uroskopi

Den klassiske uroskopi forbindes normalt med den meget omhyggelige og systematiske metode med hovedvægt på undersøgelse af urinens farve, som blev udviklet i den vestlige medicin i løbet af oldtiden og middelalderen. Her blev uroskopien anvendt som led i den humoralpatologiske sygdomsteori og inddraget som det måske væsentligste diagnostiske støtteredskab ved siden af optagelsen af sygehistorie og den objektive undersøgelse. Den objektive undersøgelse er de observationer lægen gør ved at iagttage en patient, stille spørgsmål og lave undersøgelser med sine hænder.

Humoralpatologien byggede på den grundlæggende antagelse, at alle biologiske processer, inklusive sygdommes opståen og udvikling, kunne forklares ved tilstedeværelsen af de fire kardinalvæsker: blod, slim, gul og sort galde og deres indbyrdes blandingsforhold. Humoralpatologiens ophav er noget uklar, men traditionelt anses Hippokrates og den romerske læge Galen for nogle af dens mest betydende ophavsmænd.

Som en logisk konsekvens af humoralpatologiens lære, blev blodig urin tilskrevet en overvægt af blod, urinens gule farve skyldtes den gule galde, meget mørk urin eller grønlig urin skyldtes sort galde og skummende urin eller urin med en lys farve skyldtes slim. Hippokrates noterede sig ganske rigtigt, at en tendens til skummende urin kunne være et tegn på nyresygdom, hvor man i dag ved, at det skyldes en tilstedeværelse af plasmaproteiner i urinen (proteinuri). Det samme gjaldt blodig urin.

Urinen blev iagttaget i en glaskolbe og der var fire hovedpunkter i iagttagelsen: 1. farve 2. koncentration 3. tilblanding af bestanddele og 4. urinens fire lag. Ved siden af det blev lugten også tillagt en vis informativ værdi. Urinen var et filtrat, der afspejlede de fire væskers farveegenskaber, men også deres temperatur. De varme legemsvæsker (blod og gul galde) var med til at farve urinen mørkere. Overvægt i de tørre legemsvæsker førte til en mere fugtig (tynd og ukoncentreret) urin og overvægt i de fugtige legemsvæsker førte til en tør (koncentreret) urin. Overvægt af de tørre væsker (sort og gul galde) betød, at det jordagtige element i den sorte galde, der er forbundet med jorden, var så udtalt, at jorden ikke kunne passere urinvejene og urinen blev derfor tynd. Omvendt betød de fugtige legemsvæsker, at jordelementet i kroppen var forholdsvis fortyndet og derfor lettere blev udskilt.

Der fandtes en liste med op til 19 patologiske tegn eller bestanddele som kunne ses i urinen. I det følgende nævnes nogle eksempler:

• Cirklen
• Skum
• Skyer
• Små korn
• Blod
• Pus
• Sand
• Sæd
• Dannelser, der ligner hår
• Klid
• Fiskeskæl

Læren om urinens fire lag baserede sig på en simpel analogislutning, hvor urinkolben blev betragtet som kroppen oppefra og ned:

• Det første lag (circulus) svarede til hovedet
• Det andet lag (superficies) svarede til brystet
• Det tredje lag (perforatio) svarede til underlivsorganerne
• Det fjerde lag (fundus) svarede til urinorganerne

I 1590 udviklede de hollandske brilleslibere Hans og Zacharias Jansen de første mikroskoper, og de blev betydeligt forbedrede af linsesliberen og klædehandleren Antony van Leeuwenhoeks (1632-1723) arbejde. Mikroskopi af urin medførte dog ikke nogle banebrydende opdagelser de første par hundrede år.

I sin afhandling, der udkom posthumt i 1641, beskrev den tyske læge Daniel Sennert (1572-1637), at han undertiden havde set stoffer, der mindede om æggehvide (protein) i patienters urin. Den hollandske professor Frederick Dekkers (1644-1720) beskrev i sin afhandling Excercitationes practica fra 1694, at påvisning af æggehvidestoffer i urin kunne foregå ved kogning og dråbevis tilsætning af eddikesyre.

Den italienske læge Domenico Contugno (1736-1822) og den skotske kirurg og kemiker William Cruickshank (1740-1811) menes at være de første, der bemærkede, at væskeansamlinger (ødemer) i benene ofte optrådte sammen med blod og æggehvidestoffer i urinen. Det er beskrevet i afhandlinger fra henholdsvis 1764 og 1797. Den franske anatom Guillaume Dupuytren (1778–1835) beskrev i 1806, at urin fra personer med diabetes ofte også indeholdt æggehvidestoffer.

I 1831 beskrev den britiske læge Richard Bright i sin afhandling, at patienter med ødemer og sparsom vandladning samt blod og protein i urinen ofte havde sygelige forandringer i nyrerne (Brights Disease), hvilket kunne ses ved obduktion. Omkring år 1800 var den klassiske humoralpatologiske uroskopi baseret på observation af urinens farve, koncentration, mængde og lugt således i høj grad blevet suppleret af kemiske undersøgelser, der fokuserede på undersøgelser af tilstedeværelsen af blod, sukker og protein i urinen og tilstedeværelsen af kliniske symptomer som ødemer. James Young Simpson (1811-70) beskrev i 1830'erne proteinuri og ødemer i forbindelse med svangerskabsforgiftning (præeklampsi) og fødekrampe (eklampsi).

Theodor Lohnsteins (1866-1918) gæringssaccharomter, den polsk-amerikanske læge Max Einhorns (1862-1953) reaktion og den tyske kemiker Eilhard Mitscherlichs (1794-1863) polariseringsapparat til sukkerbestemmelse i urinen er blandt periodens kendetegn, når det gælder urinundersøgelser.

I 1835 havde C. G. Lehmann (1812-1863) i sin afhandling om urin fra personer med diabetes De urina diabetica redegjort for, hvordan en gæringsproces kunne anvendes som diagnostisk metode til påvisning af sukker i urinen. Denne metode havde dog kun begrænset anvendelse indtil Max Einhorn, der var læge i New York i perioden 1885-1888, gjorde opmærksom på dens anvendelsesmuligheder og metoden blev kendt som Einhorns reaktion. Omtrent samtidig med det udviklede Lohnstein i Berlin et saccharometer, der kunne måle luftudviklingen (dannelsen af CO₂) i forbindelse med gæringen og på den måde kvantitativt bestemme sukkermængden i urinen. I 1847 opfandt Mitscherlich et polarisationsapparat med en dobbeltbrydende prisme til bestemmelse af sukker. Apparatet vandt stor udbredelse og blev omtalt i Emil Salkowskis lærebog i urin Die Lehre von Harn. Ein Handbuch für Studierende und Ärztes fra 1882.

Den tyske anatom Jacob Henles (1809-1885) påvisning af cylindre ved mikroskopi af urinen stammer fra 1844, og det er et eksempel på, hvordan mikroskopet efterhånden fandt anvendelsesmuligheder i studiet af urin. Tilstedeværelse af cylindre i urinen (cylinduri) skyldes små afstøbninger af nyrekanalerne (tubuli), som udskilles i urinen ved visse nyresygdomme. Metoden var endnu i 1980'erne et vigtigt hjælpemiddel, og den har været brugt frem til nutiden.

I 1848 fandt den engelske læge og kemiker Henry Bence Jones (1813-73) en metode til bestemmelse af et bestemt type protein (Bence-Jones protein) i urinen, som ses ved kræftsygdommen myelomatose. I 1858 udgav den tyskfødte læge Johann Wilhelm Ludwig Thudicum (1829-1901) bogen A Treatise on the Patholoy of Urine, i hvilken han fastslog, at bilirubin er årsagen til urinens gule farve eller den mørke farve (cola- eller porterfarvet), som ses ved leversygdomme, når koncentrationen af bilirubin i urinen bliver meget høj.

På det Kongelige Frederiks hospital blev der i 1850 indrettet et hospitalslaboratorium, hvor lægen Theodor Sophus Warncke (1822-1890) lavede urinundersøgelser. I en artikel i Bibliotek for Læger fra 1860 beskrev han resultatet af 306 urinundersøgelser. Lægerne Oscar Bloch og Knud Faber fortsatte dette arbejde ved udflytningen til Rigshospitalet i 1910. I 1903 begyndte lignende undersøgelser ved Frederiksberg hospital. De fleste undersøgelser af patienters urin foregik imidlertid på apotekerne, og i 1862 udgav lægen Ove Krarup vejledningen Den kvalitative Undersøgelse af abnorm Urin til brug for apotekere. I 1882 udgav cand.pharm. Hans Jacob Møller bogen Kortfattet practisk Vejledning til Undersøgelse af pathologisk Urin og Urinconcrementer.