Kødets Poiesis. Kropumulige kroppe i ny dansk litteratur

Kødets Poiesis Kropumulige kroppe i ny dansk litteratur analytisk opmærksomhedsfelt, der kombinerer affekt Tobias Skiveren forlaget spring Kødets Poiesis manus skiveren.indd 1 19.10.2020 11.41 Af samme forfatter i samarbejde med Martin Rohr Gregersen: Det åbne redskabsskur. Hovedstrømninger i det nye årtusindes danske forfatterskolelitteratur (2013) Eske K. Mathiesen (2015) Tobias Skiveren Den materielle drejning. Natur, teknologi og krop i (nyere) dansk litteratur (2016) Kødets Poiesis Kropumulige kroppe i ny dansk litteratur Forlaget Spring manus skiveren.indd 2-3 19.10.2020 11.41 Kødets Poiesis. Kropumulige kroppe i ny dansk litteratur © Tobias Skiveren og Forlaget Spring, 2020 Indhold Grafisk tilrettelæggelse: Spring Forsideillustration: Nunzio Paci: Anatomia di un arbusto/Anatomy of a Schrub, 2015 © Indledning 7 Published by Forlaget SPRING DK-2900 Hellerup 1. Kritisk læsning: Butler, poststrukturalisme og litteraturkritiske attituder 21 www.forlagetspring.dk Kritisk litteraturkritik og arven fra Butler Trykt hos Toptryk Grafisk, 6300 Gråsten Kritiske attituder: Tegnskepsis og poststrukturalisme Printed in Denmark, 2020 Olga Ravn genbesøgt: Stærke teorier og svage sensibiliteter ISBN 978-87-93358-88-1 2. Postkritisk læsning: Nymaterialisme og affektteori 51 Bogen er udgivet med støtte fra Kritikken af kritikken: Postkritiske ansatser Center for Litteratur mellem medier, Aarhus Universitet Intermezzo: Kritikken af kritikken af kritikken Danmarks Frie Forskningsfond (9055-00034B) Heavy Metal I: Præ-civilisatorisk mørke og nymaterialisme Heavy Metal II: Dyrisk kærlighed og affektteori Mekanisk, elektronisk eller anden gengivelse af Mod en postkritisk læsning eller kopiering af denne bog eller dele heraf er At læse efter kødets affekter: Karakter, miljø, tid og sproglig stil ifølge gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forlagets skriftlige samtykke eller aftale med Copy-Dan. 3. Kødets begær: Ekstatisk nydelse i mere-end-menneskelige kroppe 113 Bjørn mellem tegnenes og kødets væv: En (u)troværdig livshistorie om mellemkødets vibrationer Tak til Olga Ravn, Ursula Andkjær Olsen, Katinka My Jones, Amalie Smith og Techno, krop, pik: At danse som bekymringsfrie maskiner Cecilie Lind for tilladelse til at bringe enkelte af deres tekster i deres helhed. Ekstatisk nydelse: At gemme sig i bassen og eksplodere i mudderet 4. Kødets reproduktion: Prekær omsorg i mere-end-menneskelige kroppe 141 Et spørgsmål om omsorg: Porøse temporaliteter, decentreret subjektivitet og uhjemlige monstre I kromosomerne lå hypotesen: Svangerskabets himmelmekanik og umenneskelig (om)sorg Barselslivets ambivalens: Hudsult og raseriets resonanser 5041-0856 Svanemærket tryksag manus skiveren.indd 4-5 Bakteriernes millionårige liv: Asynkrone livstider og forældrekroppens opløsning 19.10.2020 11.41 5. Kødets lidelser: Ekspansiv smerte i mere-end-menneskelige kroppe 177 Celledelingens mytteri: Om cancerkroppens ubærlige sorg Indledning Mit lille spasserben: Misfitting, nådesløs vrede og en fucking slap penis Knogleflugt: Dødsekshibitionisme og erotisk omsorg Udgangsord 211 Kødets empati: Inter-korporlige ekkoer og litteraturanalysen som sensibilitetsteknik Referencer 223 Faglitteratur Skønlitteratur Noter 243 Stikordsregister 266 Det er ikke uden grund, at vi bruger vendingen ”kropumulig”, når vi møder nogen, der virkelig er på tværs. Er man kropumulig, lyder logikken, er man lige så umulig som en krop. Ordvalget vidner om, at vi ofte erfarer kroppen som umedgørlig, som en genstridig instans, der ikke bare har sin egen vilje, men også gerne trodser vores. Vi kender det alle sammen: Vi mærker maven rumle og bliver sultne; urinen presser sig på, og vi løber mod dasset; svulster vokser i os, og vi hensygner. I en vis forstand er vi hver og én ”slave” af vores egen krop, som Olga Ravn formulerer det i sin debutdigtsamling Jeg æder mig selv som lyng (2012) og fortsætter: hvad er det kroppen ikke forstår, hvad er det hånden, hvad er det røddøgnet ikke forstår, hvad er det ikke, hvad er det andet område, anden rørelse, kroppens fortsatte upåvirkede, kroppens stædige uønske, kroppens ikkemøde med kroppens krop, med kroppens andet, med katastrofens udenfor, […] jeg i røddøgn ynkende, jeg i kroppens fald samtidig med kroppens op-disen, jeg med håbet på væggen mellem røddøgn og røddøgn, hudhåbende, kroppens uhyrlige fortsætten, sin af alting uberørte fremdrift, […] her kroppen fjende og redskab her kroppen rasende indstillet her drypper kroppen udflåd og affald, udpegende processens ligeglade fortsætten, selv selv i et tidsløst rum stadig kroppens månedlige udskilning, stadig dens fingeraftryk i 7 manus skiveren.indd 6-7 19.10.2020 11.41 Uddraget stammer fra åbningsdigtet ”Grammatisk ubehag”, der gennem en vilter og sprængt skrift skitserer konturerne af historien om en pige, der vokser op og erfarer, hvordan menstruationens blødninger pludselig sætter ind. Mødet med menstruationen er – som citatet vidner om – samtidig mødet med den frustrerende indsigt, at den krop, hun lever som, er fundamentalt ukontrollerbar. Der er tale om en særegen oplevelse, hvor den cartianske forestilling, der siger, at jeg bestemmer over mit legeme, at res cogitans animerer res extensa, at kødet blot er et redskab for bevidstheden, umiddelbart vendes på hovedet. For hos Ravn er erfaringen tydeligvis den omvendte, at det er det lyriske jeg, der animeres, kontrolleres og styres af kroppen. Menstruationens cykliske genkomst indebærer her en fornemmelse af at være underkastet kødet, at være i kroppens vold, fanget af dens pludselige påfund, dens bevægelser, fald og opstigen, uden mulighed for at gøre modstand eller tale den til fornuft. Kroppen forstår ikke, hvad jeget befaler, og hvis den gør, er den under alle omstændigheder ligeglad. Dens månedlige udskilning, dens fingeraftryk i trussen, dens udflåd og affald, fortsætter upåvirket. Ved sin udgivelse fik Ravns debut en del omtale i dagspressens litteraturtillæg, og i dag betragtes den gerne som en af de mest toneangivende bøger i 10’ernes litteratur. Men Jeg æder mig selv som lyng står ikke alene. Tværtimod gav den momentum til en kropsorienteret strømning, der her spirede frem og siden da kan siges at have sat en ny dagsorden i dansk litteratur ved på forskellige måder at forskyde interessen væk fra 00’ernes polyfone, identitetsrelativistiske og skrifttematiske poetik (jf. Stein Larsen 2009 og Zeuthen 2010) og hen imod en genoplivning af tendenser fra 70’ernes såkaldte ”kvindelitteratur” (Zeuthen 2008) og 80’ernes ”kropsmodernisme” (Skyum-Nielsen 1986). Året, hvor Ravns debut udkom, skrev Elisabeth Friis i Information om ”en ny kropslighed” hos yngre danske forfattere (Friis 2012b), mens Mikkel Krause Frantzen i samme avis et par måneder senere karakteriserede tendensen som ”poetisk materialisme” (Frantzen 2012). Og i tillæg til dagspressens tendensartikler har man i akademisk regi efterfølgende både talt om en ”kropslig vending” (Rösing 2013, 44, Schwartz 2017, 26) og ”en ny kropslighed” (Andersen 2012) og forsøgt at kortlægge samtidspoesiens aktuelle ”fokus på krop, køn og identitet” (Mønster 2013). I sådanne omtaler og karakteristikker er Ravns debut sammen med Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011) og Amalie Smiths I civil (2012) muligvis de hyppigst nævnte eksempler, men nyorienteringen, vil jeg hævde, kan også siges at tælle navne som Cecilie Lind, Ursula Andkjær Olsen, Caspar Eric, Katinka My Jones, Bjørn Rasmussen, Niels Henning Falk Jensby, Ida Marie Hede, Maja Lucas, Nanna Storr-Hansen, Josefine Klougart og Hanne Højgaard Viemose. Fra mange perspektiver vil disse forfattere selvfølgelig forekomme ret forskellige. Foruden et genremæssigt spænd fra realistisk prosa over avantgardistisk montagelitteratur til traditionel centrallyrik afviger teksterne fra hinanden ved, at de rejser temmelig uensartede tematiske problemstillinger og diskussioner om alt fra abort og kræft til begær og handicap. Men samtidig forenes de i et forsøg på at formidle en beslægtet erfaring af kroppen. Hvad enten det drejer sig om Smiths beskrivelser af kræftcellernes pludselige deling, Rasmussens viltre vidnesbyrd fra et liv i begærets vold eller Andkjær Olsens bearbejdning af sorgen over en ufrivillig abort, er der tale om udforskninger af en erfaring, hvor kroppens handlinger er ude af kontrol, ja, faktisk til en vis grad dikterer jegets gøren og laden. Som hos Ravn er den kropslige erfaring, disse forfattere forsøger at indfange og formidle, en erfaring af en art ”slavetilstand”, af kroppens indbyggede egenrådighed, af kødets magt og vælde. Lige så meget som deres værker umiddelbart afviger fra hinanden både stilistisk og tematisk, mødes de i udforskningen af livet som kropumulig krop. Ved på denne måde at insistere på kroppen som en genstridig kraft er denne litteratur optaget af forhold, som imidlertid kun sparsomt er blevet behandlet i de mange konstruktivistisk orienterede teoridannelser, der længe har domineret litteraturvidenskabelige studier af kroppen, ikke mindst i dansk sammenhæng. Det gælder særligt arbejder af feministisk, postkolonial og disability-teoretisk observans, hvor udgangspunktet i stor udstrækning har været idéer om, hvordan sproget i bredeste forstand kan 8 9 trussen og på lårenes sider og hvor som helst udstødende lort. (Ravn 2012: 12-13) manus skiveren.indd 8-9 19.10.2020 11.41 have indvirkning på, hvad vores kroppe betyder, og hvordan de agerer. Med afsæt i sådanne teoridannelser er de litterære tekster oftest blevet læst ud fra den betragtning, at de har muligheden for enten at undergrave eller reproducere forhåndenværende forestillinger om eller begrebsliggørelser af kroppen. For såvel de teoretiske hovedskikkelser som deres litteraturvidenskabelige appropriatorer har målet i stor udstrækning været at vise, at kropslige fænomener som køn, begær og handicap er sociale konstruktioner, som kan undermineres og forandres, hvis man blot underminerer og forandrer de etablerede diskurser. Hvis Ravn & co. formidler oplevelsen af trodsige kroppe, der ikke gør, hvad de bliver fortalt, tager litteraturkritikken således oftest afsæt i en tænkning, som bygger på den omvendte præmis: at kroppen faktisk gør, som der bliver sagt. Det er ikke muligt at opspore og fastholde én distinkt ophavsmand (eller -kvinde) til denne orientering, der snarere er vokset ud af en bred og vidtforgrenet poststrukturalistisk bevægelse, som spænder fra Foucault til Derrida, men særligt Judith Butlers tidlige teorier om køn og seksualitet, sådan som de formuleres i Gender Trouble (1990) og Bodies that Matter (1993), har utvivlsomt været en stor inspirationskilde. I hvert fald har Butlers opfordring til at opspore subversive strategier, der kan bryde med de etablerede diskurser om kønslige og seksuelle identiteter, sat sit præg på utallige litterære studier. I dansk litteraturvidenskab er det ikke mindst Dag Heedes og Mons Bissenbakkers queer-teoretiske læsninger, der har været influeret af disse værker, men indflydelsen stopper ikke her. Tværtimod står Butlers tænkning i dag som obligatorisk pensumstof for enhver litteraturstuderende, ja, faktisk er den så indflydelsesrig, at den også sættes i spil i tilfælde, hvor andre teorier om kroppen kunne have leveret mere adækvate betragtninger. Sådanne applikationer er der – som vi senere skal se – flere eksempler på, men et af de mere eklatante finder man i antologien Kjønnskrift/Kønskrift/Könskrift (2015), hvor Bergur Djurhuus Hansen i sin artikel ”Kend din krop” forsøger at karakterisere den nye orientering mod kroppen, man kan finde i Ravns debut, ved at tage afsæt i netop Butlers tænkning. Efter en længere og ret detaljeret udlægning af hendes teorier lyder det imidlertid: 10 manus skiveren.indd 10-11 Butlers undersøgelser af køn handler egentlig om, hvor alt det lyserøde tøj kommer fra, og det er uden tvivl vigtigt at forstå hendes tænkning som både filosofisk og aktivistisk. Men denne artikel er en undersøgelse af digte, der handler om det, som Butler kun forbigående nævner i Gender Trouble – og forsøgsvis tager op til undersøgelse i Bodies That Matter – nemlig at vi er bundet til en krop og til de krav, kroppen stiller. (Djurhuus Hansen 2015: 60) Det siger noget om Butlers popularitet, at hendes teorier, som her, kan bringes i spil i forbindelse med tekster, som man på forhånd godt ved, de ikke formår at belyse. Men det siger også noget om en litteraturkritik, som ikke for alvor har taget konsekvensen af de udfordringer, som de kropumulige kroppe i ny dansk litteratur giver. Frem for at gentage den butlerianske læsning havde en anden mulighed været at reevaluere de etablerede tilgange og i stedet bruge lejligheden til at udvikle alternative og mere rammende måder at gå til disse teksters kroppe på. Det møde mellem Ravn og Butler, som Djurhuus Hansen faciliterer, er ganske givet tænkt som en komparativ kontrastlæsning, men det udpeger ikke desto mindre en udfordring i dansk litteraturvidenskab, som handler om, at vi ikke har de begrebslige redskaber til at gå i kødet på kroppen, sådan som den optræder i værker som Ravns. Denne bog1 skal læses som en bestræbelse på at imødegå dette videnshul. Den er et forsøg på at udforske de udfordringer og potentialer, der viser sig, når en litteraturkritik præget af arven fra konstruktivismen konfronteres med en specifik tendens i ny dansk litteratur, som ikke først og fremmest iscenesætter kroppen som en diskursiv identitetskonstruktion, der skal undergraves, men forsøger at formidle, hvordan det føles at leve som kropumuligt kød. Mere specifikt vil bogen undersøge, hvordan konstruktivistisk orienterede teorier om kroppen er blevet omsat til litteraturvidenskabelige læsestrategier? I hvilken udstrækning disse læsestrategier er (in)kompatible med den omtalte strømning? Hvilke alternative teoretiske perspektiver der vil kunne supplere de konstruktivistiske? Hvordan disse teorier vil kunne ændre vores måde at læse på? 11 19.10.2020 11.41 Og ikke mindst: hvad de kropumulige kroppe i dansk samtidslitteratur kan vise os, hvis vi går til dem med en sådan revideret læsestrategi? For at kunne udforske disse spørgsmål trækker bogen på særligt tre videnskabelige felter, der i udgangspunktet er forholdsvis distinkte, men som også kan siges at være forbundet med hinanden på flere punkter. Det drejer sig for det første om en bestemt fløj inden for den overordnede drejning mod materialiteten, som i de senere år har gjort sit indtog i humanvidenskabelig forskning under forskellige overskrifter som ”the material turn”, ”actor-network theory”, ”object-oriented ontology”, ”critical posthumanism” og ”speculative realism”.2 Som et korrektiv til det fokus på sprogets, kulturens og diskursernes kræfter, som konstruktivistisk orienterede teoridannelser og studier længe har udbredt, forsøger den materielle drejnings eksponenter på forskellige måder at gentænke materialiteten som andet og mere end et diskursivt produkt. Frem for at spørge til de diskursive betingelser for materialitetens betydning udforsker man her materialiteten som en ikke-menneskelig aktør (Latour 2007), som et objekt, der trækker sig tilbage (Harman 2002), eller som en uforudsigelig vitalistisk assemblage (Bennett 2010). I dette brede og brogede felt er det imidlertid særligt den materialitetstænkning, der primært inden for kønsteoretiske og feministiske discipliner har fundet sted under overskriften ”new materialism”, som er mest relevant i denne sammenhæng, idet man her har været optaget af at udforske den materialitet, der folder sig ud i og omkring kroppen. I kølvandet på de poststrukturalistisk informerede kønsteorier, som voksede frem i slut-firserne og kulminerede med Butlers Gender Trouble, rettede en stribe feministiske tænkere som Donna Haraway, Elizabeth Grosz, Nina Lykke, Rosi Braidotti, Vicki Kirby, Claire Colebrook og Karen Barad fornyet opmærksomhed mod kødets agens, kropslige erfaringer og diskursernes grænser og plantede dermed kimen til den type materialitetsorienterede studier, der i dag vinder indpas i humanvidenskaben (se også Sheldon 2015). Dét, der forener disse tænkere, er kort sagt en påmindelse om, at subjektet ikke alene er underlagt (lat. subjectum) de diskursive strukturer, der omgiver det, men også en uregerlig materialitet, som sætter sig igennem både i og på tværs af kroppen. Den materialitet, vi udgøres af, er nemlig ikke en blank tavle for sociale inskriptioner (Haraway 1988: 591), som Haraway formulerer det, men en genstridig kraft, en ustyrlig aktør, der er kreativ, i den forstand at dens pludselige påfund aldrig fuldt og helt kan forudsiges på forhånd endsige censureres. Når den feministiske nymaterialisme er relevant i denne forbindelse, skyldes det naturligvis, at den udvider konstruktivismens interessefelt med et fokus på kropsmaterialitetens genstridige kræfter, på måder som gør det nemmere at få (be)greb om de kropumulige kroppe, som er på færde i særligt dansk samtidslitteratur. Men den er ikke af den grund fuldt ud dækkende. For bedre at kunne tilnærme sig litterære værker, der beskæftiger sig med, hvordan det føles at leve som genstridigt kød, kan nymaterialismen med fordel suppleres med den nye orientering mod følelseslivet (i ordets bredeste forstand), der parallelt med den materielle drejning er vokset frem under overskriften ”affektteori”. Selvom affektteori må anskues som et bredt og mangefacetteret felt med en rig variation af positioner, vokabularer og interne polemikker, kan man med Frederik Tygstrup og Devika Sharmas illustrative modsætning sige, at affektteorierne, snarere end at beskrive, hvad der skete på et bestemt tidspunkt og på et bestemt sted, generelt er optagede af at udforske, ”hvordan det var at være der” (Tygstrup & Sharma 2015: 1). I forsøget på at få greb om sådanne følelses- og erfaringsfænomener har en stor og broget palet af kulturforskere søgt nye og alternative tankeformationer hinsides den poststrukturalistiske konstruktivismes vokabularer, hvis fokus på tegn, diskurser og subjektpositioner ikke betragtes som fyldestgørende til denne opgave (se f.eks. Massumi 1995: 100, Ngai 2005: 25 og Sedgewick 2003: 6). Hvorvidt denne overskridelse af den konstruktivistiske tradition skal tolkes som en videreførelse eller et brud, er der stor uenighed om, men i alle tilfælde kan affektteorierne siges at udvide dens perspektiv. Hvis den konstruktivistisk orienterede tænkning, som Butler repræsenterer, beskæftiger sig med sammenhængen mellem ”krop” og ”diskurs”, udvider affektteorierne sådanne teoridannelser ved også at samtænke begreberne ”krop” og ”affekt”. Hvad end man abonnerer på Sara Ahmeds, Sianne Ngais eller Brian Massumis positioner, beskrives det affektive i hovedreglen som intimt forbundet – og nogle gange ligefrem identisk – med de mange forskellige kropslige aktiviteter, rørelser 12 13 manus skiveren.indd 12-13 19.10.2020 11.41 og interaktioner, vi konstant indgår i. Eller kortere: Transformationen af vores kroppe er intimt forbundet med transformationen af vores følelsesliv. Når vi bliver berørte, er det derfor ikke kun noget, der sker inden i os, men noget, der sker med os. Følelseslivet kan af samme grund heller ikke lokaliseres i en indre psyke, men opstår i mødet mellem krop og verden. I den forstand tilføjer affektteorierne en art erfaringsdimension til nymaterialismens fokus på materialiteternes aktiviteter. Ved at koble begge tankegange kan man måske sige, at den egenrådige kropsmaterialitet ikke alene genererer effekter, men også affekter. Når kødet gør, hvad det vil, frem for hvad det bliver fortalt, sådan som nymaterialismen peger på, har det altså i et affektteoretisk perspektiv nødvendigvis indflydelse på den komplekse konfiguration af følelser, stemninger, intensiteter, atmosfærer osv., vores tilværelser udfolder sig i. Hvis man samtænker disse to teoretiske felter, hævder bogen, vil man få en alternativ forståelse af kroppen, der er langt mere dækkende for de udforskninger, som er på færde i dansk samtidslitteratur, end mere etablerede konstruktivistiske teoridannelser er i stand til. Hvad man til gengæld ikke får, er specifikke anvisninger til, hvilke litteraturanalytiske læsestrategier vi bør anlægge, når vi går til teksten med disse nye idéer om kroppen, for hverken affektteorierne eller nymaterialismen er optaget af litteraturen og studiet af den. Der er tale om retninger, som måske nok nu og da berører litterære værker, men som i udgangspunktet befinder sig uden for litteraturvidenskaben. Til sammenligning er tilknytningen til medie- og filmvidenskab og kultur- og kønsstudier mere udtalt, men som teoridannelser er affektteorierne og nymaterialismen måske mest af alt karakteriserede ved et filosofisk tilsnit, for så vidt deres diskussioner ofte tager livtag med grundlæggende ontologiske og epistemologiske problemstillinger. Udfordringen ligger derfor i den tværdisciplinære overførsel af idéer og begreber, som ikke normalt hører litteraturvidenskaben til. Hvilke metodologiske implikationer vil en sådan appropriation indebære? Hvad gør den ved vores tilgange til og begreber om litteratur? Hvordan skal vi læse, hvis vi læser med Elizabeth Grosz frem for Judith Butler? I forsøget på at udfolde sådanne spørgsmål vil bogen trække affektteorierne og nymaterialismen ind i et tredje aktuelt felt, som til gengæld er knyttet mere specifikt til litteraturvidenskaben. Her har der i de senere år pågået en kritisk diskussion af fordelene og ulemperne ved de læsestrategier, man som oftest anlægger, når man som litterat går til teksterne. Uden at danne decideret skole er centrale litteraturkritikere som Eve K. Sedgwick, Michael Warner, Stephen Best, Sharon Marcus, Toril Moi, Heather Love og Rita Felski begyndt at spørge til, hvilke (implicitte) antagelser om forholdet mellem kritiker, tekst og kontekst, der er på færde i aktuel litteraturkritik, og om disse antagelser med fordel kunne revideres og genfortolkes. Et genkommende referencepunkt har i den forbindelse været begrebet ”kritik” (eng. ”critique”),3 der trods flere nuanceforskelle generelt er blevet brugt til at indkredse en særlig mistænksom tilgang til teksten, hvor litteraturkritikeren i en aura af skepticisme analyserer værket med det mål at evaluere dets kritiske potentiale ud fra en på forhånd udvalgt kontekstuel norm eller sociopolitisk struktur (heteronormativitet, nationalisme, racisme og lign.). Mens flere aktører har argumentet for, at denne karakteristik fortegner billedet af, hvordan litteraturkritikken reelt fungerer (se f.eks. Robbins 2017: 371), har andre efterspurgt nye og alternative analytiske strategier eller tilgange, end dem der er kendetegnet ved kritik. Sådanne alternativer har dog endnu ikke for alvor vundet indpas i denne diskussion, men i sin omdiskuterede metakritiske kortlægning af litteraturanalytiske ”attituder” i The Limits of Critique (2015) foreslår Felski til en begyndelse begrebet ”postkritik” som en art metodologisk ledestjerne, der skal hjælpe udviklingen på vej. Hvis kritiske læsemåder kan siges at have domineret litteraturkritikken, ofte i alliance med konstruktivistisk orienterede teoridannelser, forsøger Felski at bane vejen for en relegitimering af metoder, som vil andet end at afsløre ideologier eller undergrave diskurser (Felski 2015: 173). Det er i dette skisma mellem på den ene side velkendte og velafprøvede kritiske metoder og på den anden side ambitionen om en postkritisk tilgang, at den aktuelle samtale om litteraturkritiske læsestrategier finder sted. Formålet med at facilitere et møde mellem disse diskussioner om kritik, affekt og materialitet er at udforske de metodologiske implika- 14 15 manus skiveren.indd 14-15 19.10.2020 11.41 tioner og muligheder, der viser sig, når litteraturkritikken i mødet med de genstridige kroppe i ny dansk litteratur opfordres til at supplere sit konstruktivistiske tankegods med alternative teoridannelser: I hvilken udstrækning har den litteraturvidenskabelige adaption af konstruktivistisk tænkning udmøntet sig i kritiske læsestrategier? Og hvordan vil nye idéer om kropslig affekt og genstridig materialitet kunne bidrage til udviklingen af en postkritisk læsning, der er fintfølende nok til at opfange de erfaringer af kroppens eget liv, som litteraturen nu og da forsøger at formidle? Bogen vil falde i fem kapitler, der tilsammen både tager livtag med de metodologiske udfordringer og forsøger at få greb om samtidslitteraturens kropslige erfaringer. I første kapitel ”Kritisk læsning: Butler, poststrukturalisme og litteraturkritiske attituder” finder man en metakritisk analyse, der kortlægger, hvordan den konstruktivistiske poststrukturalisme i almindelighed og Butler i særdeleshed er blevet oversat til en særlig kritisk læsemåde i nyere litteraturkritik om kroppen. Analysen har udkig til internationale tendenser og inspirationskilder, men er i udgangspunktet begrænset til nedslag i artikler, bøger og afhandlinger fra de senere års danske litteraturvidenskab, særligt dens feministiske og queer-teoretiske versioner. Sigtet med dette vue er at motivere behovet for at supplere kritikkens foretrukne analytiske greb og læsestrategier, der, som kapitlet afslutningsvis viser, udfordres i mødet med de kropumulige kroppe i ny dansk litteratur. Herefter præsenterer kapitel to ”Postkritisk læsning: Nymaterialisme og affektteori” et forslag til en postkritisk læsestrategi, der bygges op omkring en række filosofiske antagelser og analytiske begreber, som er informeret af både affektteori og nymaterialismen. Dette vil ske i afsnit, som i tæt dialog med Olga Ravns digtsuite ”Heavy Metal” (2016/2020) løbende introducerer kerneidéerne fra postkritikken, nymaterialismen og affektteori i et forsøg på at fremskrive et alternativt litteraturkritisk opmærksomhedsfelt. Frem for at læse litteraturen som en diskursiv forhandling af identitetskonstruktioner lyder opfordringen her, at vi med nymaterialismen og affektteorierne som baggrund vil kunne læse den postkritisk som en art affektive vidnesbyrd, der forsøger at formidle, hvordan det føles at leve som en specifik kropsliggjort eksistens. For at hjælpe en sådan læsning på vej munder kapitlet ud i en genfortolkning af de velkendte litteraturvidenskabelige termer ”karakter”, ”miljø”, ”tid” og ”sproglig stil” og lancerer begrebet ”affektiv modus” som et konceptuelt redskab, der kan bruges til at udpege egenarten af den enkelte teksts kropslige erfaring. Hvis min fremgangsmåde i disse to kapitler er metodologisk, for så vidt de begge reflekterer over præmisserne bag etablerede metoder for derefter selv at foreslå et alternativt perpsektiv, har bogens resterende kapitler et mere litteraturanalytisk og -kartografisk tilsnit. Her præsenteres en stribe læsninger af de mange kroppe i dansk samtidslitteratur ud fra den netop skitserede tilgang. Det sker først i kapitel tre ”Kødets begær: Ekstatisk nydelse i mereend-menneskelige kroppe”, som analyserer to stærkt beslægtede debutromaner, nemlig Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011) og Niels Henning Falk Jensbys Techno (2016). Når bogens læsninger åbner med netop disse to bøger, skyldes det, at forskellen imellem dem er symptomatisk for den udvikling, som den kropsorienterede strømning har gennemgået fra 2011, hvor konstruktivistisk-kritiske idéer stadig var i højsædet, og hen imod 2016, hvor en mere rendyrket udforskning af materialitetens kræfter har vundet indpas. Alligevel, viser den komparative analyse, deler de to bøger en affektiv modus, man kunne kalde ”ekstatisk nydelse”, og som sætter sig igennem, når kroppen udsættes for behagelige stimulanser så intense, at de leder til et fænomenologisk tab af egenkroppen. Bogens fjerde kapitel ”Kødets reproduktion: Prekær omsorg i mereend-menneskelige kroppe” dykker ned i præ- og postnatale moderskabserfaringer, der præsenteres i hhv. Katinka My Jones’ centrallyriske digtsamling Mælkelykken (2014), Ursula Andkjær Olsens sprængte poesibog Det 3. årtusindes hjerte (2012), Maja Lucas’ minimal-realistiske roman Mor (2016) og Ida Marie Hedes genrehybrid Bedårende (2017). Disse bøgers behandling af kødets reproduktion fokuserer rigtignok på vidt forskellige erfaringer, fra graviditet og abort til barselsliv og generationskløfter, men i dem alle er det muligt at opspore en stærkt beslægtet affektiv modus, 16 17 manus skiveren.indd 16-17 19.10.2020 11.41 jeg i kapitlet døber ”prekær omsorg”. Denne modus er først og fremmest karakteriseret ved en dybtfølt impuls til at drage omsorg for og tage hånd om det afkom, der vokser ud af kroppen, men som i sine forskellige tilblivelsesprocesser samtidig modarbejder og svækker denne omsorgsimpuls. Endelig præsenterer kapitel fem ”Kødets lidelser: Ekspansiv smerte i mere-end-menneskelige kroppe” læsninger af sygdomsramte kroppes følelsesliv i hhv. Amalie Smiths hybridbog I civil (2012), Caspar Erics knækprosaiske langdigt Nike (2015) og Cecilie Linds lyrisk-rablende prosaværk Scarykost (2016). Disse følelsesliv overlapper i en fælles affektiv modus, jeg under overskriften ”ekspansiv smerte” beskriver som en transkropslig kraft, hvor sygdommens (dårlige) vibrationer ikke bare sætter sig i det enkelte individ, men ekspanderer ved på forskellige måder at bevæge og berøre omgivelsernes kroppe. Alligevel, understreger kapitlet, er der væsentlige forskelle mellem cancerkroppens ubærlige sorg, den handicappede krops nådesløse raseri og den bulimiramte krops ambivalente dødsekshibitionisme. Bogen runder af med en konklusion, der opsummerer hovedpointerne ved at genoptage diskussionen af Olga Ravns ”Grammatisk ubehag”, som denne indledning lagde ud med, og reflekterer derefter kort over de postkritiske læsninger, de foregående kapitler har foreslået, ved at betragte dem som en art sensibilitetsteknologi, der kan give ny og bedre forståelse for bestemte kroppes følelsesliv. 1 18 manus skiveren.indd 18-19 19.10.2020 11.41