kan der overføres ganske små mængder erytrocytter fra fostrets kredsløb til moderens. Dette kan medføre, at moderen danner antistoffer mod Rh-proteinet. Hvis moderen i et senere svangerskab igen er gravid med et Rh+ foster, vil de dannede antistoffer kunne passere til fostret, binde sig til de Rh+ erytrocytter og ødelægge dem. Dette kan i sin yderste konsekvens være livstruende for fostret. Ved at diagnosticere en sådan uforligelighed, vil infusion til moderen af anti-D antiserum i 29. svangerskabsuge nedsætte risikoen for fostret betydeligt. Diagnostik af uforligelighed og infusion af antiserum sker rutinemæssigt i Danmark.

Ved svær blodmangel (anæmi) overvejes transfusion med erytrocytter for hurtigt at øge ilttilførslen til vævene.

Ved bloddonation udtages ca. 450 ml blod fra en vene i albuebøjningen og overføres direkte til en specielt fremstillet plastpose, som indeholder antikoagulans. Før i tiden blev en sådan portion typisk anvendt uden yderligere behandling, men nu opdeles den ved centrifugering og oprensning i blodbanken i dens komponenter, herunder erythrocytter, blodplader og plasma.

Før anvendelse af blodet bliver bloddonoren testet for tilstedeværelse af eller antistoffer mod mikroorganismer, herunder hepatitis og HIV. En lang række andre parametre skal ligeledes være opfyldt som led i det omfattende kvalitetskontrolsystem, som alle blodbanker er underlagt. Herefter bestemmes blodtypen af produktet, vigtigst for så vidt angår AB0- og Rhesussystemerne.

På baggrund af denne blodtypebestemmelse kan et produkt udvælges til en patient med samme blodtype.

• Læs mere om blodtransfusion